Cantaloupe-salat

Cantaloupe melon er min yndlingsmelon. Orange, sød, saftig og med mere smag end de gule meloner.

En salat med cantaloupe, frisk koriander, rødløg, chili og limesaft er en skøn sommersalat.

Den er hurtigt lavet, men den har godt af at stå og trække en times tid.

Gør melonen i stand og skær den i store tern. Hak rødløg, en frisk chili med lidt spark i og en god håndfuld koriander og bland det sammen. Dryp med limesaft og lad salaten trække en times tid, så den safter, og melonsaften blandes med limesaften.

Er melonen ikke helt moden og derfor ikke helt så sød og saftig – man kan jo blive snydt – så drys lidt sukker over og vend det rundt i salaten. Det gør underværker.

Salaten kan spises til grillmad – eller bare som den er som en forfriskende sommer-godbid.

God onsdag.