Skal der være gilde, så lad der være gilde. Menuen til Bondemandens fødselsdagsfest lød – i al sin enkelhed – på hjemmelavet rejesalat, ribbenssteg fra den gode gris – med rødkål, en rød og mør roastbeef af egen avl, forskellige oste og den smeltende, lækre mandelmarengslagkage, jeg fortalte om i går. En rigtig herrefrokost. Men det var jo også en rigtig herre, der havde fødselsdag.
Kategori: Nippemad
Crepes som i Frankrig
Crepes! Crepes! Crepes!
Alle vegne lokker sjove skilte ind i cafeer, hvor le chef står og laver de helt friske crepes på en stor rund varmeplade. Der er mange slags fyld. Søde crepes, salte crepes, crepes med kødfyld, med fiskefyld eller vores yndling: crepes med ost, skinke og æg. Fortsæt med at læse “Crepes som i Frankrig”
Nippemad fra Herlige Høns
Jeg tror, jeg har nævnt det – at vi har den bedste æggeleverandør i hele landet. Helenes smukke, brune høns lægger de fineste æg.
Sprøde Squashfritter med parmesanrasp og dip
En opskrift, der udgør en alvorlig trussel mod squashbestanden i haven – sprøde ovnstegte squashfritter med krydret parmesanrasp.
Man skal bruge:
1 Squash
1 æg
3 spsk rasp – gerne pankorasp, der giver ekstra sprødhed
3 spsk fintrevet parmesan/grana
Bland rasp og revet parmesan med krydderierne. Pisk ægget godt med en gaffel.
Skær squash i ca. 10 cm lange både – fjern kernerne, hvis det er en stor squash.
Vend bådene først i æg og så i raspblandingen og sæt bådene på en bageplade med bagepapir. (Brug en gaffel, ellers sætter det meste af raspen sig på dine fingre…)
Bag fritterne i den øverste halvdel af ovnen ved 200 grader, til de er sprøde udenpå og bløde indeni. Det tager 20-30 minutter.
De kan spises som nippemad eller som tilbehør – og dyppes i dip efter lyst og smag. Man kan lave flere forskellige slags dip, så der er lidt at vælge imellem. Den hotte hvidløgsdip er god til, men man kan altid bruge sin egen yndlingsdip – en med tomat – en sennepsdip.
God weekend.
PS: I august 2021 lavede vi en skøn dip med chipotle i adobe – den bør du unde dig selv at prøve.
Nippemad: Kikærtebrød med rosmarin, salt og chiliflager
En utraditionel snack – igen fra Italien: fladt kikærtebrød drysset med rosmarin, salt og chiliflager. Jeg har længe haft en pose kikærtemel stående i skabet for at eksperimentere med at lave de lækre italienske snack/madbrød (de er faktisk temmelig mættende), og nu skulle det være.
Jeg har prøvet mig frem et par gange og fundet frem til en opskrift, der virker:
250 g kikærtemel – jeg har købt mit i basaren
5 dl vand
1 tsk salt
Olivenolie
Rosmarin, chiliflager og groft salt til drys
Pisk kikærtemel og vand sammen med salt og lad det hvile i en times tid.
Hæld en tre-fire spiseskefulde olie en en lille bradepande og fordel det godt – smør også godt op ad siderne. Det forhindrer dejen i at brænde fast, og det giver en lækker sprød bund. Hæld dejen over i bradepanden og drys med hakket rosmarin, groft salt og chiliflager. Bag med varmluft ved 225 grader i en 20 minutters tid.
Skær i hapsere og spis dem lune til et glas vin på terrassen. Et hundevenligt tip: Drys ikke mere chili på, end at du stadig kan finde en bid eller to uden chilidrys – det vil blive påskønnet.
God tirsdag.
Zucchini Frittata sandwich
Zucchini, squash, courgetter – hvad end man kalder dem, så gror de som vilde. Og man mangler altid opskrifter til fornyelse af repertoiret. Man får øje på en lillebitte squash i bedet, kigger væk, og når man kigger igen, ligger der et kæmpe monster fra det ydre rum.
En af vores yndlingsopskrifter med squash er sandwich med squashomelet. Det fine italienske navn? Zucchini Frittata? Det lyder godt, men det er såmænd bare det, en squashomelet hedder, der hvor den kommer fra: sandwichbaren på hjørnet overfor San Marco klostret i Firenze, hvor der ligger en kaffe/sandwichbar med et kæmpeudvalg af lækre sandwiches. Vi valgte squashomelet i en blød, lidt sød bolle, og en klassiker var født.
Til omeletten skal man bruge:
1 ikke for stor squash skåret i tynde skiver – fjern evt. kernerne, hvis squashen er stor
1 hakket løg
2 fed hakket hvidløg
3-4 æg
2 spsk vand pr. æg
1 spsk friskrevet parmesan
Olivenolie
Salt og peber
Svits squash, løg og hvidløg på en pande i olivenolie, til det bliver blødt.
Pisk æg, vand og parmesan sammen og hæld det over i panden. Fordel fyldet jævnt, skru ned og læg et stykke sølvpapir over panden. Lad omeletten stivne langsomt.
Svampene var friske, lækre markchampignon, vi fandt i engen – i tide, inden ormene tog dem, eller køerne trådte på dem. De skal bare svitses i smør med lidt hvidløg i skiver som en ekstra delikatesse.
Læg stykker af omelet i en bolle – her en hjemmebagt, blød burgerbolle – og guf så løs. Det er rigtig god frokostmad til at nyde ude – på Restaurant Flimmerskyggen, Cafe den lille Terrasse, Femøren eller et andet godt sted i haven, hvor vind- og solforhold passer.
Det var så én squash. Nu må vi finde på noget til de 80 andre.
God mandag.
Pandekager med hyben og nye rødløg
Tiden fra rose til hyben er kort. Den ene dag står man med næsen i hybenroserne fulde af sommerduft
– den næste dag plukker man hyben – sådan føles det i hvert fald.
De er lidt besværlige at rense, de hyben. Men der er så mange af dem, og det er næsten synd at lade fuglene få dem allesammen, når de nu er så lækre. Ikke kun til hybenmarmelade og i desserter – også i ‘rigtig mad’. Så med yndlingsmusikken på bliver der hvert år renset og renset og renset.
De er gode svitset i smør sammen med forårsløg som tilbehør til kylling eller som her i pandekager.
Lad et hakket rødløg og et par håndfulde rensede hyben simre på en pande i lidt smør, til de er bløde, men ikke brune.
Lad dem køle lidt af, mens du laver en pandekagedej af
150 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1/2 tsk salt
2,5 dl mælk
1 æg
Bland mel, salt og bagepulver. Rør mælken i og til sidst ægget. Pisk det sammen, til det er en jævn dej uden klumper. Bland løg og hyben i dejen.
Lav små runde pandekager – tag dejen op med en dyb ske, så du får fyldet med. Steg pandekagerne i smør på en pande – på en stor pande er der plads til fire ad gangen.
Lækker nippemad i hybentiden eller som tilbehør.
Hyben kan fryses med stort held. Halver dem, rens dem og frys dem i portionsposer. Midt i den mørke vinter er det dejligt at kunne tage ekstra c-vitaminer med sommersmag op fra fryseren.
God onsdag.
Krydrede og hotte lammepirogger med mynte
Luksusnippemad, der kræver lidt mere tid. Men som er så rigeligt ulejligheden værd. Laver man nok, er der også til frokost dagen efter. Hvis vejret arter sig, kunne det måske blive til en frokost under et skyggefuldt træ?
Fortsæt med at læse “Krydrede og hotte lammepirogger med mynte”
Nippemad: Iranske pandekageruller med mynte og valnødder
Frisk mynte og koriander, hakkede valnødder, feta og Philadelphia flødeost. Det er ingredienserne til fyldet i de lækre iranske ruller. En fantastisk god blanding med overraskende, spændende og friske smagsindtryk.
Jeg har været til reception. Til reception for et dygtigt ungt menneske, der netop havde fået sin PhD grad. Han stammer fra Iran, og hans søde og dygtige kone (der selv står overfor at få sin egen PhD næste år) havde lavet maden – blandt andet rullerne, som jeg heldigvis fik opskriften på.
Kan man få de der store fladbrød, som man blandt andet bruger til kebabruller, er det godt. Ellers må almindelige tortillapandekager gøre det.
Rør blød feta sammen med flødeosten – ca. 1/3 feta og 2/3 Philadelphia – og smør pandekagerne med det. Hak valnødder og drys dem ud over pandekagen, og læg så hele mynte- og korianderblade over.
Rul dem sammen – stramt – pak dem ind i film og læg dem på køl i nogle timer. De kan også med fordel laves dagen før.
Til servering skæres de i skiver og anrettes med agurkeskiver. Frisk sommermad – og en god måde at få has på den mynte, der truer med at overtage herredømmet over krydderurtebedene.
God fredag – håber, at regnen bliver inde i skyerne.
Nippemad: Fyldte æg med kørvel og rejer
Fredag igen. Hvor blev ugen af? Om fem minutter er det sikkert mandag igen. Er der nogen, der vil være venlig at skrue lidt ned for jordens omdrejningstempo?
Så vi kan få lidt mere tid til at lege allesammen?
Men fredag er det, og det er tid til nippemad og fredagsaftenhygge. Det er i grunden heller ikke så ringe. I dag bliver det fyldte æg med kørvel. Af tre gode grunde. Fortsæt med at læse “Nippemad: Fyldte æg med kørvel og rejer”


















