Nippemad: Iranske pandekageruller med mynte og valnødder

Frisk mynte og koriander, hakkede valnødder, feta og Philadelphia flødeost. Det er ingredienserne til fyldet i de lækre iranske ruller. En fantastisk god blanding med overraskende, spændende og friske smagsindtryk.

Jeg har været til reception. Til reception for et dygtigt ungt menneske, der netop havde fået sin PhD grad. Han stammer fra Iran, og hans søde og dygtige kone (der selv står overfor at få sin egen PhD næste år) havde lavet maden – blandt andet rullerne, som jeg heldigvis fik opskriften på.

Kan man få de der store fladbrød, som man blandt andet bruger til kebabruller, er det godt. Ellers må almindelige tortillapandekager gøre det.

Rør blød feta sammen med flødeosten – ca. 1/3 feta og 2/3 Philadelphia – og smør pandekagerne med det. Hak valnødder og drys dem ud over pandekagen, og læg så hele mynte- og korianderblade over.

Rul dem sammen – stramt – pak dem ind i film og læg dem på køl i nogle timer. De kan også med fordel laves dagen før.

Til servering skæres de i skiver og anrettes med agurkeskiver. Frisk sommermad – og en god måde at få has på den mynte, der truer med at overtage herredømmet over krydderurtebedene.

God fredag –  håber, at regnen bliver inde i skyerne.