Naturen omkring os er smuk året rundt.
Det sjisker og sjasker og plisker og plasker – livgivende regn. Vores lille kalv nr. 60 er født i nat i regnen, men det ser den nu ikke ud til at være ked af – den har jo sin mor og hendes gode piskefløde, og det kan man sagtens holde varmen på.
Der er andre, der ikke er så begejstrede.
Husker I Elverpigernes Eng? Indelukket i bunden af engen mellem bækken og skoven, som køerne afgræsser i den sidste del af sommeren, og der hvor elverpigerne danser ved midsommer?
Nu er den klar til ballet. Den grundige afgræsning i eftersommeren har efterladt engen i fineste stand.
Før det voldsomme tordenvejr væltede ind over os og ruskede de blomstrende syrener og kastanjer, var det varmt, og solen skinnede. Bierne summede i blomsterne, fuglene sang, kalvene legede galopleg på marken, og hunden og jeg gik havetur. Lutter idyl. Om end en smule varmt for en hund.
Vi nåede at se, at nu blomstrer den hvide løjtnanthjerte også, og at bonderoserne står på spring.
Men som i uhyggelige film kom der pludselig et langtrukkent vindstød – med lyd. Vi kiggede bagud i den retning, vinden kom fra – og så, himlen bag os var sort. Lillasort.
De sorte skyer var ved at sluge os, og vi fløj ind i køkkenet, hvor det på ingen tid blev buldermørkt. Og så brød det løs. Lyn og torden, hamrende regn mod ruder. Ruskende vind i de store træer. Det var så voldsomt, at den modige jagthund blev knapt så modig og sprang op for at sidde på skødet. En skødehund på 20 kilo lander tungt og fylder en del, skulle jeg hilse og sige. Men der blev vi siddende og passede på hinanden, til det hele drev over et kvarter senere.
Så kom lyset igen, det dryppede fra træer og buske, solsorten begyndte igen at synge, og stæren gik igen i gang med at fodre sine store, sultne unger. Se det grådige næb, der stikker op inde i kassens hul.
En sommerstorm. Kort og dramatisk. Heldigvis kort. Sådan et uvejr er mere voldsomt, når man bor, hvor der både er vidt udsyn og store træer. Blæsten tuder, træerne svajer faretruende, og vinden pisker regnen ind gennem ådalen.
Heldigvis ser det ud til at blive en dejlig weekend.
God fredag.
Hægen er sprunget ud. Hægen med de små hvide blomsterklaser, der minder lidt om små, hvide syrenklaser. Den har en særlig duft. En varm duft. En duft af forsommer.
Man ser sjældent hæg i haver. Som oftest står den i hegn, hvor den kan blive en imponerende stor busk.
Ordet hæg stammer fra ordet hæk, og det er den god til at være. Den tåler de hårde vintre og vinde og springer glad og fro ud sammen med bøgetræerne.
Duften er krydret og sød. Plukker man hæg til sine vaser, ser det kønt ud – men inde kommer den til at lugte lidt af kattetis. Lidt meget. Så nyd hægen ude – som buske i hegnene – eller i en vase på havebordet efter gåturen.
Når nu dagens efterårsagtige regnvejr er overstået – så gå ud og snus dig frem til duften af forsommer.
God onsdag.
I weekenden er det pinse. Pinsesolen skal danse, hvis den da ellers får lov for regnen, og skoven skal blive rigtig grøn. For til pinse skal skoven nemlig være rigtig grøn.
Til pinse, når skoven bli’r rigtig grøn,
så skal vi derud hver en gårdmandssøn,
og så er det skikken nu her til lands
at svinge de piger i lystig dans.
Trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la,
trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la!
Den er ved at være der.
Bøgen er sprunget ud og lyser lysegrønt over fuglekirsebærrene, der kun så småt er begyndt at blomstre. Snart står de som en hvid sky mod de grønne blade.
Gulspurvekrattets slåen blomstrer – der bor vist nogen derinde, der lugter en del af ræv.
På marken ovenfor skoven kan en lille kalv få sig en lur tæt op ad sin store mor. Lykken er.
Postbudets søn – den lille brune – er blevet en stor, flot fyr, som går sammen med de andre kalve fra sidste år og nipper græs og gør, hvad sådan nogle nu ellers går og gør. Tygger drøv og den slags meningsfyldt ko-beskæftigelse.
Lydsporet til det hele er fuglesang – pip og fløjt fra buske og træer, lærkens triller højt oppe og ikke mindst gøgens kukken, der sammen med mælkebøtterne fortæller os, at det altså er maj. Om natten kan vi høre nattergalen nede fra Elverpigernes eng.
Så skidt med, at det regner lidt, for det hele emmer af frodighed, liv og vækst. Endnu en herlig morgen i Skivholme.
Trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la,
trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la!
Og så kan I også nynne på den resten af dagen.
God onsdag.
De ligner dem fra sidste år – indrømmet. Men de er så fuldstændigt nye, de har deres små vakkelvorne ben, der alligevel kan styrte af sted over stok og sten. Deres øjne har stadig det blå skær. De vejer ikke mere end en 18-20 kilo. Og deres nysgerrighed, livsenergi og tossestreger kalder smilet frem. Små krudtugler.
Man bliver helt rørt, når man ser dem stå der og få mælk, mens man kan høre den højlydte, energiske sutten, der efterlader dem med mælkeskæg i hele hovedet.
Efter et solidt måltid skal der hviles lidt.
Og så er der en, der ånder lettet op. Endelig, endelig kigger de ikke mere på de kedelige køer. Nej – de leger med mig.
Men glæden er kort – for arbejdet venter.
Og så er der jo ikke andet at gøre end at lægge sig til at vente – på næste tur ud på marken.
God søndag.
Det er ikke altid, der er stille ude på landet. Her i den første rigtigt lune forårsweekend brummer det af traktorer, der slæber tunge læs. Solen glimter i blankslidte plovskær.
Køerne tager solbad.
Det er endnu ikke for varmt for dem, så de nyder det. I træerne langs bækken synger myriader af fugle. Der bliver brændt bål, vasket drivhuse, forårsklargjort i haverne – og også inde er foråret kommet.
De små liljeløg, jeg fik af min mor i februar, er begyndt at blomstre. De står i fuld sol i vindueskarmen og elsker det, ser det ud til.
Og nu vil jeg gerne spørge alle jer plantekyndige derude: Hvad er der for en fin og køn lilje, jeg har fået? Hvad hedder den? Jeg har prøvet at Google den – men indtil videre uden held. Det er en gammel en – stammoderen til utallige liljeløg stod i min mormors stue. Det kunne da være sjovt at vide, hvad den hedder, så man kan titulere sådan en skønhed korrekt.
Jeg må ud igen. Kun en tåbe frygter ikke haven, som man siger, og der er meget, der skal nås. Det har varet alt for længe. Vi er bagefter på grund af de lange kolde forår. Men nu sker det. Så jeg ordner i haven med rive, greb og trillebør, mens de store maskiner brummer på markerne omkring mig. Nu er verden endelig i lave igen. Og i morgen er der nok ømme muskler.
God søndag.
Der er borgerkrig blandt havens beboere. Krigen om de bedste redepladser. Stærekassen er den absolut mest populære. I vinter har den fungeret som nattely for utallige spurve, der sover i klump derinde. Men de er væk nu for at bygge deres egne reder i buskene.
Der kommer nye beboere – eller wannabe beboere rettere sagt. Spætmejsen kommer først, og forsøger at holde bastionen. Den bliver jaget væk af flagspætten, der dog er for stor til at komme ind. Den prøver at udvide hullet ved hjælp af den ene trommesolo efter den anden, hvad huset også bærer præg af efterhånden.
Men som det sker hvert år, ender det med, at de smukke stære kommer skræppende og sætter de andre på plads. Han rydder ud i det gamle redemateriale, og begynder at samle nyt. Vi bidrager med halm og hundehår fra børsten.
Men aldrig så snart har han bygget reden færdig og har fået fløjtet en Fru Stær til sig, før der igen er rav i den.
To nye stære kommer til og forsøger at jage ham ud. Kampen går over flere dage. Det er svært at sige, hvem der bliver vinder af årets ret til luksusdomicilet. Vi holder med ham, der kom først. Han har lavet alt arbejdet og fortjener at høste frugterne af det. Men så retfærdig er verden ikke – det bliver den stærkeste stær, der vinder.
En af dem er nu inde i huset, hvor han sidder og holder vagt. Vi kan ikke se, hvem der er hvem.
Men det er helt sikkert, at der ikke går længe, før der er først æg og så unger i reden – og de to, der vandt huset i år, vil få travlt med at hente uanede mængder af stankelsbenslarver til de små. De små, der næste år vil komme tilbage og prøve at blive dem, der skal bo i kassen og blive jaget væk af nogle andre, der jages væk igen.
Den evige kamp.
God tirsdag.
Man hører meget om ulvene syd for Silkeborg for tiden – en er der i hvert fald og måske flere? Nogle synes, det er en god ting – biodiversitet og alt det der. Det er dem, der siger, at ulven nok bare vil æde løs af den store rådyrbestand, og at det da ikke gør noget.
Jeg tror ikke, rådyrene ser det helt på samme måde? Fortsæt med at læse “Ulven kommer?”
… og yndig risler ved vor fod
i engen bæk af livets flod.
En bæk, der snor sig igennem en eng. Elverpigernes eng. Hvor der vokser gule iris og engkabbelajer. Hvor de små, sorte køer græsser hele sommeren.
Dalsgaard i Skivholme 