I det inderste hjørne af engen, omkranset af elletræer, der hvor bækken breder sig ud i brede bugtninger,

der hvor de vilde blomster gror,

hvor mosekonen brygger, og hvor elverpigerne helt sikkert danser en sommernat, der går køerne nu og græsser.
De kan først komme ind og græsse der i juli. Indtil da er bunden for våd.
Jamen, kan man spørge – ødelægger de kofødder ikke engen, når den er våd, og tramper de ikke de vilde blomster ned eller æder dem, så de ikke kan vokse der mere?
Svaret er: Lige modsat. Hvis engen skal forblive eng og ikke springe i skov, hvis der stadig skal gro vilde blomster, hvis det stadig skal være rådyrenes fristed med lysåbne og alligevel beskyttede pladser, så skal det afgræsses. Og heldigvis er køerne helt med på den. De kender deres ansvar – de guffer alt i sig. Græsserne, de siv, der breder sig fra bækkens bred, de store skovkvan og de små træer, der spirer fra frø og vokser op.
Mange naturtyper i Danmark er afhængige af græsning for at kunne bevares. Alle former for overdrev og enge vil lynhurtigt blive forvandlet til skov, hvis ikke kvæget græsser der, som de har gjort det i århundreder.

Og sprang det hele i skov, hvor skulle elverpigerne så danse?
God tirsdag.