Det er altid lidt vemodigt at sige farvel til maj – den brusende, duftende, blomstrende måned, hvor man altid føler, man slet ikke kan følge med. Hver dag er noget nyt sprunget ud, blevet tættere – eller allerede færdigt.
Der er 11 måneder, til det bliver maj igen, men det skal man nok lade være med at tænke på. Det gælder om at leve i nuet og nyde alt det, der er der. For juni – den første sommermåned – er fantastisk.
Fortsæt med at læse “Farvel til maj med et brus af blomster”Det der med den grønne omstilling? Det har naturen klaret på de her kanter. Der skete nærmest fra den ene dag til den anden – en omstilling fra helt bart i gråt og brunt til meget, meget grønt.
Lyse dage, lyse nætter. Blomster. Solskin og drivende hvide skyer. Fuglesang. Nok regn. Lunt, men ikke for varmt – og stadig frisk og klar luft. Det er oven i købet fredag.
Jeg sidder her ved computeren og arbejder, mens jeg kigger ud på den enorme, blomstrende kastanje.
Fortsæt med at læse “Kan det blive bedre?”Som altid på den her årstid rammes jeg af en let og svimmel panik. Det går så hurtigt. Jeg kan ikke nå at se det hele, og jeg kan slet ikke nå at se det nok, før det er væk igen. Både i haven og ude i naturen. Tag nu for eksempel hægen.
Hægen blomstrer overdådigt i hegnene lige nu. Store skyer af hvide, duftende blomster. De dufter af forsommer.
Fortsæt med at læse “Nu blomstrer hægen”Maj er en måned, der taler til den poetiske side. Ikke mindst, når naturen komponerer digte med blomster i skovkanten.
Er man elverpige, er der ikke meget tid til at sove i de lyse forsommernætter. Der skal danses, så man bliver helt hul i ryggen, som en af dem mumlede til mig i går aftes sent, da hun hvilede sig lidt med en kop mosekonebryg og kølede de dansevarme fødder i bækkens kolde vand.
Orkideer, krybende læbeløs og smørblomster på en baggrund af friskt grønt græs danner dansegulvet. Fortsæt med at læse “Elverpigernes eng blomstrer”
Kvart over fem hørtes den første rumlen i det fjerne. Der var stadig en halv time, til vækkeuret skulle ringe, men det der lidt sære og rødlige lys derude viste, at uvejret var på vej, og det var ikke lige sådan at sove fra. Kvart i seks havde himlen antaget en noget truende kulør.
De små lysende hvide blomster, der blomstrer i hegn og på grøftekanter lige nu, er fladstjerner. De vokser vildt i vores hegn, og de ville også vokse vildt nede i engen, hvis ikke lige køerne åd dem. Køer har nemlig ikke så meget sans for det æstetiske aspekt af blomster. De ser mere deres kulinariske potentiale.
En morgen stod jeg og kiggede på en yndig, lille lyserød blomst i engen, mens jeg spekulerede over, hvad det nu var for en. Så kom Vita – den gamle førerko – og haps – ikke mere yndig, lille lyserød blomst. Men nu blomstrer fladstjernerne i hegnet og lyser op i det saftigtgrønne græs.
Græstynde stængler og et mylder af stjernelignende, hvide blomster. Faktisk har de kun 5 kronblade, men de er så dybt fligede, at det ser ud som om, der er dobbelt så mange. Deres navn er Stellaria på latin, og de er i familie med nelliker. Den fladstjerne, der vokser hos os, hedder Stor Fladstjerne. Det er den ikke – stor altså – den hedder det kun, fordi der er nogle arter af fladstjerner, der er endnu mindre.
Men stor eller lille – den er lysende køn og livskraftig. Sådan en lille blomst, man bliver glad af at se på.
God weekend.
Hægen er sprunget ud. Hægen med de små hvide blomsterklaser, der minder lidt om små, hvide syrenklaser. Den har en særlig duft. En varm duft. En duft af forsommer.
Man ser sjældent hæg i haver. Som oftest står den i hegn, hvor den kan blive en imponerende stor busk.
Ordet hæg stammer fra ordet hæk, og det er den god til at være. Den tåler de hårde vintre og vinde og springer glad og fro ud sammen med bøgetræerne.
Duften er krydret og sød. Plukker man hæg til sine vaser, ser det kønt ud – men inde kommer den til at lugte lidt af kattetis. Lidt meget. Så nyd hægen ude – som buske i hegnene – eller i en vase på havebordet efter gåturen.
Når nu dagens efterårsagtige regnvejr er overstået – så gå ud og snus dig frem til duften af forsommer.
God onsdag.
Der sker noget hver dag. Selvom man råber stop og beder naturen om at dvæle lidt ved de blomstrende slåen og kirsebær, går den ubønhørligt videre. Foråret er lige så stille gledet over i forsommer. Varmen er kommet – sikkert kun på gæstevisit, men alligevel.
Slåenkrattet er afblomstret, og gøgen kukker.
Dalsgaard i Skivholme 