Potter og en smule drama i luften

I efteråret lagde jeg løg i en potte – i etager, som jeg havde set hos Haveselskabet, at det skulle gøres. Først tulipaner, så hyacinter og til sidst hvide perlehyacinter. Du kan se, hvordan det blev gjort lige her.

Nu er løgene kommet op. Ikke i pæn nummerorden, som de skulle, men hulter til bulter.

Kun en af hyacinterne er kommet, og de små perlehyacinter har kun grønne knopper endnu – bittesmå nede blandt tulipanbladene.

Til gengæld står tulipanerne fint og er lige på nippet til at springe ud. Men pyt. Tulipanerne bliver flotte, og hele miseren skyldes sikkert det helt forkerte forårsvejr.

Lige nu er det en kold, smuk og klar morgen. Rødhalsen synger det bedste, den har lært, og solen skinner på de stadig frosne marker. Det lyder som en dag først i marts, selvom vi er i slutningen af april.

Fredeligt er det dog i forhold til i går, hvor lyset indtil flere gange blev helt slukket udenfor – midt på dagen – og hagl og slud piskede ned.

Det så dramatisk ud – ret flot, men bedst set indefra.

Billederne tog jeg ud af hoveddøren, som jeg skyndte mig at smække i igen, før de første hagl kom piskende.

Drama er altid bedst med en smule afstand.

God onsdag.

Tordenvejret

Før det voldsomme tordenvejr væltede ind over os og ruskede de blomstrende syrener og kastanjer, var det varmt, og solen skinnede. Bierne summede i blomsterne, fuglene sang, kalvene legede galopleg på marken, og hunden og jeg gik havetur. Lutter idyl. Om end en smule varmt for en hund.

Billede2

Vi nåede at se, at nu blomstrer den hvide løjtnanthjerte også, og at bonderoserne står på spring.

Billede2

Men som i uhyggelige film kom der pludselig et langtrukkent vindstød – med lyd. Vi kiggede bagud i den retning, vinden kom fra – og så, himlen bag os var sort. Lillasort.

Sort himmel

De sorte skyer var ved at sluge os, og vi fløj ind i køkkenet, hvor det på ingen tid blev buldermørkt. Og så brød det løs. Lyn og torden, hamrende regn mod ruder. Ruskende vind i de store træer. Det var så voldsomt, at den modige jagthund blev knapt så modig og sprang op for at sidde på skødet. En skødehund på 20 kilo lander tungt og fylder en del, skulle jeg hilse og sige. Men der blev vi siddende og passede på hinanden, til det hele drev over et kvarter senere.

Så kom lyset igen, det dryppede fra træer og buske, solsorten begyndte igen at synge, og stæren gik igen i gang med at fodre sine store, sultne unger. Se det grådige næb, der stikker op inde i kassens hul.

Billede1

En sommerstorm. Kort og dramatisk. Heldigvis kort. Sådan et uvejr er mere voldsomt, når man bor, hvor der både er vidt udsyn og store træer. Blæsten tuder, træerne svajer faretruende, og vinden pisker regnen ind gennem ådalen.

Heldigvis ser det ud til at blive en dejlig weekend.

God fredag.

Højt til himmelen

Landskaber er én ting – ‘skyskaber’ noget andet. Og alligevel hænger de sammen. Ville landskabet være lige så smukt – eller interessant – uden skyerne? Spillet mellem sol og skyer giver himmelen karakter – som rynker i et ansigt.

En vandrende sky kaster en vandrende skygge over markerne og ændrer øjets fokus. Fortsæt med at læse “Højt til himmelen”