Lækkert tilbehør med søde kartofler

De store, søde kartofler har de alle vegne, og når man køber dem, ender de oftest med at blive brugt i kartoffelmos eller som fritter. Fritter og mos er da også godt, men skal man lave dem til lidt ‘fint’ tilbehør, har jeg et godt forslag. Små, søde toppe.

Fortsæt med at læse “Lækkert tilbehør med søde kartofler”

Bagte søde kartofler med rosmarin, parmesan og en god klat smør

I lørdags lavede vi de langtidsstegte, krydrede andelår igen. De andelår, der er krydret med julekrydderier – ingefær, allehånde, kardomme, appelsin og portvin. Tilbehøret var inspireret af sidste uges fyldte, bagte kartofler.  Fyldte, twice-baked, søde kartofler.

Fortsæt med at læse “Bagte søde kartofler med rosmarin, parmesan og en god klat smør”

Svinekotelet med lyn-coleslaw og sprøde, søde kartofler

Søde kartofler er egentlig slet ikke kartofler. Det er rodknolde fra tropiske pragtsnerler (jeg ville gerne se sådan en mark blomstre!), og de er meget lækre, selvom de ikke lige er fra urtehaver heromkrings. Lidt af et brud på mine spis så lokalt som muligt principper, men hvad – jeg drikker jo også te og spiser ingefær, og det kommer heller ikke fra urtehaven. Dogmer – er det ikke noget med film fra halvfemserne??

Hvis man vil have sprøde, bagte skiver af den søde ikke-kartoffel, skal man skrælle den, skære den i skiver og lægge skiverne i koldt vand i en times tid. Det virker også på almindelige kartofler – og persillerødder og pastinakker.

Tør dem og vend dem først med olie og derefter med mel eller majsmel (for nu at blive i de områder, kartoflerne kommer fra) blandet med lidt salt og måske en anelse chilipulver – det søde passer så godt til det stærke. Bag dem i en halv times tid på 200 grader, til de er bløde indeni og sprøde udenpå – gerne med varmluft – der er en del fugt, der skal bankes ud af dem.

Mens kartoflerne bader, kan man forberede en lyn-coleslaw. For har man ikke tid til at lade sin færdige coleslaw trække så længe, som den har godt af (flere timer), kan man snitte hvidkålen fint, lægge den i et dørslag og drysse den med salt. Saltet trækker vand ud af kålen og giver samme effekt som en lang trækketid: blødere kål – mere ‘coleslaw-agtig’ kål.

Mens der bades og saltes er der tid til andre ting. Man behøver jo ikke at holde øje med dem – de går ingen steder. Heller ikke selvom der går lidt længere tid end beregnet, for det gør der jo let.

Rør en dressing (Newyorkerbyhearts opskrift) af Hellmans mayonnaise, lidt dijonsennep, sukker, æbleeddike og olie – tilpas mængden, for coleslaw skal ikke sejle i dressing. Riv en gulerod og et æble groft og bland det sammen med dressingen og kålen – husk at skylle kålen godt, så eventuelt overskydende salt forsvinder.

Når de søde kartofler er næsten bagte, er det tid til at stege koteletterne. Vend dem i den samme majsmelsblanding, som kartoflerne fik.  Brun dem i smør på begge sider, og steg dem ved middelvarme i 3-5 minutter på hver side afhængigt af tykkelsen. Sprøde udenpå, møre indeni – ligesom kartoflerne.

Nem mad til en hverdagsaften – men af lørdagsklasse.

Der skal jo noget til at fodre den flittige bondemand – han har stået ude længe og ventet på crossfitterne – men de kom ikke, og så måtte han selv gå i stalden. Ungdommen er ikke, hvad den har været, som allerede de gamle romere sagde. Det var et forretningskoncept, der gik dødt på førstedagen. Og jeg var da ellers lige ved at oprette et akutjob til en receptionist til at håndtere tidsbestillingerne.

Sådan kan det gå. Og det gør det nok også – går altså.

God onsdag.