Søde kartofler i julehumør

Citron og kanel giver smag til de citronglaserede søde kartofler i julehumør.

Helt julemad skal det ikke være, før det virkelig er jul. Men det er det snart, og et strejf af julesmag og juleduft passer til årstiden. I opskriften på søde kartofler i julehumør kommer julestemningen fra et lille drys kanel, et drys sukker og masser af citronsaft.

Man skal bruge:
500 g søde kartofler
Saft fra en stor citron
2 tsk brunt rørsukker
1 tsk kanel
1 drys salt
Smør i papirtynde skiver

Skræl de søde kartofler og skær dem i skiver. En til halvanden centimeter tykke skiver. Læg dem i ét lag på bagepapir i et ovnfast fad.

Rør citronsaft, kanel, sukker og salt sammen i en lille skål og fordel det over kartoflerne.

Fordel papirtynde skiver smør over kartoflerne.

Bag dem på 200 grader, til de er møre – cirka 20-25 minutter. Skru så om på varmluft og lad kartoflerne stå et par minutter og blive glaserede og lidt lysebrune i kanten.

Vi fik retten som tilbehør til en god bøf  i lørdags sammen med bagt blomkål  med lidt sprød parmesantop. Kanel gør sig faktisk rigtig godt i det salte køkken også.

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Søde kartofler i julehumør”

  1. Herligt med den opskrift på søde kartofler – har lige to pakker liggende, så det må vi da prøve til weekendens bøf!

    Like

Der er lukket for kommentarer.