Langtidsstegte andelår med smag fra kardemomme, allehånde, ingefær, appelsin og et skvæt portvin. Lyder det ikke godt?
Andelår er tit på tilbud, og hvis man har lyst til en utraditionel Mortensand, er retten her et godt bud. Andelår har godt af langsom tilberedning på lav temperatur. De bliver smeltende møre.
Til 4 andelår skal man bruge:
Saft fra 2 appelsiner
1 tsk hel allehånde
1 tsk sorte peberkorn
Frø fra 5 kardemommekapsler
1/2 tsk chiliflager
1 spsk mørkt muscovadosukker
2 spsk fintrevet ingefær
3-4 laurbærblade
Lidt portvin, salt og peber
Stød kardemommefrø, peberkorn og allehånde til groft pulver i en morter. Bland med revet ingefær, chili, muscovadosukker og appelsinsaft og vend andelårene i blandingen. Læg lårene i et ovnfast fad, hæld resten af krydderblandingen over og sæt fadet i en kold ovn. Sæt temperaturen på 150 grader og lad dem så stå og stege stille – dryp dem med væde fra fadet af og til.
De andelår, jeg havde købt, var relativt store: 300 g pr. stk. De fik lige godt 3 timer, og det passede perfekt. Er det mindre lår, er 2,5 time nok.
Tag så andelårene op, si stegeskyen og skum den af for fedt. Der er en del, for ænder er nogle små tyksakker.
Kog stegeskyen godt igennem og smag til med salt, peber og en sjat portvin. Jævn den lidt med Maizena udrørt i koldt vand. Så er sovsen også klaret.
Som tilbehør fik vi gulerodsstave kogt lige næsten møre og ovnkartofler. Gulerodsstavene passede perfekt i smagen til den krydrede sovs. Jeg kan godt lidt mildt tilbehør til krydret mad. Det giver sovsen lov til at smage igennem…
En rigtig lækker Mortensaftensmiddag blev det til.
God tirsdag.
Lyder rigtigt lækkert, det skal helt bestemt prøves. Her hos os holder vi nu godt nok mortensaften på dagen. Det er alle gårdene i vores lille by der samles, og det har man gjort siden 1837, eller deromkring. Der spises gås, brunede og hvide kartofler og rødkål,. Til dessert : Æblekage…og menuen må der ikke pilles ved. Drikkevarerne skal være Øl, vand og most. Til slut kommer de ren gjorte brystben ind på et fad og så går snakken om hvordan vinteren bliver …Brun farve er svær kulde, hvid er sne og slud..tror den bliver hård i år…. Det er sammenskuds gilde…1 kr pr person….det kunne før i tiden dække. mad og kone i køkkenet… Nå det var bare lige en lille beretning her fra den sydlige del af århus.
LikeLike
Den slags traditioner er guld værd. Hos os i Skivholme er der også faste by-traditioner, og den slags er med til at sikre sammenhængskraften i små samfund. Jeg elsker det.
LikeLike