Tærtebund af søde kartofler

En tærtebund af revne kartofler er en meget enkel, billig og hurtig måde at lave en tærtebund på, og den bliver rigtig god – og med langt færre kalorier end den traditionelle tærtedej.

Nu har jeg også prøvet at lave en tærtebund af søde kartofler, og det kan bestemt anbefales.

Bunden af søde kartofler passer til alt det, som søde kartofler ellers passer til – allerbedst med noget røget, nogle friske grøntsager og ost – gerne cheddar. Cheddar og søde kartofler passer så fint sammen – også i farven.

Tærten her blev fyldt med blancherede rosenkål og et generøst drys stegt bacon.

For at lave sådan en tærtebund skal du bruge 250 g groftrevet sød kartoffel (en god måde at bruge de kartofler, der er lige lidt for store og derfor lidt træede i midten). Skræl og riv kartoflerne, pres dem ud i et smurt tærtefad og drys med en håndfuld revet cheddar.

Fyld tærten med dit yndlingsfyld – noget røget er som sagt godt til de søde kartofler. Bacon, skinke eller pølse.

Æggemassen, der holder det hele sammen kan du lave af 5 æg, 5 spsk creme fraiche, salt og peber – og måske andre krydderier, du kunne have lyst til. Er der tomater i, er frisk basilikum eller et drys oregano godt. Drys også gerne toppen med endnu en håndfuld revet cheddar. Det gør bestemt ingen skade.

Bag tærten omkring 40 minutter på 180 grader og lad den stå og samle sig i fem minutter, før du skærer i den. Den slipper kanten let i løbet af de fem minutter og det bliver let at skære pæne stykker.

Server med salat til. Her er salaten en meget enkel salat af iceberg, optøede majskerner og hakket rødløg – og dressingen er den gode amerikanske ranch dressing.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Tærtebund af søde kartofler”

  1. Igår lavede jeg en dejlig tærte med søde kartofler. Som fyld brugte jeg let svitsede løg og champignon. Jeg erstattede lidt cremefraiche med hytteost, det gør jeg ofte til tærter. Det er slet ikke første gang jeg bruger dine opskrifter, Karen. Vh Hanne.

    Like

    1. Det er jeg da rigtig glad for at høre, Hanne 🙂 Mine opskrifter er den mad, vi selv laver og kan lide – og jeg prøver altid at gøre det både så lækkert som muligt, men også så enkelt som muligt. Der er jo et liv udenfor køkkenet 🙂
      vh/Karen

      Like

  2. Det ser rigtigt godt ud og skal da bestemt prøves. Jeg må prøve at scalere ned til en person alternativt have mad til to dage. Vanlig mørdej kan jeg ikke tåle .. Det sætter sig, gør det. Ligesom butterdej: For meegen hang til butterdej tidligt i graven putter dig 😦

    Like

Der er lukket for kommentarer.