En rodekasse, hvor alle indlæg jo egentlig hører hjemme – men vælg i menuen til højre eller brug søgefeltet :-)
Fru Grøn og jeg har kendt hinanden i rigtig mange år. Vi arbejdede sammen i begyndelsen af dette årtusind, og har været venner lige siden. Det var i København. Så flyttede vi tilbage hertil, og nu er Hr. og Fru Grøn også flyttet til Jylland. Udover at kunne jonglere med hestehold, hund, kat og job, er Fru Grøn rigtig god til at bage. Det er fra hende jeg har opskriften, der er blevet døbt Fru Grøns Fænomenale Knækbrød.
Den opskrift får du her. Fortsæt med at læse “Fru Grøns Fænomenale Knækbrød”
En kage med masser af knas og smag – lavet af ting, man som regel har i huset alligevel. Og den er hurtig at lave – en spontan kage, man kan bage, når kagelysten overmander en, eller der kommer kaffegæster med kort varsel.
I sæsonen hænder det, at Bondemanden skifter kedeldragten ud med det grønne tøj og bliver til Jægersmanden. Det kan der komme meget godt ud af. Gode naturoplevelser for ham og hunden – og godt kød i fryseren.
Fortsæt med at læse “Marinade til vildt – men også til oksekød”
Her i deltidslandmandsland betyder weekenden travlhed. Her skal ikke soves længe eller plejes tømmermænd. Det gnistrer af aktivitet. Især i foråret (og i forsommeren, i høsten og i efteråret) er der travlhed. I weekenden har man to hele dage til at arbejde i. Ikke kun aftener som til daglig. Og når solen så skinner, går det helt over gevind – på den gode måde.
Som hund har man meget at se til. Der skal sniffes spor. Der skal graves muldvarpeskud. Der skal leges og spilles bold. Der skal holdes øje med posten.
Der skal tigges godbidder. Der skal ventes. Ventes på mad, ventes på mere mad, ventes på, at katten går gennem køkkenet, så man kan skubbe den ud gennem kattelemmen, ventes på, at far kommer hjem. Og der skal soves. Soves igennem.
Et hundeliv. Hårdt arbejde det hele. Pligter, pligter, pligter.
En gang i mellem skal man have et afbræk fra det daglige slid. Man skal have gæster.
I den vilde del af haven, den del, der engang for mange år siden var en frugthave, ligger et væltet træ. Et kirsebærtræ. Det er knækket en meter oppe. Et alvorligt brud. Det lå der allerede, da vi kom hertil for snart ni år siden.
Det er rart at have en ven. En at gå tur med.
En at dele sine oplevelser og tanker med. Fortsæt med at læse “Venskab”
Skivholme har før haft besøg af soldater. Svensken og tysken har plyndret og hærget – de sidste tabte dog en af krigene og blev sat til at bygge kirkediger. Så ku’ de lære det. Det er godt nok nogle hundrede år siden. Men det gør det vel ikke bedre, gør det?
De soldater, der kommer nu, er nok så fredsommelige. Det er Fastelavnssoldater.
Sidste år, da vinteren lakkede mod enden, og tø og frost skiftede i en uendelighed, var der mangel på vejsalt.
Vores vej, den eneste vej herfra ud i den store verden, blev ganske glemt – eller sprunget over? Det afhænger nok af synsvinklen. Men vejen var i hvert fald dækket af et tykt lag is.
Det strakte sig hele vejen op.
Sneen og kulden får fuglene til at komme tæt på. Spætten. Mejserne. Blåmejse, musvit, sumpmejse, den frække spætmejse og af og til den lille lyserøde halemejse. Rødhalsen, de mange spurve – jernspurv, gulspurv og de utallige skovspurve. Og bogfinker. Sikke nogle billeder, man kunne tage, hvis de var lidt mere indstillet på at stå model.
Dalsgaard i Skivholme 