I år passer de godt på os

Sidste år, da vinteren lakkede mod enden, og tø og frost skiftede i en uendelighed, var der mangel på vejsalt.

Vores vej, den eneste vej herfra ud i den store verden, blev ganske glemt – eller sprunget over? Det afhænger nok af synsvinklen. Men vejen var i hvert fald dækket af et tykt lag is.

Det strakte sig hele vejen op.

Og hele vejen ned.

Verden måtte klare sig selv. Vi blev trygt bag havelågen.

De få, der dumdristigt forsøgte at køre op ad vejen, gled ligeså stille sidelæns ned igen. Vi bad derfor færdselspolitiet om at sætte et skilt med ‘kør ikke denne vej – det er farligt’. Sådan et skilt havde de underligt nok ikke.

Til gengæld kom der snart en bil fra kommunen med et læs grusblandet salt. Og en mand med en skovl – og pigsko. Med yderste forsigtighed fik han saltet vejen – én skovlfuld ad gangen. Og allerede dagen efter kunne kontakten til verden genoptages af de modige.

 

Nu ved vi, hvad kommunen mener, når de siger, at de ikke har salt til et æg.

Lige nu regner det, vejtemperaturen ligger lige under nul efter nattens frost, og det kan let blive meget glat igen. Men ham her har lige været her i sin flotte traktor med et helt læs salt på ryggen.

Tak.

Nu vil jeg drage ud i verden med fast grund under hjulene.

God sikker torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.