Sneen og kulden får fuglene til at komme tæt på. Spætten. Mejserne. Blåmejse, musvit, sumpmejse, den frække spætmejse og af og til den lille lyserøde halemejse. Rødhalsen, de mange spurve – jernspurv, gulspurv og de utallige skovspurve. Og bogfinker. Sikke nogle billeder, man kunne tage, hvis de var lidt mere indstillet på at stå model.
For hvor er de vimse. Og kønne. Det er ved at være parringstid, og de har taget scoretøjet på. Selv i frosten genlyder luften af musvitternes fløjten, deres gå-væk, gå-væk, gå-væk pip, der snart vil afløses af deres kom-til-mig, kom-til-mig kald.
De er væk, så snart jeg nærmer mig ruden med kameraet.
På marken og i hegnet er der mange flere. Sjaggerne, de små siskener, og en lille flok dompapper, der holder til i mirabelletræerne, hvor de spiser knopperne, mens de trutter deres lille trompetlyd. Spis bare. Der skal nok være mirabeller til både os og grævlingen alligevel. En enkelt hun vover sig ned til fuglefrøene, hvor hun i sin elegante brune og sorte dragt troner midt i maden.
Kun én af dem er med på at være fotomodel. Ham her.
Man kan se, han ved, hvor flot han er, når han værdigt kommer skridende på sine store, benede fødder. Han holder til her, hvor der er mad, og han holder især meget af den frosne rosmarin foran drivhuset.
Han poserer gerne. Lige uden for vinduet, hvor han driver hunden til vanvid.
Hunden piber og slår på ruden. Hr. Fasan kigger sig bare overlegent omkring. Går vi ud, flakser han op med en fornærmet kaglen. Og hunden følger hans spor. Løber som vinden med næsen i sporet. Op og ned ad skrænten og marken rundt. End ikke kulden kan dæmpe færten.
Så én ting er vis. Nok er de flotte at se på, men fasaner har sure tæer.
Dalsgaard i Skivholme 
One thought on “Fasaner har sure tæer”
Der er lukket for kommentarer.