Livets gang på landet – Side 129 – Dalsgaard i Skivholme

Halvmånevejr

Når det er fuldmåne, er vejret som oftest klart. Halvmånevejr er mere uforudsigeligt. I dag stormer og regner det, det er 6 graders varme, og pillefyret kæmper for at følge med blæstens afkøling af bygningerne. I går – i går var det smukt. Klar sol og frostluft. Minus 9 om morgenen. Stille. Fyret havde en let dag.

Her er et par billeder fra i går morges til at sætte humøret i vejret – for den slags vejr kommer helt sikkert igen. Hellere før end siden, ikke?

Sol på vildrosehegnet og sol i en frossen eng.

I dag må vi skutte os lidt – og måske tænke på at få julekasserne ned fra loftet.

God onsdag.

Gammeldags ribbenssteg med rødkål

Gammeldags ribbenssteg på ben – mørt kød, sprød svær. Ikke et ondt ord at sige om sådan en fætter. Den smager bare godt. Med kartofler, sovs og rødkål til.

Stegen:
Ribbenssteg er let at lave – især, hvis slagteren har ridset sværen. Men selvom den er ridset på forhånd, skal man alligevel gå sværen igennem og se, om den er ridset godt nok. Der skal være skåret ned til kødet, men ikke ned i kødet. Start med at checke det. Fortsæt med at læse “Gammeldags ribbenssteg med rødkål”

Thaipande med hakket oksekød

Når det er koldt ude…

…skal der hot mad i maven. En sydende varm pande med hakket okse af egen avl, grøntsager og eksotiske krydderier.

Til to personer skal man bruge:

250 g hakket oksekød
1 stor gulerod i stave
1 porre i tynde ringe
1 rød peber i 2-3 cm strimler
1 spsk fintrevet, frisk ingefær
2-3 spsk oyster sauce
1 spsk fish sauce
1-2 tsk sambal oelek
1-2 spsk soya
2 dl vand
Sesamolie til at stege i

Basmati ris som tilbehør.

Et glimt fra et selvrodende køkken… gad vide, hvordan det sker?? Nå, skidt – der skal laves mad, og der kan ryddes op senere (det er sådan, det sker).

Start med at sætte risene over.

Brun oksekødet i sesamolie. Tilsæt ingefær, oyster sauce, fish sauce, sambal oelek (start med 1 tsk) og soya. Rør det godt sammen og tilsæt vand. Lad det koge et par minutter. Tilsæt grøntsagerne og spæd eventuelt med mere vand, hvis det bliver for tørt. Lad det koge, til grøntsagerne er møre, men stadig med bid.

Smag til – og spis.

Mad på den tid, det tager at koge en gryde ris. Og mad, der varmer helt ud i tæerne.

God fredag.

Morgenfrost

Morgenfrost. Minus 8 klokken 6. Minus 6 klokken 8. Talsymmetri.

Kolde poter, tindrende klar luft, isnåle som sukkerpynt på roser, på brændenælder og græs.

Øjnene misser mod det klare lys. Næsen drypper lidt.

Alle tanker er midlertidigt aflyst, ingen ord slår til – der er kun plads til rendyrket fryd over lyset i de glitrende krystaller.

Og tid til at finde lidt æble, som fuglene har levnet.

God torsdag.

Valgflæsk?

Valgflæsk? Nej. Har vi efterhånden ikke fået nok af det? Har jeg ikke selv siddet til valgmøde og hørt på halve og hele løfter om svømmehaller, idrætshaller, cykelstier så brede som motorveje og en tryg alderdom? Når det eneste, vi bad om, var, at de loppede sig op og blev færdige med at godkende opførelsen af et nyt reskabsskur ved skolen og en helt almindelig lille cykelsti på 600 meter? Som vi selv er villige til at afgive jord til? Jo. Det har jeg. Mine illusioner er ikke i topform.

En plovbredde fra traktoren her – oppe for oven af marken ud mod vejen – kunne være rigeligt til at sikre børnene en sikker skolevej også i den mørke tid.

Vi stemmer nede i Skovby. Valgstedet på skolen i Herskind (nærmeste landsby til venstre) blev nedlagt sidst, der var valg. Nu skal vi køre til Skovby – og nej, der går ikke nogen af de busser, der også blev lovet under valgmødet. Men når vi nu har stemt, vil vi ikke spise noget, der bare minder om valgflæsk. Det er faktisk lidt af et spørgsmål, om vi overhovedet vil tænde for fjernsynet for at følge slagets gang. Når vi først har stemt, kan vi ikke gøre mere nu.

Lad os lave noget hurtig og god mad – for eksempel en ‘hvad køleskabet gemte’ pizza, med den sædvanlige dej, tomater, hvidløg, grillede artiskokker, mozzarella, lidt italiensk skinke og et skud oregano og chili. Og lad os drikke et glas vin i utide – hvis det nogensinde er utide for et glas vin.

Og så i gang med en god bog. De gode forfattere svigter nemlig ikke, og det er sjældent, at de lover mere, end de holder.

Jeg er i gang med en dejlig roman af den engelske forfatter Kate Atkinson, Life after Life hedder den. En bog om det 20’ende århundrede, en bog, der er overraskende, vittig og vækker til eftertanke. Vi følger Ursula, der har det med at dø. Død ved fødslen, druknet, faldet ned fra et tag, død af spansk syge (3 gange) og død et par gange under 2. verdenskrig. Men hver gang bliver hun genfødt på samme dag, samme sted og samme tid med en tåget deja vu agtig erindring, der kan hjælpe hende til at træffe andre valg næste gang. Det lyder fjollet, men det er det ikke. Slet, slet ikke. Læs eventuelt en anmeldelse her – hvis du orker den på engelsk. Ellers bare vent nogle måneder, så kommer bogen nok på dansk.

Foto: Vanessa Grillone,

Fremtiden vil vise, om vi skulle have truffet et andet valg på Skovbyskolen i dag. Valgte vi forkert, bliver vi nok ikke genfødt af den grund. Men det må vente. For det er slut med valgflæsk i denne omgang. Helt slut.

God tirsdag.

Kød på bordet igen

Så’ der kød på bordet igen
Så’ der styrke til stærke mænd…

Sådan sang Totalpetroleum med Monrad & Rislund dernede i 70erne i en ikke helt høvisk sang. Sådan så der også ud hjemme på bordet i går. Årets sending af oksekød af egen avl.

Lækkert og magert, mørkt og mørt. Der er mad til mange, mange middage af høj kvalitet, til få og til mange. Til tobenede og firbenede. Den dygtige bondemand og dygtige slagtere i Aidt Slagtehus har gjort det igen.

Der skal laves gamle kendinge, og der skal eksperimenteres, findes på og laves nyt. Her i weekenden vil jeg lave langtidsstegt spidsbryst med mørkt øl, varme krydderier, rodfrugter og et strejf af citrus. Rigtig herrekost. Styrke til stærke mænd – og havearbejdende kvinder.

God fredag.

Årets sidste havearbejde – en større omgang

Så er georginerne gravet op. Alle de smukke blomstrende planter,

der har forsynet os med buketter siden slutningen af juli, blev til slattent vådt løv, da det frøs tidligere på ugen. Nu ligger knoldene i kasser i kælderen og venter på, at det igen bliver forår.

Potterne med lykkekløver er båret ind, så de kan holde georginerne med selskab.

Nu skal haven gøres vinterklar. Årets sidste havearbejde er en større omgang. Og der er så få timers dagslys at gøre det i. Det er mest oprydningsarbejde. Blade skal rives væk fra græsplænen, et større job, når man har så mange store træer, som vi har. Nogle af bladene lægger jeg mellem porrerne og kålen i køkkenhaven. Det luner lidt om fødderne på dem.

Ukrudtet. der har lusket sig frem i bedene, skal fjernes – især fuglegræsset, for det vokser videre hele vinteren, når der ikke er frost. Fliser skal fejes, og de sartere planter skal vinterdækkes. Staudetoppene får lov at stå, men bedene kalder alligevel på oprydning. Jeg har stadig et par poser løg liggende, der skal i jorden. Det kan heldigvis nås endnu. Der er nok at gøre i weekenderne, der snart er den eneste tid, hvor det er lyst, mens man er hjemme. Og der skal der jo også ordnes så meget andet.

Når jeg ser havebilleder af smukke, velordnede vinterhaver med kønne opstillinger af potter, engle og julehyacinter, frydes jeg over det smukke syn, men jeg græmmer mig over, at jeg dårligt kan følge med den daglige oprydning. Jeg trøster mig med, at de haver enten har gartnere eller er meget små. Skal vi ikke sige det? Mange, mange gartnere, og meget, meget små? Trøst over egen ufuldkommenhed. Det hjælper ikke på haven, men måske hjælper det på mit humør.

God torsdag.

Landsbyliv og en fødselar på 400 år

Hvordan kan man blive 400 år og stadig være i fuldt vigør? Ved at leve meget, meget sundt? Eller ved at gøre en helt særlig ting hver dag og lidt ekstra i weekenden?

Det kan lade sig gøre. Hvis man er en kirkeklokke. En kirkeklokke, der har ringet solen op og ned hver dag – og ringet til gudstjenester, brylupper og begravelser igennem generationer. Dog hver gang med en klokker i den anden ende af snoren. I den alder er det vel også ok med lidt hjemmehjælp.

Foto: Geert Mikkelsen

Vores kirkeklokke, hvis ringerlaug Bondemanden og jeg har den ære og glæde at være med i, fylder 400 år i år. Det blev fejret i søndags. For fuld skrue. En gudstjeneste i en kirke så fuld, at man skulle tro, det var juleaften, rundvisning op i klokketårnet,

Foto: Geert Mikkelsen

et spændende foredrag om kirkeklokkernes historie i Danmark (Danmarkshistorien har budt på omskiftelige vilkår for kirkeklokker: fra klokke til kanon og tilbage igen), frokost i sognegården

Foto: Geert Mikkelsen

– og en konkurrence, der har kørt hele sommeren.

I anledning af klokkens fødseldag var der udskrevet en konkurrence, hvor deltagerne skulle skrive en fortælling om, hvad klokken har set og oplevet i de mange år. Jeg var med, selvfølgelig. Mit første forsøg med skønlitteratur nogensinde. Og om ikke jeg vandt. Det er jeg bare så glad for og stolt over. Vandt jeg så en formue og evig berømmelse? Nej da. Men en smuk bog med alle Astrid Lindgrens julefortællinger. Illustreret med de skønneste tegninger.

Og så er det, jeg tænker på, hvor dejligt det er at bo i et lille og aktivt samfund. Et lille landsbysamfund, hvor vi selv står for det hele, selv arangerer det hele, og selv bidrager til arrangementernes succes. Skal der ske noget, er det op til os, der bor der.

I den seneste uge, har der været fest og koncert i forsamlingshuset, valgmøde med kommunalpolitikere på skolen, og vores dejlige klokkedag i søndags – alt for fulde huse.

Havde vi nu boet i København – eller for den sags skyld i Aarhus eller en anden større by, ville en række kendte ‘kulturpersonligheder’ være blevet spurgt, om de ville medvirke i festlighederne. Der ville være holdt lidt tamtam for honoratiores, og det hele ville være kommet så langt væk fra os daglige brugere af skole, forsamlingshus og kirke, at det ikke længere betød noget.

Man kan argumentere, at så ville niveauet måske også nok have været højere. Men betyder det nu så meget? Er den glæde, opbakning og aktive medvirken fra hele sognet ikke vigtigere? Er det bedre at høre en kendt forfatter læse op, end at høre vinderen i kategorien ‘børn og unge’ læse sin fantastiske, humoristiske og meget personlige beretning højt for 100 mennesker og få bragende bifald?

Eller at høre fra nogle af de gamle om, hvordan klokken ringede freden ind i 1945, og hvordan alle børnene på skolen fik lov at komme op i klokketårnet og holde rebet, så de også havde været med til at ringe freden ind?

Foto: Geert Mikkelsen

Jeg ved, hvad jeg synes, og jeg er helt glad i maven endnu.

Kirkeklokke! ej til hovedstæder
støbtes du, men til den lille by,
hvor det høres trindt,
når barnet græder
og inddysses blidt ved vuggesang

DDS, 783.

God tirsdag – og PS – har du lyst til at læse min historie – om krig, kærlighed, mod og kvindehjerte, så læs her. Det tager kun 5 minutter, som de siger i… Coma…?

Mortens Aften – andebryst med varme krydderier og æbler

Efter en lang og begivenhedsrig weekend – mere herom i et senere indlæg – blev det Mortens aften. Det nåede vi ikke at gøre meget ved sidste år, men i år havde vi planlagt det hele lidt bedre, og der lå to optøede andebryster klar, da vi kom hjem søndag sidst på eftermiddagen.

Andebryster er lige til at gå til, og vores blev tilberedt med varme krydderier og en lækker æblesovs. Fortsæt med at læse “Mortens Aften – andebryst med varme krydderier og æbler”

Gode Ben – eller stegeben, om du vil

Gode ben – stegeben fra gris – er en af de klassiske, billige retter, man tit fik i gamle dage. Her har jeg været så formasteligt at putte grøntsager i, men bare rolig: de bliver forklædt som sovs til sidst.

Fortsæt med at læse