Hakket kyllingekød, chiliolie og en spicy krydderiblanding, tilsat tyndtskåret spidskål og næsten sprødstegt. Det er opskriften på den kyllingeret, vi lavede i går.
Fortsæt med at læse “Spicy Knaldperlekylling”Tag: spicy
Sprød topping til rodfrugtmos med mandler, parmesan og rosmarin
Til en blød og mild mos af søde kartofler og/eller andre rodfrugter er det godt med et drys af noget spicy, salt og sprødt. Kontrasterne taler til hinanden og fremhæver smag og konsistens hos hinanden.

Derfor er et ikke så meget mosen, som det er toppingen – det sprøde drys af mandler, parmesan, rosmarin og et strejf af chili – det skal handle om i dag.
Fortsæt med at læse “Sprød topping til rodfrugtmos med mandler, parmesan og rosmarin”Spicy julekylling med appelsin
Opskriften her udgav jeg første gang i 2012. Det er ved at være nogle dage siden. Men opskriften er ikke spor bedaget, og vi laver julekylling mindst én gang hvert år i december.

Julekylling med alle de gode, varme krydderier, vi forbinder med julemad. Ingefær, kardemomme, allehånde, laurbærblade, sorte peberkorn og chiliflager. Og appelsin både i fadet og stukket under skindet på kyllingen.
Fortsæt med at læse “Spicy julekylling med appelsin”Thaipande med hakket oksekød
Når det er koldt ude…
…skal der hot mad i maven. En sydende varm pande med hakket okse af egen avl, grøntsager og eksotiske krydderier.
Til to personer skal man bruge:
250 g hakket oksekød
1 stor gulerod i stave
1 porre i tynde ringe
1 rød peber i 2-3 cm strimler
1 spsk fintrevet, frisk ingefær
2-3 spsk oyster sauce
1 spsk fish sauce
1-2 tsk sambal oelek
1-2 spsk soya
2 dl vand
Sesamolie til at stege i
Basmati ris som tilbehør.
Et glimt fra et selvrodende køkken… gad vide, hvordan det sker?? Nå, skidt – der skal laves mad, og der kan ryddes op senere (det er sådan, det sker).
Start med at sætte risene over.
Brun oksekødet i sesamolie. Tilsæt ingefær, oyster sauce, fish sauce, sambal oelek (start med 1 tsk) og soya. Rør det godt sammen og tilsæt vand. Lad det koge et par minutter. Tilsæt grøntsagerne og spæd eventuelt med mere vand, hvis det bliver for tørt. Lad det koge, til grøntsagerne er møre, men stadig med bid.
Smag til – og spis.
Mad på den tid, det tager at koge en gryde ris. Og mad, der varmer helt ud i tæerne.
God fredag.
Spicy laksetern med to slags dip
Fredag den 1. marts. Fredag den første dag i det nye forår – ifølge kalenderen. Og de små forårstegn er da også derude – erantis, vintergækker, pippende musvitter.
En god tid til thai-inspireret mad, før de nye danske grøntsager kommer og overtager scenen. Rent i smagen, hot, spicy, fuldkrydret godt. Og lidt forskelligt at nippe til er lige det rigtige til en fredag aften, hvor der er tid til at hænge lidt over maden og ordne verdenssituationen, før man går over til at tænke store tanker (måske med lukkede øjne) i sofaen.
Små forårsruller (de kan fryses, før man steger dem, og er gode at have på lager), marineret stegt laks, asiatisk coleslaw, to dipsaucer.
Og selvfølgelig ris. For uden masser af brød, ris eller kartofler bliver en dansk bondemand hurtigt svækket, bleg og uklædeligt mager.
Til laksen skal man bruge:
2 lakseportioner (1 pr. mand)
2 spsk limesaft
2 spsk soya
1 tsk sambal oelek
Rasp til panering
Rapsolie til stegning
Bland limesaft, soya og sambal oelek i en skål. Skær laksen i tern og vend ternene godt rundt i marinaden. Lad dem ligge og hygge sig der en halv til en hel times tid. Tag dem så op, vend dem i rasp og steg dem gyldne (ok vores blev måske lidt for ‘gyldne’) i rapsolie.
Mens laksen marinerer kan man koge ris og lave dipsaucerne. Den ene er den klassiske sur-sød-stærke. Den er ikke til at undvære. Den anden er en sur-salt-stærk soyasovs, som man laver ved at blande:
4 spsk risvineddike
4 spsk soya
1 tsk sambal oelek
Det lyder argt, men det passer perfekt til laksen.
Sæt det hele på bordet, læg ris på midten af tallerkenen og haps så fra fade og skåle.
God fredag.