Hvordan kan man blive 400 år og stadig være i fuldt vigør? Ved at leve meget, meget sundt? Eller ved at gøre en helt særlig ting hver dag og lidt ekstra i weekenden?
Det kan lade sig gøre. Hvis man er en kirkeklokke. En kirkeklokke, der har ringet solen op og ned hver dag – og ringet til gudstjenester, brylupper og begravelser igennem generationer. Dog hver gang med en klokker i den anden ende af snoren. I den alder er det vel også ok med lidt hjemmehjælp.
Foto: Geert Mikkelsen
Vores kirkeklokke, hvis ringerlaug Bondemanden og jeg har den ære og glæde at være med i, fylder 400 år i år. Det blev fejret i søndags. For fuld skrue. En gudstjeneste i en kirke så fuld, at man skulle tro, det var juleaften, rundvisning op i klokketårnet,
Foto: Geert Mikkelsen
et spændende foredrag om kirkeklokkernes historie i Danmark (Danmarkshistorien har budt på omskiftelige vilkår for kirkeklokker: fra klokke til kanon og tilbage igen), frokost i sognegården
Foto: Geert Mikkelsen
– og en konkurrence, der har kørt hele sommeren.
I anledning af klokkens fødseldag var der udskrevet en konkurrence, hvor deltagerne skulle skrive en fortælling om, hvad klokken har set og oplevet i de mange år. Jeg var med, selvfølgelig. Mit første forsøg med skønlitteratur nogensinde. Og om ikke jeg vandt. Det er jeg bare så glad for og stolt over. Vandt jeg så en formue og evig berømmelse? Nej da. Men en smuk bog med alle Astrid Lindgrens julefortællinger. Illustreret med de skønneste tegninger.
Og så er det, jeg tænker på, hvor dejligt det er at bo i et lille og aktivt samfund. Et lille landsbysamfund, hvor vi selv står for det hele, selv arangerer det hele, og selv bidrager til arrangementernes succes. Skal der ske noget, er det op til os, der bor der.
I den seneste uge, har der været fest og koncert i forsamlingshuset, valgmøde med kommunalpolitikere på skolen, og vores dejlige klokkedag i søndags – alt for fulde huse.
Havde vi nu boet i København – eller for den sags skyld i Aarhus eller en anden større by, ville en række kendte ‘kulturpersonligheder’ være blevet spurgt, om de ville medvirke i festlighederne. Der ville være holdt lidt tamtam for honoratiores, og det hele ville være kommet så langt væk fra os daglige brugere af skole, forsamlingshus og kirke, at det ikke længere betød noget.
Man kan argumentere, at så ville niveauet måske også nok have været højere. Men betyder det nu så meget? Er den glæde, opbakning og aktive medvirken fra hele sognet ikke vigtigere? Er det bedre at høre en kendt forfatter læse op, end at høre vinderen i kategorien ‘børn og unge’ læse sin fantastiske, humoristiske og meget personlige beretning højt for 100 mennesker og få bragende bifald?
Eller at høre fra nogle af de gamle om, hvordan klokken ringede freden ind i 1945, og hvordan alle børnene på skolen fik lov at komme op i klokketårnet og holde rebet, så de også havde været med til at ringe freden ind?
Foto: Geert Mikkelsen
Jeg ved, hvad jeg synes, og jeg er helt glad i maven endnu.
Kirkeklokke! ej til hovedstæder
støbtes du, men til den lille by,
hvor det høres trindt,
når barnet græder
og inddysses blidt ved vuggesang
DDS, 783.
God tirsdag – og PS – har du lyst til at læse min historie – om krig, kærlighed, mod og kvindehjerte, så læs her. Det tager kun 5 minutter, som de siger i… Coma…?
Dalsgaard i Skivholme 
Karen, det skulle slet ikke undre mig, om det var en børnebog, du skulle skrive, men husk dine billeder skal med! Hvem ville ikke gerne læse om Heldig, Panter og Christie og alle de andre, du kender og alt det smukke, du oplever.
LikeLike
Jeg har ofte tænkt det samme som din mor, dog med den tilføjelse at den bog også skulle indeholde nogle af dine smukke fotografier.
For mig må det rette niveau være det, hvor alle – fra barn til gammel – følte, de havde haft en minderig dag – og at de havde været med til at fylde den.
Tænk sig at være et barn, og nu en gammel mand eller kone, der havde været med til at ringe freden ind, og tænk sig, at der også dengang fandtes kloge og dejlige lærere/lærerinder. Det må have været det, de nymodens folk kalder ‘inklusion’ 🙂
LikeLike
🙂 Inklusion. Ja, det er vel lige præcis, hvad det er. Man kan håbe, at den nye form for inklusion kan blive bare halvt så berigende.
Tak for de pæne ord. Hvis jeg skulle skrive en bog, så ved jeg ikke, hvad det skal være for en. Ikke direkte en kogebog. Ikke direkte en naturbog – og heller ikke en uhyggelig krimi. Måske lidt af det hele? Karen er i øvrigt ikke min mor, men en god ven. Min mor hedder Ragnhild 🙂
LikeLike
Jammen, jammen – jeg har jo sagt – du skal skrive en bog. 🙂
LikeLike