I forgårs viste jeg et billede af vores smukke, meget høje og gamle birketræ, der er ved at springe ud.
Det fik en på Facebook til at gå helt i selvsving om, hvordan birketræer skulle udryddes, fordi de ‘er skyld i så meget lidelse og koster samfundet penge’. En allergiker åbenbart.
Det er ikke sådan, at jeg ikke har sympati for, at nogle er allergiske overfor noget. Det er synd for dem og rigtig træls. Men… vi kan ikke indrette verden efter dem, der er syge.
Forestil dig en verden, der tog hensyn til alle allergier – hvad var der så tilbage?
En verden uden hunde, uden katte, uden græs, uden træer, uden duftende hyacinter, uden et koldt glas mælk, uden sprøde rundstykker, uden nødder og mandler – ja uden alt. Selv uden sol, for der er også nogen, der får soleksem.
Der er altid nogen, der ikke kan tåle et eller andet. Og de må efter min mening selv tage ansvaret for, at de enten holder sig fra det, de er allergiske overfor, eller tager den nødvendige medicin.
Når min svigerinde besøger os, tager hun en pille, så hun kan være i stue med Puma for eksempel. Og min kollega med høfeber bliver hjemme – og inde – i den værste græstid.
Det er træls, men der er altså altid noget, man ikke kan af en eller anden grund.
Har man et stift knæ, er det svært at tage trappen på arbejdet eller gå en tur i engen. Får man gigt i hænderne, må man holde som kirurg, kunstmaler eller tømrer. Bliver man syg af græs, må man blive hjemme fra skovturen. Kan man ikke tåle mandler, må man undvære Toblerone, og har man ingen penge, kommer man ikke på ferie. Det er træls, men sådan er det bare. Alle kan ikke alt, alle skal ikke alt.
Her hos os bliver træerne stående. Græsset får lov at blomstre. Hunden og katten bliver boende, der er mus og muldvarpe derude, sommerfugle og edderkopper, der af og til finder indenfor, og der bliver serveret mad med både gluten og mælk i B&B’en. Tåler man ikke det, er det et andet sted, man skal tage hen.
Vi kan ikke forbyde alt, fordi nogen går glip af noget.
God onsdag.
Dalsgaard i Skivholme 