Boganbefaling: Cottagehave – Tante Grøns Haveunivers

I går udkom en ny bog. En smuk og dejlig bog: Cottagehave med undertitlen Tante Grøns Haveunivers. Den har jeg glædet mig til længe.

Cottagehaven er den haveform, som mine – og rigtig mange andres – havedrømme er gjort af. Indrammede bede med et flor af årstidens blomster. Høje, lave, brede og smalle, roser – mange blomstrende roser, hyggelige siddepladser, lokkende kig om hjørner og dekorative og nostalgiske træk.

Hvis nogen skal kunne skrive en bog om Cottagehaven, er det Tante Grøn, hvis skønne have jeg besøgte sidste år i juni. Det var en oplevelse, der varmede sjælen, for der er rigtig meget sjæl i Tante Grøns Have. Det er en have, der taler til hjertet.

Den sjæl bliver videregivet til os i bogen. Den er skrevet med varme og kærlighed, og den er både personlig, poetisk, humoristisk – og oplysende.

Især Tante Grøns egen og meget personlige havehistorie rører ved en, og vi får Cottagehavens historie, som den opstod i England med portrætter af havestilens skabere som Gertrude Jekyll og Vita Sackville-West.

Cottagehavens elementer bliver gennemgået, og der er en grundig og meget tilgængelig gennemgang af årstidernes blomster og planter. Jeg sidder her og er helt fyldt til randen af inspiration og ideer.

Susan og Jesper Durup har taget billederne til bogen, og de har virkelig forstået at fange havens poesi i de mange, smukke billeder, man kan drømme sig væk i. Det er ikke deres billeder her i indlægget. Det er mine. Deres er meget flottere.

Bogen er udkommet på Gyldendal.

P.S. Har du lyst til et kig ind i Tante Grøns Haveunivers, kan du kigge på de indlæg, jeg skrev sidste sommer. Dem finder du her:

Besøg i Tante Grøns Have

Lidt fra den vilde del af Tante Grøns Have

Detaljer i Tante Grøns Have

Rigtig god læselyst!

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

4 thoughts on “Boganbefaling: Cottagehave – Tante Grøns Haveunivers”

  1. Tak for en fin anbefaling af bogen, som bliver købt i morgen – bedre måde at fejre en fridag på, kan jeg næsten ikke forestille mig 🙂 I hvert fald må man gerne være lidt god ved sig selv bare engang imellem 🙂 Jeg håber virkelig, at Tanten holder åben have igen i år, og at jeg denne gang har mulighed for at komme! Var /er også meget glad for Tantens første bog. Synes nu også, at du har taget nogle flotte billeder 🙂

    Like

Der er lukket for kommentarer.