Naturen omkring os er smuk året rundt.
Kvart over fem hørtes den første rumlen i det fjerne. Der var stadig en halv time, til vækkeuret skulle ringe, men det der lidt sære og rødlige lys derude viste, at uvejret var på vej, og det var ikke lige sådan at sove fra. Kvart i seks havde himlen antaget en noget truende kulør.
Himlen skifter mellem sort og blå. Det ene øjeblik regner det med store, tunge dråber. Det næste øjeblik skinner solen, og himlen er uskyldigt blå.
Det gælder om at nå, hvad man kan mellem bygerne.
En tur over til skoven, hvor bøgenes nye blade begynder at danne et lysegrønt tag.
I nat har vi fået to små, nye kalve. Eller små og små – de var flotte og store – et par og tyve kilo. Nummer 8 og nummer 12 er nedkommet med henholdsvis nummer 62 og 63. Rutinerede damer, der kan det der med at kælve.
Kalvetiden er over os, og damerne vælger som sædvanlig at kælve i de fjerneste hjørner af engen eller græsmarken. Fortsæt med at læse “Familieforøgelse”
Er der noget bedre end at have fri – i solskin? Tid til at drysse lidt rundt og få ideer, og tid til at virkeliggøre nogle af dem. I går blev der påskepyntet i haven. Især omkring terrassen ved B&B’en, hvor højbedene nu er luget færdige for den onde og gemene skvalderkål og de tusindvis af ahornspirer.
Terrassebordet ved B&B’en har fået en af de kønne engelske primulaer, hænderne, en kogle og en troldegren. Nu er der fint til påske. Fortsæt med at læse “Påskepynt i haven”
Fuglene synger nu. Synger rigtigt altså. Solsorten sidder på taget og synger sin forårssang, lærken svæver syngende højt over marken, gulspurvene synger deres tællesang (1-2-3-4-5-6-syyyyyyv) og spætten akkompagnerer det hele med vilde trommesoloer oppe fra de høje træer.
Stæren er kommet. Det er lyden af forår.
Alle vegne er der små klynger af vintergækker og erantis.
Falsk forår – de der dage midt i vintertiden, hvor man mærker, at det engang igen vil blive forår. Solen skinner, musvitterne pipper, og man kan mærke solens varme i ansigtet. Sådan et par dage har vi lige haft – og hvor gør det godt.
Hør, hør, hvor det tør. Tøvejret er sat ind, og de store fygedriver i hegnet er faldet lidt sammen.
Når det stormer så voldsomt, mærker vi, hvor små vi er. Vinden har lagt sig noget fra i går, men det blæser stadig voldsomt, og det buldrer og hyler stadig i de store træer. Der er vist ikke mange, der har sovet roligt i nat.
Da det begyndte at blive lyst, gik vi ud for at se på skaderne.
Endnu en gang er vi sluppet let. En enkelt tagsten er faldet af, og taget er røget af foderhækken og er stadig ikke fundet. Godt, der ikke var nogen i vejen for de metalplader, da de satte af op over marken et sted. Køerne var klogeligt gået ind allerede om eftermiddagen.
Der er knækket grene og smidt omkring med tingene, men det er også det hele.
Hos vores nabo røg taget af værkstedet og lige gennem vinduet ind i soveværelset. Andre har mistet deres tag, deres drivhuse eller/og har oversvømmelser. Vores skytsengel har nok været på overarbejde – igen.
Jeg håber, I er kommet uskadte igennem stormen, at den lægger sig snart, og at dagens varslede snestorm fortryder og går i sig selv. Det ville være en god ide. Mon den er modtagelig for gode forslag?
Jeg læste en gang en bog, der hed: ‘Alt hvad jeg behøver at vide, har jeg lært af min kat’. Der er noget om det. Når naturen raser, og man er ganske magtesløs, er der ikke andet at gøre end det her:
God fredag.
Når det er fuldmåne, er vejret som oftest klart. Halvmånevejr er mere uforudsigeligt. I dag stormer og regner det, det er 6 graders varme, og pillefyret kæmper for at følge med blæstens afkøling af bygningerne. I går – i går var det smukt. Klar sol og frostluft. Minus 9 om morgenen. Stille. Fyret havde en let dag.
Her er et par billeder fra i går morges til at sætte humøret i vejret – for den slags vejr kommer helt sikkert igen. Hellere før end siden, ikke?
Sol på vildrosehegnet og sol i en frossen eng.
I dag må vi skutte os lidt – og måske tænke på at få julekasserne ned fra loftet.
God onsdag.
Morgenfrost. Minus 8 klokken 6. Minus 6 klokken 8. Talsymmetri.
Kolde poter, tindrende klar luft, isnåle som sukkerpynt på roser, på brændenælder og græs.
Øjnene misser mod det klare lys. Næsen drypper lidt.
Alle tanker er midlertidigt aflyst, ingen ord slår til – der er kun plads til rendyrket fryd over lyset i de glitrende krystaller.
Og tid til at finde lidt æble, som fuglene har levnet.
God torsdag.
Nu falmer skoven trindt om land,
og fuglestemmen daler.
Alt flygted storken over strand,
ham følger viltre svaler.
Smuk sang, smuk melodi. Svalerne er fløjet, og fuglestemmerne er også dalet – hvis man da ser bort fra rågerne, de fem ravne i træerne ved bækken og natuglen, der skriger sin uforløste kærlighed ud og håber, at en anden ugle vil høre den. Vi kan godt høre den. Så meget, at det af og til kan være svært at sove. Fortsæt med at læse “Vintertid i nat”
Dalsgaard i Skivholme 