Pirogger med krydrede rester af lammekølle

Hverdag igen. Det eneste gode, man kan sige om den her mandag, er, at den er en tirsdag.

Påsken gik – som altid – lige lidt for hurtigt.

Jeg er slet ikke klar til at blive ramt af hverdagen.

Kun én ting er jeg klar med: madpakken. Overlevelsen er sikret. En af de pirogger, vi lavede i går af rester af lammekøllen, ligger klar til at blive puttet i tasken.

Opskriften til dejen har jeg sakset direkte fra Brødrene Prices russiske pirogger. Her er linket til DR’s website, hvor opskriften står. For nemheds skyld, gentager jeg den her, nu hvor ophavsretten er behørigt angivet.

25 g gær
2 dl lunt vand
2 spsk olie
1 æg
1 tsk salt
6-7 dl hvedemel
1 æg til pensling

Rør gæren ud i vandet, tilsæt olie, æg, salt og 6 dl mel – ælt og tilføj mere mel, hvis dejen er for klistret. Den skal være håndterbar. Lad den hæve i en times tid, og lav fyldet imens.

Fyldet består af:
200 – 250 g stegt lammekød skåret i små tern
1 hakket løg
3 fed knust hvidløg
1 tsk hele spidskommenfrø
1 drys kanel
2 spsk koncentreret tomatpure
1 tsk sambal oelek (eller efter smag)
2 håndfulde hakket frisk mynte
En sjat vand

Steg løg og hvidløg klare på en pande i lidt olie og tilsæt krydderier, tomatpure og en sjat vand. Lad blandingen simre en ti minutters tid. Tilsæt kødet og lad det koge igennem, så smagen bliver kogt godt sammen. Tilsæt evt. lidt mere vand, hvis det bliver for tørt. Tag panden af blusset og rør den hakkede mynte i.

Del dejen i 8 klumper, som trykkes runde, flade og tynde. Læg et par skefulde fyld på – pas på ikke at fedte kanterne til. Det gør pakkerne sværere at lukke.

Fold dem sammen på midten og tryk kanterne sammen med en gaffel. Smør piroggerne med sammenpisket æg og bag dem ved 200 grader i 20 minutter.

Smager godt både varme og kolde med salat til.

God tirsdag efter påske – en meget mandagsagtig tirsdag…

Små fetasnegle med oregano

Her i påsken har vi brugt feta til næsten alt tilbehøret til lammekøllen. Vi har brugt feta i græsk salat, i dip og i alt muligt andet, og der er stadig noget tilbage. Derfor lavede vi i går sådan nogle små butterdejssnegle med fetafyld – lækker nipsemad med feta, der smager helt forrygende af mere.

Fortsæt med at læse “Små fetasnegle med oregano”

Glædelig Påske!

En lille sang – en lille salme. Grundtvig, naturligvis. Bare for at sige: Glædelig Påske! Om lidt er der afgang til Sjelle, hvor der er påskegudstjeneste i dag, og så skal vi synge den her og alle de andre dejlige påskesalmer – og fejre, at mirakler findes. Det ved vi jo godt i det små i hverdagen, ikke?

Som forårssolen morgenrød
stod Jesus op af jordens skød
med liv og lys tillige;
derfor, så længe verden står,
nu efter vinter kommer vår
livsalig i Guds rige

Som fuglekor i mark og lund
lovsynger vår i allen stund
med deres toner søde,
så alle tunger, trindt om land,
lovsynge dødens overmand
i påske-morgenrøde!

Som blomster alle står i flor,
som skoven grønnes, kornet gror
ved vårens kræfter milde,
så blomstrer alt i Jesu navn
og bærer frugt til folkegavn,
som årle, så og silde.

N.F.S. Grundtvig 1846

Glædelig Påskedag.

Påskeklokker i Mariager

I går tog Bondemanden og jeg på påskeferieudflugt. Til Mariagers velbevarede idyl, der minder om dengang, det var før.

Målet var at besøge Blomsten & Krukken for at hente min julegave – en smuk støbejernskrukke – og samtidig hilse på Marianne, der er kvinden bag Blomsten & Krukken. Det er så hyggeligt at møde de folk, man kommunikerer med på nettet, i det virkelige liv.

Vi kørte rundt i de smalle gader og beundrede de kønne byhuse, og vi var ikke i tvivl om, at vi havde fundet det rigtige sted, da vi fik øje på dette syn:

Inde bag det hyggelige, gule hus var der fristelser i overmål. Kassevis af skønne, blomstrende påskeklokker i alle tænkelige nuancer.

Spændende jernting til haven

og de fineste forårs- og påskedekorationer.

Bag huset er pladsen kreativt udnyttet til sidste centimeter – og hvad gør man, når man bor op ad en høj skrænt? Så bygger man da haven opad.


Et spændende sted at gå på opdagelse. Jeg behøver nok ikke sige, at vi kom hjem med lidt mere end oprindeligt planlagt? Hvem kan modstå så skønne påskeklokker? Vi kunne i hvert fald ikke, så bestanden herhjemme blev udvidet en del…

Hvis du kommer til Mariager, der virkelig er et besøg værd, så gå ned ad Østergade og kig ind hos Blomsten & Krukken i nummer 28. Åbningstider kan du se på hjemmesiden, hvor du også i webshoppen kan se og bestille både spændende og anderledes stauder og smuk jernpynt til haven.

God onsdag.

Lammekølle. Hvordan? Ovnstegt eller grillet?

Det er ved at være tid til at tænke på påskens lammekølle. Hvordan skal den laves i år? Skal den laves i ovnen? På grillen? Hvordan skal den krydres? Og hvad skal tilbehøret være?

Skal lammekøllen steges i ovnen, er den helt sikre metode at Fortsæt med at læse “Lammekølle. Hvordan? Ovnstegt eller grillet?”

Påskepynt til døren

Påskekransen er på plads og hængt op på døren. På den fine, hvide og nymalede dør. Der er ikke meget, der hygger som en krans på døren, synes jeg. Den i år er lavet på samme krans som sidste år.

Sidste år havde jeg limet vagtelæg på kransen, men grådige fugle prikkede hul på æggene, så der hurtigt kun var en krans med æggeskaller tilbage. Skidt måde at behandle naboens børn på, må man vel synes…

I år skulle der derfor mere hårdfør pynt til. I en lille rede bundet af de stive stængler fra pletter i luften og foret med kokosfiber og mos, ligger der en lille ælling af keramik.

Sød og blød ser den ud, men den skal nok give æggetyve og andre rovfugle ondt i næbbet, hvis de forsøger sig.

Jeg håber, de erkender det i tide, så den får lov at hænge.

Det har været en travl weekend med masser af gøremål. Fredag var der landsbydag (mere om det ved en senere lejlighed), lørdag gik med at gøre pavillonen ren: vaske træværk, pudse vinduer og give gulvet olie. Pavillonen skal jo også gøres påskeklar. I dag er smuldret med masser af praktiske ting, der skulle gøres. Nu er det ved at være tid til en kop te, og så er den weekend brugt op. Dejligt at kunne se frem til påskeferien.

God søndag.

Et hurtigt brød med hvidløg og rosmarin

I dag er det fredag, og i aften skal vi have nippemad – noget med grillstegte artiskokker i olie og røget laks tror jeg.


Og sådan et hvidløgsbrød med rosmarin til. Et hurtigt brød til en forårsweekend, hvor haven nok bliver prioriteret højere end køkkenet. Fortsæt med at læse “Et hurtigt brød med hvidløg og rosmarin”

Boganbefaling: Cottagehave – Tante Grøns Haveunivers

I går udkom en ny bog. En smuk og dejlig bog: Cottagehave med undertitlen Tante Grøns Haveunivers. Den har jeg glædet mig til længe.

Cottagehaven er den haveform, som mine – og rigtig mange andres – havedrømme er gjort af. Indrammede bede med et flor af årstidens blomster. Høje, lave, brede og smalle, Fortsæt med at læse “Boganbefaling: Cottagehave – Tante Grøns Haveunivers”

Helstegt dyreryg

Af og til skal man have lov at skeje lidt ud og forkæle sig selv og hinanden med luksusmad og god køkken-hyggetid. Det gjorde vi lørdags og lavede helstegt dyreryg. Sådan en lå der nemlig i fryseren.

En dyreryg er ikke svær at stege. Man fjerner senerne helt ind til kødet, gnider med salt og peber og lægger tynde skiver smør på kødet, for at det ikke skal blive tørt.

Det er den største risiko ved vildtkød. Der er praktisk taget intet fedt i det, og noget skal der til for at holde på kødsaften. Smørret får kødet til hurtigt at brune, så saften bliver inde. Det smelter af og kan skummes af stegeskyen, inden man laver sovsen. Man kan tænke på smørret som en slags indpakning.

Varm ovnen op til 225 grader og sæt kødet ind til bruning i et kvarter. Skru så ned til 150 grader, hæld lidt vand ved og lad dyreryggen stege en halv times tid. Mål kernetemperaturen. For dyreryg er 65 grader fint. Lad stegen trække på et bræt på køkkenbordet i en 20 minutters tid, før du skærer kødet fra benene.

Man kan lave mange slags tilbehør til dyreryg, men den gode, klassiske vildtsovs vil vi nødigt undvære. Den passer så perfekt til kødet, og den virker meget mere avanceret, end den er.

Til sovsen skal man bruge:
Ribsgele, blå ost, stegeskyen, piskefløde, salt og peber.

Skum stegeskyen af for fedt – det er bare smeltet smør, for der er ikke fedt i kødet – kog den op og tilsæt et par spiseskefulde ribs- eller druegele samt en god spiseskefuld blå ost. Kog det sammen og hæld fløde i – et par deciliter – og lad det koge et par minutter. Smag til – måske skal der lidt mere ost eller gele i.

Jævn eventuelt sovsen lidt med Maizena udrørt i koldt vand og giv den lidt kulør, hvis den ser for kedelig ud. Smagen er i hvert fald ikke kedelig.

En god salat til vildtkød må gerne være med både nødder og bær. Her var den med glaserede valnødder.

God mandag aften.