Karen Engell Dalsgaard

Er æggeskyer det nye sort?

De seneste dage har der været rigtig mange opslag på min opskrift på æggeskyer. Den er fra 2014.

Faktisk har et par tusind mennesker været inde og kigge på opskriften i løbet af ugen. Det har undret mig en del. Hvorfor lige det indlæg? Og hvorfor lige nu – næsten tre år efter, det blev skrevet?

Så prøvede jeg at google æggeskyer. Måske kunne jeg finde ud af det ad den vej. Det viser sig, at BT har opdaget æggeskyerne.

Du kan læse artiklen her.

De har ikke linket direkte til mit indlæg – så var nettet nok brudt sammen, når man tænker på, hvor mange der læser BT, og hvor mange, der normalt er på linjen hertil. Men den afledte interesse må være skyld i det. Andre forklaringer kan jeg ikke finde.

Det er da også en både dekorativ og lækker ret, de fine skyer, så prøv dem og vær med på moden.

Selv kan jeg kun sige, at det da er ret sjovt at være firstmover for en gangs skyld. Jeg plejer da ellers altid at være sidst med det første og ikke først med det sidste. Det er nærmest en livsstil. Men denne gang er det omvendt. Det var jo helt tilbage i 14, jeg første gang lavede æggeskyer. Længe før BT fik øje på dem.

Med næsen i sky: God lørdag.

Stafetten går videre

For et par uger siden skrev jeg om det nye blogsamarbejde, jeg er med i sammen med Mit Landliv, Aargang 73, og Fifty Fabulous, og jeg fortalte om den stafet, der skal køre over de næste 12 fredage. 12 indlæg skrevet efter tur af en af os fire.

I fredags lagde jeg ud med det første indlæg om ‘noget med noget i’.

I dag er det så min tur til at slappe af. Rent skrivemæssigt – ellers ikke ligefrem, men det er en helt anden historie. For i dag er det fredag og tid til andet afsnit i stafetten om værtindegaver. Malin med bloggen Aargang 73 skriver i dag om værtindegaver med lækre, hjemmelavede chokolader.

Foto: Malin Bisander

Du kan se Malins stafet-indlæg her. De lækre snickerskugler vil jeg gerne sætte tænderne i – hellere før end senere…

I næste uge er det så Nanas tur og ugen efter Pias. Resultatet af de 12 uger bliver 12 vidt forskellige indlæg med ideer til værtindegaver – ideer, man godt kan skrive sig bag øret, nu hvor tiden for de mange sommerfester nærmer sig.

God fredag – som jo altså ikke bare er fredag, men også Store Bededag.

Tærte med tomat og basilikum – lækker og hurtig

Får du gæster i morgen til Store Bededag? Og skal de have lidt lækkert nip til en drink eller en forret? Så har jeg en ide her. En butterdejsbund med lækkert ostefyld, søde tomater, hvidløg og frisk basilikum. Med færdig butterdej, er sådan en hurtigt lavet.

Jeg faldt over en ny friskost på tilbud. Sådan et to for tyve tilbud. En Buko med basilikum. Basilikum og tomat er altid en god kombination, og med lidt færdig butterdej i køleskabet fandt jeg på den her lille tærte til fredagsnippemaden i sidste uge.

Du skal bruge:
Butterdej
Tomater
Friskost med basilikum
Basilikumblade
Presset hvidløg og olivenolie

Smør butterdejspladen med osten – smør kun til en centimeter indenfor kanten. Læg tomatskiver ovenpå, pres lidt hvidløg ud over tomaterne, drys lidt salt over dem og drys så med masser af hakket basilikum. Dryp tomatskiverne med lidt olivenolie – kun tomaterne, ikke osten og dejen.

Bag tærten i ovnen på 200 grader i 20 minutter.

Hvis du vil lave tærten som snack til gæster, kan du bruge cherrytomater skåret i halve (pres kernerne ud med en finger, så de ikke væder så meget) i stedet for tomatskiver og skære tærten i små firkanter med en halv cherrytomat på hver. Det er mere dekorativt. Men smagen er den samme. Fyldig, krydret og lækker.

God torsdag.

Af alle tulipaner…

De sværeste spørgsmål, man af og til bliver stillet, er spørgsmål af typen ‘hvilken forårsblomst holder du mest af’ eller ‘hvilken tulipan holder du mest af’. For af alle tulipaner i hele verden holder jeg mest af…. dem alle sammen.

Fra de små botaniske tulipaner med deres glade solskinsansigter,

over de mellemstore til de store og måske flottere. Enkelte, fyldte, diskrete og farvestrålende.

Tulipaner, der var så kostbare, at de engang kun var for konger og fyrster, kan man få i næsten alle mulige farver og faconer, og enhver kan være med, når der er minus 50% i efteråret. Minus 50% er mit yndlingsmærke…

Tulipanerne står så fint lige nu. Sartgule liljeblomstrende under buskene.

De ubestemmeligt rosa i krukken ved drivhuset.

De små, hvide Calgary i det hvide bed – hvor der også snart kommer flere og højere tulipaner. Mount Tacoma hedder en af dem. Tulipaner har også flotte navne…

Der står mange tulipaner rundt omkring i havens forskellige afdelinger, og de kommer forskudt over lang tid.

Der også er nogle, der går til. Enten forsvinder de af sig selv, eller også bliver de ædt. Mosegrise er glade for tulipanløg. Den her ser jeg aldrig igen – den er ædt. Og den var ellers så køn, næsten som en pæon.

Af en eller anden grund smager de fineste løg vist bedst. Men mosegrise kommer ind fra markerne, og det må man leve med, selvom man kan knibe en tåre over ødelæggelserne.

De gammeldags røde tulipaner, der vokser i på skrænten mellem oceaner af skvalderkål, kommer igen. Af en eller anden grund gider mosegrisen ikke grave op ad skrænten. De røde tulipaner er altid sene på grund af deres plads i skyggen. Sidste år lagde jeg mange flere af dem, og jeg er spændt på at se, hvor mange der kommer.

Mange bryder sig ikke om de stærkt røde tulipaner. Men i vildnisset, i skvalderkål til halsen, der passer de rigtig godt med deres livskraftige farve og væsen. Jeg håber, der kommer mange. Som røde dutter i alt det grønne.

Men hvilken af dem, der er yndlingstulipanen? Det ved jeg ikke, for jeg holder nu så meget af dem alle sammen.

God tirsdag.

De lyse nætter er begyndt

I går, den 5. maj, begyndte de lyse nætter officielt. Det er ved at være sæson for mosekonebryg, nattergalesang og elverpiger.

Torsdag aften, den 4. maj, kom vi ud fra musikhuset efter koncerten, og det var stadig lyst. Vi havde været til Benjamin Britten’s War Requiem i Symfonisk Sal. En fantastisk koncert – storladen, sørgende og inderligt smuk. En passende koncert til at højtideligholde den 4. maj.

På vejen hjem gennem Aarhus, så vi mange steder lys i vinduerne. Men ikke nok efter min mening. Jeg frygter historieløshed og ser det som en virkelig trussel mod den fred, der blev vundet så dyrt dengang. Glemmer man, kan det ske igen.

Da vi kom hjem til os selv, tændte vi også lys i vinduerne. Det var så småt begyndt at mørkne, og stearinlysenes glød var smuk mod den nu mørkere himmel, der stadig havde rødt skær mod vest.

Også i drivhuset var der lys. Der står en solcellelampe af en slags, jeg ikke havde set før sidste år. Grene med små pærer i bladene. Den giver et hyggeligt lys om aftenen, og lysene spejler sig i drivhusets ruder.

Grenene kan stå som en buket, som de gør nu, eller de kan stå med afstand imellem – det er ledningen lang nok til, og jeg tror, den skal stå mellem alt det grønne i bedet foran B&B’en til sommer og lyse lidt for gæsterne.

Der findes mange solcellelamper til haven. Både kønne, grimme – og også meget mærkelige. De lysende grene stammer fra KridtvejsPlanter, og de er nu hyggelige og har ikke så kraftigt et lys.

Det er smart med de solceller, der, selvom teknikken er opfundet til mere seriøse formål, også kan bruges bare for sjov. Og det er nu dejligt, at vi lever i fred, så man kan have lys i sin have, hvis man har lyst.

Det er ingen selvfølge, så husk lysene i vinduet næste 4. maj, hvis du ikke gjorde det i år. Der er grund nok til at fejre freden.

God lørdag.

Værtindegaver: Noget med noget i

I sidste uge skrev jeg om det nye blogsamarbejde, jeg er med i sammen med Mit Landliv, Aargang 73, og Fifty Fabulous, og jeg fortalte om den stafet, der skal køre over de næste 12 fredage. 12 indlæg skrevet efter tur af en af os fire.

Det første tema vi har valgt til Stafetten er temaet Værtindegaver – den lille ‘i stedet for en blomst’, man har med til værtinden for at vise, man er glad for at se værtsfolkene og glad for at være inviteret.

En værtindegave fra mig er oftest mere eller mindre hjemmelavet. Og tit er det ‘noget med noget i’. En køn dåse med småkager, et glas syltetøj lavet af bær fra haven, en udendørs dekoration i en kurv eller en køn skål med en blomst i.

Normalt finder jeg det ‘noget’, der skal ‘noget’ i undervejs. Samler til huse. På loppemarkeder, hos Søstrene Grene, hos Tigeren eller andre steder, hvor jeg lige falder over det. Patentglas, glasvaser, potter – aldrig noget særlig dyrt, men ting, der med en lille indsats kan blive til noget særligt.

Her en gammel tekande uden låg fra et loppemarked. Den er perfekt til pletter i luften og en god gave til en romantisk sjæl.

Gamle kagedåser får et lag kalkmaling og lidt decoupage, før der kommer småkager i.

Potter og skåle kan nogle gange bruges, som de er, men ellers får de også lidt kalkmaling. Glas får en køn stofhætte på og en sløjfe af havesnor eller blonde.

Sidst jeg var hos klunserne faldt jeg over et godt glas. Men… det havde en bred, rød gummiring om maven, hvor der med store bogstaver stod Bodum. Ikke særlig dekorativt.

Til gengæld havde glasset fine proportioner, og det var tætlukkende. Det fik en tur i opvaskemaskinen, og det brede, røde gummibånd blev erstattet af et blondebånd og en lille helgenmedaljon. Fra funktionel retromode til nostalgisk romantik i en håndevending.

Nu er glasset klar til næste gang, vi skal i byen. Det er blevet til ‘noget’, der skal ‘noget’ i.

Og hvad skal det så være? Syltetøj med jordbær og ribs? Små fine citronmarengs? Alteabolsjer? Chokolade? Hæfteplaster med blomster på? Små frøposer med frø fra haven? Eller noget helt andet? Indholdet kommer helt an på, hvem der får glasset. For en gave skal jo passe til den, der får den.

Værtinden skal jo nødig stå og tænke over, hvornår genbrugspladsen åbner, mens hun jævner sovsen, vel?

God fredag.

Det var det første indlæg i stafetten om værtindegaver. Jeg glæder mig til at se, hvad de andre finder på, til at læse med og blive inspireret, og jeg giver stafetten videre til Malin, der har bloggen Aargang 73. Læs med i næste uge.

Du skal altså selv gøre noget – eller lade være

I forgårs viste jeg et billede af vores smukke, meget høje og gamle birketræ, der er ved at springe ud.

Det fik en på Facebook til at gå helt i selvsving om, hvordan birketræer skulle udryddes, fordi de ‘er skyld i så meget lidelse og koster samfundet penge’. En allergiker åbenbart.

Det er ikke sådan, at jeg ikke har sympati for, at nogle er allergiske overfor noget. Det er synd for dem og rigtig træls. Men… vi kan ikke indrette verden efter dem, der er syge.

Forestil dig en verden, der tog hensyn til alle allergier – hvad var der så tilbage?

En verden uden hunde, uden katte, uden græs, uden træer, uden duftende hyacinter, uden et koldt glas mælk, uden sprøde rundstykker, uden nødder og mandler – ja uden alt. Selv uden sol, for der er også nogen, der får soleksem.

Der er altid nogen, der ikke kan tåle et eller andet. Og de må efter min mening selv tage ansvaret for, at de enten holder sig fra det, de er allergiske overfor, eller tager den nødvendige medicin.

Når min svigerinde besøger os, tager hun en pille, så hun kan være i stue med Puma for eksempel. Og min kollega med høfeber bliver hjemme – og inde – i den værste græstid.

Det er træls, men der er altså altid noget, man ikke kan af en eller anden grund.

Har man et stift knæ, er det svært at tage trappen på arbejdet eller gå en tur i engen. Får man gigt i hænderne, må man holde som kirurg, kunstmaler eller tømrer. Bliver man syg af græs, må man blive hjemme fra skovturen. Kan man ikke tåle mandler, må man undvære Toblerone, og har man ingen penge, kommer man ikke på ferie. Det er træls, men sådan er det bare. Alle kan ikke alt, alle skal ikke alt.

Her hos os bliver træerne stående. Græsset får lov at blomstre. Hunden og katten bliver boende, der er mus og muldvarpe derude, sommerfugle og edderkopper, der af og til finder indenfor, og der bliver serveret mad med både gluten og mælk i B&B’en. Tåler man ikke det, er det et andet sted, man skal tage hen.

Vi kan ikke forbyde alt, fordi nogen går glip af noget.

God onsdag.

Ugens blog i Hendes Verden

Ugebladet Hendes Verden blev født som ‘Flittige Hænder’ i 1937. I tresserne skiftede det navn til det dengang mere moderne klingende ‘Hendes Verden’.

I år er vi nået til 2017 (hvordan det så end er gået til), og bladet må nærme sig sin 80 års fødselsdag. 80 år og et blad om ugen. 80 års dansk historie om kvindeliv på godt og ondt. Et kig i de gamle arkiver kunne være rigtig spændende.

I går trådte vores hund ind i historien. Jeps – Christie er i Hendes Verden. På side 98. Med snuden anbragt i ‘jeg vil så gerne have’-position.

Det skyldes, at Dalsgaard i Skivholme er Ugens Blog i Hendes Verden i den her uge. Og søde og smukke Christie har det jo med at stjæle billedet. Det gør ikke spor. Men mon ikke jeg har lov til at være lidt stolt også?

Det er jo mig, der har bagt kagen, stegt stegen og lavet pizzaen. Ikke helt uvæsentligt i den store sammenhæng.

Tak til Kimmie, Hendes Verdens madredaktør, for at have fået øje på Dalsgaard i Skivholme – og også en tak fra Christie, der altid er glad for at være med, og som tager den overdådige beundring med ophøjet ro. Kan det mon blive forsiden næste gang, skulle jeg hilse og spørge fra hende?

Rigtig god tirsdag.

Skindstegt kulmule med ærtepure – eller Kulmulen på ærten

Kulmule på ærtepure, små nye kartofler fra de varme lande og asparges. Rigtig luksusmad.

Fortsæt med at læse

Skovhaven i april

Skovhaven er i fuld gang med årets første blomstring. Anemonerne står i fuldt flor på skrænten og oppe i det, der engang for 40 år siden var en æblehave. Siden har det ligget vildt hen, og kun et par enorme gamle æbletræer står tilbage.

I bedene muntrer de gule anemoner sig.

Og de hvide kugleprimula er næsten helt runde.

De primula, der i Skivholme altså hedder aurikler, hvad end de er det eller ej, blomstrer i alle kroge og hjørner. De sår sig selv og laver deres egne farvekombinationer.

De små, lysegule minipåskeliljer blomstrer også, så det er en lyst.

Foråret er de små blomsters tid, og i april stjæler de hele billedet. Man må langt ned på maven for at fange dem på billederne, for de er kun 20 cm høje.

Senere på sommeren kommer de store planters tid. De er allerede på vej. Kongelys har fået deres første og endnu små blade, sølvlys ligeså. Og i hjørnet foran rododendronbedet stikker bronzeblad deres første skud op.

At sådan et lille blad bliver så kæmpestort i løbet af sommeren for så at forsvinde og komme igen næste år, ja det er da næsten utroligt. Naturens små – og store – mirakler.

God søndag.