En rodekasse, hvor alle indlæg jo egentlig hører hjemme – men vælg i menuen til højre eller brug søgefeltet :-)
Her i deltidslandmandsland betyder weekenden travlhed. Her skal ikke soves længe eller plejes tømmermænd. Det gnistrer af aktivitet. Især i foråret (og i forsommeren, i høsten og i efteråret) er der travlhed. I weekenden har man to hele dage til at arbejde i. Ikke kun aftener som til daglig. Og når solen så skinner, går det helt over gevind – på den gode måde.
Som hund har man meget at se til. Der skal sniffes spor. Der skal graves muldvarpeskud. Der skal leges og spilles bold. Der skal holdes øje med posten.
Der skal tigges godbidder. Der skal ventes. Ventes på mad, ventes på mere mad, ventes på, at katten går gennem køkkenet, så man kan skubbe den ud gennem kattelemmen, ventes på, at far kommer hjem. Og der skal soves. Soves igennem.
Et hundeliv. Hårdt arbejde det hele. Pligter, pligter, pligter.
En gang i mellem skal man have et afbræk fra det daglige slid. Man skal have gæster.
I den vilde del af haven, den del, der engang for mange år siden var en frugthave, ligger et væltet træ. Et kirsebærtræ. Det er knækket en meter oppe. Et alvorligt brud. Det lå der allerede, da vi kom hertil for snart ni år siden.
Det er rart at have en ven. En at gå tur med.
En at dele sine oplevelser og tanker med. Fortsæt med at læse “Venskab”
Skivholme har før haft besøg af soldater. Svensken og tysken har plyndret og hærget – de sidste tabte dog en af krigene og blev sat til at bygge kirkediger. Så ku’ de lære det. Det er godt nok nogle hundrede år siden. Men det gør det vel ikke bedre, gør det?
De soldater, der kommer nu, er nok så fredsommelige. Det er Fastelavnssoldater.
Sidste år, da vinteren lakkede mod enden, og tø og frost skiftede i en uendelighed, var der mangel på vejsalt.
Vores vej, den eneste vej herfra ud i den store verden, blev ganske glemt – eller sprunget over? Det afhænger nok af synsvinklen. Men vejen var i hvert fald dækket af et tykt lag is.
Det strakte sig hele vejen op.
Sneen og kulden får fuglene til at komme tæt på. Spætten. Mejserne. Blåmejse, musvit, sumpmejse, den frække spætmejse og af og til den lille lyserøde halemejse. Rødhalsen, de mange spurve – jernspurv, gulspurv og de utallige skovspurve. Og bogfinker. Sikke nogle billeder, man kunne tage, hvis de var lidt mere indstillet på at stå model.
I hegnet øverst oppe på marken under et gammelt æbletræ står en stenbænk. En bænk, hvor man kan nyde udsigten og sidde lidt og fundere. Et godt sted at se solnedgang – om sommeren. I dag hviner vinden omkring bænken og hegnet, og det fyger. Sneen former fantastiske mikrolandskaber omkring alt, der giver den mindste smule læ.
Derude sner det. Og vinden hyler sin ‘jeg skal komme efter dig’ sang gennem ådalen. Katten er kommet ind og er ved at lægge an til en Store Sovedag. Hunden ligeså. Tre gange rundt i kurven, plonk, ned at ligge og et dybt veltilfreds hundesuk. Huset ånder fred.
Der er nu noget ved sne. Sneen giver stilhed, fjerner vintermørket og får verden til at se ny og ren ud. I hvert fald herude på landet.
Sidste år….
Krydderboller som i gamle dage. Lette, bløde, duftende – men alligevel med brød i – og meget enkle at lave.
Dalsgaard i Skivholme 