Vinterbyggen er i hus

I går på årets varmeste dag – måske endda på flere års varmeste dag – fik vi høstet vores mark  med vinterbyg.

Den store mark, som vi kalder den. En herregårdsmark ville nok fnise over, at vi kalder små 7 hektar for den store mark. Men helt lille er den da heller ikke. Og udsigten derfra er fantastisk. Den ligger højt, og der er udsigt til Borum Eshøj til den ene side og helt ind til Aarhus til den anden.

Der er noget særligt over at få høsten i hus. At bære frugterne af ens arbejde hjem. Det er en – en – en fuldmoden følelse af stille tilfredshed. Man er træt, støvet, snavset, varm og glad.

Nu her til morgen er de ved at grabbe kornet over i en kæmpe lastbil med vogn. Der kan falde ro over os – i hvert fald med hensyn til kornet. Der er masser af andre ting, der skal høstes, plukkes, passes og høstes senere. Men kornet er ok. Check.

God torsdag.

Rund fødselsdag

Der er rund fødselsdag i familien. Puma bliver 10 år gammel i dag. Da han kom til os, var han kun otte uger gammel, men allerede stor af en killing at være.

Alligevel syntes vi, han var lillebitte, blød og legesyg.

Han er ikke lillebitte længere, men han er stadig blød og legesyg. Han er en stor flot kat, som ved, hvordan et strygebræt skal bruges.

Som forstår at slappe af.

Som kan spise uanede mængder kattemad – og mus. En drabelig jæger, der kan vente i timevis ved et musehul. Og klatre op og ned af de højeste træer i lyntempo.

En puttekat, der elsker at tørre sin regnvåde pels i favnen på et af sine mennesker. Som elsker at drille hunden.

En rigtig kattet kat på alle måder. Til lykke med fødselsdagen, Puma! I aften står den på rejer til alle.

God onsdag.

Dyreryg fra sommerbuk

Vildtretter kan let gå hen og blive lidt vinterlige. Men der er jo også noget, der hedder en sommerbuk. Bukkejagten går fra 16. maj til 15. juli, og til sådan en sommerbuk skal tilbehøret være lettere og mere sommerligt end til rådyrstegen midt i den mørke vinter.

Lørdagens gæstemiddag stod på dyreryg. Et af de lækreste stykker, som man gemmer til en speciel lejlighed.

Og sommertilbehøret? Bortset fra, at den klassiske vildtsovs var et must, er der mange muligheder med alle de nye grøntsager, der er lige nu. Med haven fyldt med nye kartofler var vi kommet et godt skridt hen ad vejen. Og ny salat – også fra haven – pluksalat og rucola drysset med glaserede valnødder og portvinssyltede tranebær  – to klassikere, der kan bruges ved enhver lejlighed, når der er vildt på bordet.

En dyreryg er ikke så svær at stege. Man fjerner senerne helt ind til kødet, gnider med salt og peber og lægger nogle smørklatter på, for at det ikke skal blive tørt. Det er den største risiko ved vildtkød. Der er praktisk talt intet fedt i det, så noget må tilføjes for at holde på kødsaften. Smørret får kødet til hurtigt at brune, så saften bliver inde. Det smelter af og kan skummes af stegeskyen, inden man laver sovsen. Man kan tænke på smørret som en slags indpakning.

Varm ovnen op til 225 grader og sæt kødet ind til bruning i et kvarter. Skru så ned til 150 grader og lad det stå en halv times tid. Mål kernetemperaturen. For dyreryg er 65 grader fint. Lad stegen trække på et bræt på køkkenbordet i en 20 minutters tid, før du skærer kødet fra benene.

Rigtig gæstemad. Og det var jo godt, for der var gæster hele vejen fra Sjælland. Hr. og Fru Grøn (Fru Grøn er den berømte skaber af det fænomenale knækbrød) og deres smukke hund, Albert. De to hunde kunne bestemt også godt lide de stykker dyreryg, der fandt deres vej. De kan tigge i tandem – fire bedende hundeøjne på én gang. Og hvilket hjerte er hårdt nok til at modstå det?

God tirsdag.

Blomster i julihaven – Studenternellike

Endnu en af de toårige – dem man skal så i bakker om sommeren og plante ud i september. De blomstrer året efter.

Findes der noget dejligere end et væld af farver, der lyser op mod det grønne? Jeg har dem i grupper rundt omkring, hvor der mangler lidt farve. Står de i halvskygge, blomstrer de ekstra længe. Studenternellikerne står i det hele taget i rigtig lang tid – også i buketter -, og man har glæde af dem længe i juli, hvor der tit er et hul mellem junistauderne og de stauder, der først begynder at blomstre i august.

Man kan vælge farveafstemte frøblandinger, eller man kan lade tilfældet råde og bare købe en blandet pakke, der tit er med i de sortimenter til et par kroner pr. pose, man kan købe i supermarkeder. Skulle der komme en variant, man slet ikke kan lide – jamen, så er lugespanden jo altid ved hånden hele sommeren.

Man kan stadig nå at så studenternelliker til blomstring næste år. Sår man dem to år i træk, vil de selvså og være der hvert år. Det kan ske, at de efterhånden udvikler sig til alle at være den samme farve. Men så er det jo hverken svært eller dyrt at starte et nyt hold.

Og sneglene kan ikke lide dem.

God mandag.

Pluk kamille til vinterens småskavanker

Langs med de dybe traktorspor og i græsmarkens udkant gror der rigtig meget kamille. Man kan dufte det på lang afstand, når man nærmer sig. Det er Skivekamille, og blomsterne kan tørres til te.

Kamillete er godt for meget. Mod forkølelse og ondt i halsen, mod betændelsestilstande generelt, mod urolig mave og for at sikre en dyb og rolig søvn. Og så er den god at vande med, hvis ens planter har fået noget svampestads. Den ægte kamille gror kun vildt meget få steder i Danmark – på kalkholdig jord. Men Skivekamille er heldigvis lige så god. Og den vokser som det rene ukrudt. Den er enårig, og man kan finde den rigtig mange steder – gerne hvor jorden er lidt mishandlet, som der hvor traktoren har kørt og wrap maskinen har stået.

Pluk den, når den blomstrer – den har ingen hvide kronblade, kun de små gulgrønne toppe. Klip blomsterne af og tør dem inde på en bakke. Har man plukket  mange, skal man rode lidt i dem en gang i mellem. Når de er helt tørre, kan de gemmes i en lufttæt dåse.

Det er mest for sjov, man selv tørrer kamille – kamillete er jo billig i indkøb. Men der er nu noget ved at bruge af de ting, man finder i naturen eller dyrker i haven. Det giver en særlig glæde – og de gratis glæder har man altid råd til.

God weekend.

Sommerferie forude

Det gamle bindingsværk skal repareres. En mur er halvt revet ned og skal bygges op igen.

Der står en kæmpe balje kalk og venter på at få lov at forskønne de gamle bygninger. Der er træ, der skal flækkes. Der skal vaskes sengetøj, og der skal gøres rent i B&B’en. Fryseren er igen ved at være tom for brød. Vasketøjskurven igen fuld. Der er igen hundehår på trappen.

Kalven skal fodres – og hygges med og følges hid og did. Hunden føler sig lidt forsømt og skal have en ekstra tur og en ekstra krammer. Katten vil bare have ekstra mad. Han har sommertravlt. Det har vi også.

Ukrudtet vokser.

Og der skal laves mere brændenældevand. Der skal nippes i drivhuset; der skal fjernes brændenælder og plukkes hindbær; der skal tyndes i stauderne; der skal en hel masse, skal der.

Vi trænger til ferie, så vi kan nå alt det, vi alligevel gør. Og i dag starter ferien. Heldigvis.

Ferie? Kan man spørge. Er det ferie?

Ja. For os er det. For uden alt det – hvad var der så?

Vi når det nok. Måske. Det meste af det. Noget af det. Plus det løse.

Vi har jo to ugers ferie.

God lørdag.

Krydrede og hotte lammepirogger med mynte

Luksusnippemad, der kræver lidt mere tid. Men som er så rigeligt ulejligheden værd. Laver man nok, er der også til frokost dagen efter. Hvis vejret arter sig, kunne det måske blive til en frokost under et skyggefuldt træ?

Fortsæt med at læse “Krydrede og hotte lammepirogger med mynte”

Magisk Marinade til Præriegrill

Aftenen falder på. Kun en mumlen fra kvæget, en præriefugls fløjt og en guitars sagte toner bryder stilheden. Det lyder bemærkelseværdigt som Mark Knopflers nyeste.

En lang dag med at drive kvæget – en frygtindgydende, bissende flok Dexter No-horns – igennem det ubønhørlige, solsvedne landskab er til ende.

Colorado Kate og Rancherman har slået lejr for natten i en udtørret floddal,

Fortsæt med at læse “Magisk Marinade til Præriegrill”

Nippemad: Iranske pandekageruller med mynte og valnødder

Frisk mynte og koriander, hakkede valnødder, feta og Philadelphia flødeost. Det er ingredienserne til fyldet i de lækre iranske ruller. En fantastisk god blanding med overraskende, spændende og friske smagsindtryk.

Jeg har været til reception. Til reception for et dygtigt ungt menneske, der netop havde fået sin PhD grad. Han stammer fra Iran, og hans søde og dygtige kone (der selv står overfor at få sin egen PhD næste år) havde lavet maden – blandt andet rullerne, som jeg heldigvis fik opskriften på.

Kan man få de der store fladbrød, som man blandt andet bruger til kebabruller, er det godt. Ellers må almindelige tortillapandekager gøre det.

Rør blød feta sammen med flødeosten – ca. 1/3 feta og 2/3 Philadelphia – og smør pandekagerne med det. Hak valnødder og drys dem ud over pandekagen, og læg så hele mynte- og korianderblade over.

Rul dem sammen – stramt – pak dem ind i film og læg dem på køl i nogle timer. De kan også med fordel laves dagen før.

Til servering skæres de i skiver og anrettes med agurkeskiver. Frisk sommermad – og en god måde at få has på den mynte, der truer med at overtage herredømmet over krydderurtebedene.

God fredag –  håber, at regnen bliver inde i skyerne.

Smukke Fingerbøl

Fingerbøl, Digitalis Purpurea, Foxglove – rævehandske – på engelsk, Fingerhut på tysk, er en af mine yndlingsblomster.

Planten er toårig – første år kommer der kun en bladroset, og næste år skyder blomsterstængelen op i al sin pragt. Der er tusindvis af frø i hver plante. Men de spirer helst på bar jord. Jeg ville ellers gerne have dem til at så sig selv i massevis i det lille vildnis mellem haven og engen og hele vejen op ad skrænten. Men skal de vokse der, skal de plantes ud. Det er heldigvis enkelt. Man graver bare småplanter op fra der, hvor man ikke vil have dem, og planter dem der, hvor man gerne vil.

Digitalis bruges til hjertemedicin – kunstigt fremstillet nu til dags, så man lettere kan styre styrken og effekten. Den er meget giftig. Faktisk så giftig, at den bliver brugt som mordvåben i en Agatha Christie krimi. Portionsanrettet digitalis… mon den hed Mord på Menuen?

Men giftig eller ej – den er smuk, og humlebierne er vilde med den. De fine pletter i blomsterne markerer humlebiernes ‘landingsbane’, og det er kun humlerne, der er store og stærke nok til at kunne kravle helt ind i de lange blomster og finde frem til pollenlageret. Derfor er det kun humler, der kan bestøve digitalis.

Vil man så digitalis, kan man gøre det nu i såbakker og plante småplanterne ud i efteråret. Så kommer der digitalis i haven næste sommer.

God torsdag.