Sommerferie forude

Det gamle bindingsværk skal repareres. En mur er halvt revet ned og skal bygges op igen.

Der står en kæmpe balje kalk og venter på at få lov at forskønne de gamle bygninger. Der er træ, der skal flækkes. Der skal vaskes sengetøj, og der skal gøres rent i B&B’en. Fryseren er igen ved at være tom for brød. Vasketøjskurven igen fuld. Der er igen hundehår på trappen.

Kalven skal fodres – og hygges med og følges hid og did. Hunden føler sig lidt forsømt og skal have en ekstra tur og en ekstra krammer. Katten vil bare have ekstra mad. Han har sommertravlt. Det har vi også.

Ukrudtet vokser.

Og der skal laves mere brændenældevand. Der skal nippes i drivhuset; der skal fjernes brændenælder og plukkes hindbær; der skal tyndes i stauderne; der skal en hel masse, skal der.

Vi trænger til ferie, så vi kan nå alt det, vi alligevel gør. Og i dag starter ferien. Heldigvis.

Ferie? Kan man spørge. Er det ferie?

Ja. For os er det. For uden alt det – hvad var der så?

Vi når det nok. Måske. Det meste af det. Noget af det. Plus det løse.

Vi har jo to ugers ferie.

God lørdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

3 kommentarer til “Sommerferie forude”

      1. Vi forsøger ikke at tænke for meget på det 😉 Men jo, vi rejser i slutningen af måneden og skal lige en tur forbi Milano først, så vi har kun en lille uge tilbage her. Men jeg kan forstå, at i gemmer sommeren, til vi kommer…

        Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: