Aftenen falder på. Kun en mumlen fra kvæget, en præriefugls fløjt og en guitars sagte toner bryder stilheden. Det lyder bemærkelseværdigt som Mark Knopflers nyeste.
En lang dag med at drive kvæget – en frygtindgydende, bissende flok Dexter No-horns – igennem det ubønhørlige, solsvedne landskab er til ende.

Colorado Kate og Rancherman har slået lejr for natten i en udtørret floddal,

og ved bålets skær tilbereder de deres simple aftensmad.

Colorado Kate har medbragt sin Magiske Marinade. Den hemmelige opskrift er:
Heinz ketchup, Worcestershire sauce, knust hvidløg, fintrevet løg, soya, det sorte muscovado sukker med den krydrede smag og sambal oelek. En god dl ketchup er rørt sammen med lidt af det hele – ca. en teskefuld af hver, og kødet – tykstegsbøffer – har ligget i marinaden i en times tid, mens Rancherman samlede brænde og fik ild i bålet. Hun har klogeligt – med al den vilde vests visdom – gemt en sjat af marinaden til majsene.
En pose majs har mirakuløst holdt sig frossen gennem dagens lange ridt. Majsene hælder hun i en gryde, tilsætter marinaden og en anelse vand og lader dem koge i et par minutter.
Kartoflerne er kogt halvmøre, vendt med olivenolie, hakket hvidløg og hakket rosmarin og salt. De bliver stegt færdige over bålet.
Et simpelt præriemåltid – indtaget på den hårde jord –

før det er tid at lægge sadelen under hovedet, lægge riflen bekvemt til rette og tørne ind, så rejsen kan fortsætte ved første daggry.
Howdy – og god mandag.
Uhmm, det ser lækkert ud 🙂 Den marinade må jeg prøve…..
Mange hilsner
Birthe
LikeLike
Ja, det er jo ‘dit land’ rejsen gik til i går 🙂 Sådan noget præriegrill smager forrygende. Har du i øvrigt læst American Cookery af Laura Kalpakian? Det er ikke en kogebog, selvom der er opskrifter i den – det er en helt fantastisk dejlig bog. Jeg ved ikke, om den er oversat, men du kan sikkert sagtens tage den på engelsk. Mange hilsener, Karen
LikeLike