5 gode farsbrød

Farsbrød er ikke ens. Der er så mange muligheder for at variere farsbrød, og ligesom med hakkebøfferne er der vist ingen, der ikke kan lide farsbrød, er der?

Her kommer opskrifterne på de 5 farsbrød, jeg vender tilbage til igen og igen i løbet af efteråret og vinteren. Og ligesom med bøfferne og gryderetterne kommer vi lidt rundt i verden.

Men vi starter herhjemme. Forloren hare. Næsten som den gammeldags, men med revne æbler i farsen. Æblerne giver god smag til både farsbrødet og den gammeldags skilte sovs, og de holder ‘haren’ saftig og lækker.

Forloren hare med bacon og æbler – og skilt sovs

En anden yndling er farsbrødet med fyld af grøntsager. Skiverne er så fine, og det cremede grøntsagsfyld af porrer og gulerødder, giver en dejlig smag og duft.

Farsbrød med lækkert grøntsagsfyld

Bevæger vi os lidt ud i verden, er der det italienske farsbrød. Smag fra løg, hvidløg, italiensk skinke og grana ost – og rødvin. Et fast farsbrød, der sagtens kan bruges som gæstemad. Magnifico, som de siger i Italien.

Italiensk farsbrød som i Toscana

Mange franske retter indeholder sennep og honning, og det franske farsbrød er farsen rørt med blandt andet stegte løg. Farsbrødet bliver smurt med en lækker glasering af honning, sennep og rosmarin, før det bages. Oh, la la, som de siger i Frankrig.

Fransk farsbrød med løg, rosmarin og honning

Til sidst – for at finde det femte af dagens 5 gode – skal vi en tur til USA. Meatloaf. Et gammeldags, amerikansk meatloaf. Med knuste saltkiks, Worcestershire sauce, senneps- og hvidløgspulver i farsen. Amerikanerne putter som regel et tykt, hjemmekrydret lag ketchup på toppen. Det ser ikke så kønt ud, men det smager altså rigtig godt. Awesome, som de siger over there.

Præsidentens livret: Meatloaf

Det var dagens 5 gode. Formålet med de her 5-indlæg er, at jeg ud fra dem vil lave en lille kogebog, der kan vise, hvor nemt det er at variere dagligdagens hakkekød og de mest almindelige udskæringer af oksekød.

Oksekød er en forkætret spise for tiden, men vælger man kød fra køer, der har gået på græs, er oksekød faktisk klimavenligt. Rodnettet i græsmarken binder betydeligt mere CO2, end køerne udleder. Det glemmer de altid at nævne, når de snakker klimavenlig mad. Derfor siger jeg det så tit…

God lørdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

6 kommentarer til “5 gode farsbrød”

    1. Tja – crackers eller rasp… 🙂 En eller anden form for brød-bindemiddel er der jo i det meste fars. Men det giver en god smag. Opskriften er nok opstået hos en, der ikke lige havde rasp hjemme og ikke ville køre de 150 miles til nærmeste supermarked 🙂 Man kan godt bruge de uoriginale saltkiks – de koster en fjerdedel af TUC prisen.
      Kh, Karen

      Like

  1. Jeg tænker, at du sagtens kan lave en serie kogebøger med forskellige emner krydret med nogle små fortællinger, som du er så god til. Helt sikker på de vil blive et hit 👍.

    Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: