Når det bliver efterår – og det må vi jo indrømme, det er blevet – begynder man at tænke ‘mørkere’ mad. Græskar og rodfrugter, duftende porrer og duften af en oksegryde, der stille står og simrer mør i køkkenet, mens mørket falder på.

I den næste tid vil jeg se lidt på gode opskrifter til efteråret. I dag er der fem gode gryderetter med oksekød – så er der lidt at vælge imellem.
Den første er den klassiske Beef Stew med øl, bouillon og rodfrugter, timian og laurbærblade. Den er altid god – hvis den er lavet rigtigt, så alt bliver mørt på samme tid. Og hvordan det går for sig kan du læse i opskriften.

Den næste er også en klassiker. Bøf Bourgignon. Intet efterår uden sådan en portion fransk grydefryd. Den krydrede sovs, champignonerne, det møre kød og de små perleløg for det kunstneriske udtryk. I Frankrig har jeg fået den med pommes frites til – det kan du prøve, det virkede faktisk – eller du kan lave kartoffelmos eller koge ris til.

Så er der Guinness-gryden. Den irske oksegryde med Guinness øl. Og det skal være Guinness – ellers er det jo ikke nogen Guinness-gryde, vel? Gryderetten kan også bages som en pot pie – det er den færdige ret, man bager under den sprøde dej.

Nu, hvor vi er på vej rundt i verdens kødgryder, må det være Italiens tur. Den fjerde ret, du ikke må snyde dig selv for her i efteråret, er de italienske benløse fugle i en kraftig og krydret tomatsovs. Husbondens favorit.

For at runde det hele af tager vi en lille tur omkring Asien: Oksestrimler i Satay sauce. Det er en hurtig gryderet med oksekød, som du kan nå at lave på en ganske almindelig hverdag. Oksekød, nudler, peanutsauce og frisk agurk.

Det var fem af mine bedste oksegryder. Der er flere i kategorien Oksekød, hvor du også kan finde mange andre, spændende opskrifter.
Det næste, jeg vil kigge på, er 5 gode med hakket oksekød. Men det bliver ikke i dag, for arbejdet kalder, og der skal jo også være lidt til en anden dag.
God tirsdag.