Ideer til de svære udskæringer

Hvis du har bestilt 1/4 eller 1/8 Charolais, står du snart med en masse dejligt kød. Kød fra kødkvæg. Fra mark til fryser. Kød fra dyr, der har levet frit og godt.

Så vidt, så godt. Du ved sikkert, hvilke retter du vil lave af alt det fine kød. Bøffer, stege, hakkekød. Men der er måske nogle stykker, du ikke helt har styr på? Eller hvor du godt kunne bruge lidt nye ideer?

De stykker, vi oftest får spørgsmål til, er bov, yderlår og tværreb. Der er også en del, der spørger til, hvad de skal stille op med suppebenene – altså, hvordan suppen bliver god og klar.

Her er en god vejledning til, hvordan du koger en god, gammeldags suppe.

Yderlår er godt til simreretter – og ikke mindst til benløse fugle. Kødruller simret i en lækker sovs. Find Frk. Jensens kogebog frem eller prøv dem med et lille twist.

Her er de i en italiensk udgave. Med tomat, bacon og salvie.

Og her er rullerne forklædt som vildt. Det er sovsen, der gør det – den klassiske vildtsovs – mums. Husk at lave kartoffelmos med kål og citronskal til…

Bov er god til utallige simreretter. Her er links til fem gode retter med oksebov.

Tværreb skal altid have en lang tilberedning for at blive mørt. Kødet sidder i lag mellem brede, flade sener. Tværreb er godt at koge suppe på. Når suppen er kogt, kan man pille kødet fra og bruge det til andre retter. Det er rigtig godt at have i fryseren til en hurtig chili con carne – kødet har den helt rigtige trevlede konsistens.

Suppekødet kan også bruges som pulled beef, hvis man krydrer det med en god barbecue sovs. Det spiser man helt som klassisk pulled pork – i burgerboller med coleslaw.

De reelle kødstykker kan ligesom kogt oksebryst sagtens bruges som kødet i retten oksekød med peberrodssovs.

Eller man kan vælge at ovnstege stykkerne – for eksempel som Jamie Oliver gør det, når han laver okse-spareribs.

Der er simpelthen ikke noget i pakken, der ikke kan laves noget godt ud af.

Og er du alligevel lidt i tvivl i forhold til en af udskæringerne, så ring eller send en mail. Vi har fået kød af egen avl i de sidste 12 år og har efterhånden opbygget et godt lager af meget forskellige opskrifter.

God onsdag.

P.S. – der er stadig, men kun i dag og i morgen – mulighed for at bestille oksekød. Derefter er det for sent indtil næste år på samme tid.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.