Det er mere end tyve år siden, vi første gang smagte de toscanske oksekødsruller på restauranten Il Frantoio i Marcialla – en lille by i Toscana. Vi har besøgt byen og restauranten flere gange siden.
Kødrullerne er – såvidt vides – stadig på menukortet. I hvert fald så jeg et billede, nogen havde lagt på Trip-Advisor, der netop viste de lækre ruller.
Hvis man ikke kan nå til Toscana inden aftensmaden, kan man da bare lave dem selv. Man skal bruge:
500 g okseyderlår – i skiver som til benløse fugle
1/2 skive italiensk lufttørret skinke pr. kødskive
Friske salvieblade
1 hakket løg
1 dåse tomater
1 glas vand
Olivenolie til at brune kødet i
Tandstikkere til at holde rullerne sammen
Salt, peber, en anelse chili, en 1/2 tsk sukker og et dryp æbleeddike
Bank hver skive flad og læg en halv skive italiensk lufttørret skinke på. Læg et par salvieblade på hver rulle. Rul skiverne sammen til ruller og stik en tandstikker i, så de ikke ruller sig ud igen.
Brun dem grundigt i olivenolie og læg dem over i en gryde. Steg det hakkede løg klart. Put løgene over til kødet og hæld vand og tomater ved. Tilsæt sukker, æbleeddike og en anelse chili – og her mener jeg virkelig en anelse. Retten skal ikke være stærk. Chili giver bare en dybere smag end sort peber, og den smag passer fortrinligt i retten.
Lad rullerne simre i halvanden times tid. De skal være smørmøre, og det tager lidt tid.
Når rullerne er møre, smager man sovsen til med salt, og så er der italienske benløse fugle.
Og tilbehør? På Il Frantoio i Marcialla er der en hel side på spisekortet, som man vælger tilbehør fra. Kartofler, hvide bønner, grønne bønner, krydrede gulerødder, salater – der er frit valg på alle hylder.
Det er vist ved at være for længe siden, vi har været i Italien…
God mandag.
Ah, man kan let genkalde sig duften – af maden og af landet …
LikeLike