I sidste uge begyndte svalerne at samle sig i små flokke på elhegnets tråde. Snart er de væk. Smuttet. Afsted til de varme lande. Der mangler ligesom noget i billedet, når de er væk. Deres kvidren og fabelagtige flyvekunst tager de med sig.
Man kan lugte efteråret. Våd jord, skarp luft, blade på jorden, nedfaldsfrugt – og en lille smule komøg.
Sæt det indre lydspor på. Carl Nielsen: Tågen letter.
De sidste morgener har givet os en helt særlig skønhed.
Tæt tåge, der letter i takt med, at solen står op over bakkekammen. Klokken seks ligger tågen tykt, klokken ni er den væk. Tågen hyller det hele ind i et nærmest mystisk skær, der dæmper lydene omkring en og sender lyde langt væk fra tydeligt igennem.
Tågekrystallerne reflekterer lyset.
Når solen kun lige titter over horisonten bliver skyggerne lange.
Endelig – lange ben.
En dejlig tid at gå tur med hunden og vågne helt ud i fingerspidserne inden dagens mange gøremål.
God onsdag.
‘Hvad er det, der flyver rundt ovre i floksene? Er det en sommerfugl?’
‘Det ligner en kolibri.’
‘Jamen, der er da ikke kolibrier i Danmark? Og den har følehorn – det har kolibrier ikke.’
‘Jeg har telefonen her – sid så stille, så jeg kan fotografere dig – gad vide, hvad det er?’
Google: ‘stort nektarsugende kolibrilignende insekt’. Svar: Duehale. En sommerfugl. En sjælden sommerfugl, der ikke ses hvert år i Danmark. Var her sidst i større antal i 2006, står der. Den sidste varme sommer, vi husker. Forvekslingmuligheder: kolibri. Billederne på nettet passer. En sjælden gæst i floksene. Forunderligt.
Og mens vi er ved det eksotiske – hvem bor så i et hul under kældertrappen?
Den her. Stor vandsalamander. Fredet, beskyttet art. Kendes på halen og de gule aftegninger på bugen.
Lille er den – selvom den hedder ‘stor’. Og vi skal nok passe på, når vi går ned ad trappen om aftenen – og hælde lidt vand ud, så den kan få sig et bad.
Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til.
Jo, Skivholme ER et godt sted at være – også for småkræ.
God onsdag.
I formiddags beskar vi dronningebusken. Den var blevet kolossal og var ved at kvæle jasminbusken, der står ved siden af. Det skulle egentlig have være gjort noget før – men busken var ikke ubeboet. En lille sanger havde rede i den og har opfostret mindst ét kuld små sangerspirer, der kan glæde os næste år.
Nu var reden forladt. Ungerne er fløjet, og far og mor ligeså.
Et fantastisk bygningsværk. Cirka 10 cm i diameter, bygget af bittesmå kviste, foret med hundehår og dun og tætnet med mos og lav. Hvor er de dog dygtige sådan nogle bittesmå fugle.
Næste år skal de på den igen. Der er dronningebusken nok også vokset en halv meters penge igen, så de kan gemme sig i ly af bladene og nyde privatlivets fred i endnu en yndig lille rede.
Naturen er virkelig forunderlig.
God søndag.
Ikke en vind rører sig. Rugen står helt, helt stille på naboens mark.
En solsort i toppen af grantræet synger – ellers ikke en lyd. Græsset er vådt af dug endnu, og der er stadig morgenkølighed i skyggen. Gæsterne er kørt til Djurs Sommerland. Vaskemaskinen kører.
Senere i dag bliver det hedt. Stegende hedt. Man kan allerede mærke, det er på vej. Det er nu, man skal ud og plukke bær, og i eftermiddag er der vist kun én passende aktivitet. En god bog – og måske en lille lur – i flimmerskyggen under de store træer.
God lørdag.
Velkomstkomiteen er på plads.
Alle står ved leddet og venter, mens bilen med den store trailer bakkes ind. De ved, der skal ske noget spændende, og de er på pletten.
Tyren kommer. Årets kalve skal for første gang møde deres far. Han er kommet tilbage for at give dem små brødre og søstre til næste år. Siger vi. Tyren selv siger, at han skal ud til de der lækre damer, han besøgte sidste år, leve af kærlighed og kildevand og adskillige tons græs, sove i smørblomsterne og tygge drøv i skyggen. Sommerlykke.
Han genkender helt klart stedet og tøserne – og de genkender ham. Da han kom her første gang sidste år, blev han høfligt vist rundt i området af førerkoen og inviteret på en lille kop vand ved drikkestedet. I går var der ikke den slags formaliteter. Efter en hurtig snuserunde blev alle dyrene enige om, at det var en god aften til en løbetur. Og så drønede de ud over stepperne – over mod skoven, hvor de foretrækker at sove for tiden.
Der var nu også ved at være uro i flokken. Kalvene er kommet til verden og er temmelig selvhjulpne nu, og køerne slås hele tiden – bare sådan for at få tiden til at gå. Når tyren kommer, bliver der ro. Det er ikke sådan, at han nu bestemmer. Nixen. Førerkoen bestemmer suverænt. Men han er et fokuspunkt for dem alle sammen både store og små, og han soler sig i opmærksomheden. De næste tre måneder står i Amors tegn.
God torsdag.
Husker I Elverpigernes Eng? Indelukket i bunden af engen mellem bækken og skoven, som køerne afgræsser i den sidste del af sommeren, og der hvor elverpigerne danser ved midsommer?
Nu er den klar til ballet. Den grundige afgræsning i eftersommeren har efterladt engen i fineste stand.
I weekenden er det pinse. Pinsesolen skal danse, hvis den da ellers får lov for regnen, og skoven skal blive rigtig grøn. For til pinse skal skoven nemlig være rigtig grøn.
Til pinse, når skoven bli’r rigtig grøn,
så skal vi derud hver en gårdmandssøn,
og så er det skikken nu her til lands
at svinge de piger i lystig dans.
Trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la,
trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la!
Den er ved at være der.
Bøgen er sprunget ud og lyser lysegrønt over fuglekirsebærrene, der kun så småt er begyndt at blomstre. Snart står de som en hvid sky mod de grønne blade.
Gulspurvekrattets slåen blomstrer – der bor vist nogen derinde, der lugter en del af ræv.
På marken ovenfor skoven kan en lille kalv få sig en lur tæt op ad sin store mor. Lykken er.
Postbudets søn – den lille brune – er blevet en stor, flot fyr, som går sammen med de andre kalve fra sidste år og nipper græs og gør, hvad sådan nogle nu ellers går og gør. Tygger drøv og den slags meningsfyldt ko-beskæftigelse.
Lydsporet til det hele er fuglesang – pip og fløjt fra buske og træer, lærkens triller højt oppe og ikke mindst gøgens kukken, der sammen med mælkebøtterne fortæller os, at det altså er maj. Om natten kan vi høre nattergalen nede fra Elverpigernes eng.
Så skidt med, at det regner lidt, for det hele emmer af frodighed, liv og vækst. Endnu en herlig morgen i Skivholme.
Trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la,
trala-la, la-la, la-la, la-la,
trala-la-la, la-la-la, la-la-la!
Og så kan I også nynne på den resten af dagen.
God onsdag.
Der er borgerkrig blandt havens beboere. Krigen om de bedste redepladser. Stærekassen er den absolut mest populære. I vinter har den fungeret som nattely for utallige spurve, der sover i klump derinde. Men de er væk nu for at bygge deres egne reder i buskene.
Der kommer nye beboere – eller wannabe beboere rettere sagt. Spætmejsen kommer først, og forsøger at holde bastionen. Den bliver jaget væk af flagspætten, der dog er for stor til at komme ind. Den prøver at udvide hullet ved hjælp af den ene trommesolo efter den anden, hvad huset også bærer præg af efterhånden.
Men som det sker hvert år, ender det med, at de smukke stære kommer skræppende og sætter de andre på plads. Han rydder ud i det gamle redemateriale, og begynder at samle nyt. Vi bidrager med halm og hundehår fra børsten.
Men aldrig så snart har han bygget reden færdig og har fået fløjtet en Fru Stær til sig, før der igen er rav i den.
To nye stære kommer til og forsøger at jage ham ud. Kampen går over flere dage. Det er svært at sige, hvem der bliver vinder af årets ret til luksusdomicilet. Vi holder med ham, der kom først. Han har lavet alt arbejdet og fortjener at høste frugterne af det. Men så retfærdig er verden ikke – det bliver den stærkeste stær, der vinder.
En af dem er nu inde i huset, hvor han sidder og holder vagt. Vi kan ikke se, hvem der er hvem.
Men det er helt sikkert, at der ikke går længe, før der er først æg og så unger i reden – og de to, der vandt huset i år, vil få travlt med at hente uanede mængder af stankelsbenslarver til de små. De små, der næste år vil komme tilbage og prøve at blive dem, der skal bo i kassen og blive jaget væk af nogle andre, der jages væk igen.
Den evige kamp.
God tirsdag.
Den del af vinteren, der føles længst, er den sidste. Den, der varer hele februar og også ofte en god bid ind i marts. Den del, hvor lyset kommer igen, men foråret lader vente på sig. Alligevel kan det sagtens være en dejlig tid – hvis der bare er sne. Træls at køre i? Ja da. Men smukt at se på.
Dalsgaard i Skivholme 