Nu hjælper det på det

Nu er vi midt i marts. Så midt i marts, som man kan komme. Nu er det ikke kun de små stædige forårsblomster, der tappert peger mod forår.

Det er heller ikke kun lyset – lyset, der er ved at vende tilbage til vores lystørstige øjne.

Det er heller ikke kun udsigten til, at det bliver sommertid om kort tid.

Det er solsorten, der synger, før det mørkner. Man havde helt glemt, hvor smukt det lyder.

Det er hunden, der fælder – vinterpelsen klør, og der skal rulles ved enhver given lejlighed.

Det er køerne, der ikke længere står som en massiv klump ved foderhækken. De ligger spredt ud over græsmarken, tager solbad og tygger drøv.

Det er træerne, der på afstand ser uldne ud – der er knopper på vej.

Det er gæslinger i hegnet.

Det er blomsterknopper i mirabellerne og i Gulspurvekrattet, det er små skud på solbærbuskene. Det er kampen om stærekasserne, skovspurve, der slås, sidste års kalve, der leger stangeleg. Og det er ømme muskler fra forårsklargøring af haven – meget ømme muskler.

Det er hele naturen, der stille og roligt og helt af sig selv går i den rigtige retning.

Nu hjælper det på det.

God forårstorsdag.

Det knækkede kirsebærtræ

I den vilde del af haven, den del, der engang for mange år siden var en frugthave, ligger et væltet træ. Et kirsebærtræ. Det er knækket en meter oppe. Et alvorligt brud. Det lå der allerede, da vi kom hertil for snart ni år siden.

Stammen ligger hen langs jorden. Grenene står ret op i vejret.

Lidt ustruktureret ser det ud. Der er da også dem, der spørger, hvorfor det får lov at ligge der og flyde – når nu vi har gjort så meget ved resten, som de siger.

Men der er en ting, de ikke ved, når de ser det en vinterdag.

Træet er ikke dødt. Det er bare knækket. Det blomstrer. Og det bærer frugt.

Som et symbol på styrke og overlevelse på trods af alle odds ligger det der. Den tynde tråd, der forbinder det med livet, holder år efter år. At komme med motorsaven ville være en form for helligbrøde, en fornægtelse af naturens kraft.

Det er overdreven orden faktisk tit.

Træet får lov at blive liggende. Det er et skulpturelt indslag med en symbolværdi ud over det sædvanlige. Tak, træ.

God tirsdag.

Forår og solbærmuffins

Den allerførste dag i marts. Den allerførste forårsdag – ifølge kalenderen. Det blæser og er bestemt ikke særlig varmt. Men forår – det er det nu, selvom det ser ud til nattefrost.

De afgørende beviser er her:

Vintergækkerne topper og står som hvide søer mod den brune jord.

Man kunne se, hvor man gik, klokken kvart over seks i morges. Nu er risikoen for at falde i et traktorspor voldsomt minimeret.

De første små iris er sprunget ud i haven.

Og bogfinken synger sit ‘Det, det, det, det, det kan jeg sige ligeså tit, det skal være’ i hegnet.

Forår.

Hvilken bedre anledning til at bage solbærmuffins? Hvis man da behøver en anledning?

200 g mel
1 tsk bagepulver
100 g sukker
1 dl mælk
50 g smeltet smør
1 æg
200 g solbær (fra fryseren – andre bær kan også bruges, ribs for eksempel).

Bland mel, sukker og bagepulver. Rør mælk, smeltet smør og ægget i. Tilsæt solbærrene og fordel dejen i en smurt muffinform – en 12 hullers – gerne med fint muffinpapir i – det pynter, men er ikke nødvendigt.

Bag dem i ca. 20 minutter på 200.

Spis en – og gå så ud i foråret igen. Der skal ryddes op i haven.

God første forårsdag.

Fasaner har sure tæer

Sneen og kulden får fuglene til at komme tæt på. Spætten. Mejserne. Blåmejse, musvit, sumpmejse, den frække spætmejse og af og til den lille lyserøde halemejse. Rødhalsen, de mange spurve – jernspurv, gulspurv og de utallige skovspurve. Og bogfinker. Sikke nogle billeder, man kunne tage, hvis de var lidt mere indstillet på at stå model.

 For hvor er de vimse. Og kønne. Det er ved at være parringstid, og de har taget scoretøjet på. Selv i frosten genlyder luften af musvitternes fløjten, deres gå-væk, gå-væk, gå-væk pip, der snart vil afløses af deres kom-til-mig, kom-til-mig kald.

De er væk, så snart jeg nærmer mig ruden med kameraet.

På marken og i hegnet er der mange flere. Sjaggerne, de små siskener, og en lille flok dompapper, der holder til i mirabelletræerne, hvor de spiser knopperne, mens de trutter deres lille trompetlyd. Spis bare. Der skal nok være mirabeller til både os og grævlingen alligevel. En enkelt hun vover sig ned til fuglefrøene, hvor hun i sin elegante brune og sorte dragt troner midt i maden.

Kun én af dem er med på at være fotomodel. Ham her.

Poserende fasankok

Man kan se, han ved, hvor flot han er, når han værdigt kommer skridende på sine store, benede fødder.  Han holder til her, hvor der er mad, og han holder især meget af den frosne rosmarin foran drivhuset.

Han poserer gerne. Lige uden for vinduet, hvor han driver hunden til vanvid.

Hunden piber og slår på ruden. Hr. Fasan kigger sig bare overlegent omkring. Går vi ud, flakser han op med en fornærmet kaglen. Og hunden følger hans spor. Løber som vinden med næsen i sporet. Op og ned ad skrænten og marken rundt. End ikke kulden kan dæmpe færten.

Så én ting er vis. Nok er de flotte at se på, men fasaner har sure tæer.

Sol og bidende blæst

I hegnet øverst oppe på marken under et gammelt æbletræ står en stenbænk. En bænk, hvor man kan nyde udsigten og sidde lidt og fundere. Et godt sted at se solnedgang – om sommeren. I dag hviner vinden omkring bænken og hegnet, og det fyger. Sneen former fantastiske mikrolandskaber omkring alt, der giver den mindste smule læ.

Vinden former sneen til bjergrygge og huler.

Et sted derinde ligger haren i læ for den bidende vind. Vi kan se hans spor i  sneen, og rundt omkring har han gravet sneen væk, så han kan spise af det frosne græs. En hare-isdessert. Det er ham vel undt, for selvom man går med pels hele året, kan det nok være koldt at være hare.

Køerne ved, hvordan man holder varmen. Man spiser. Og spiser. Og spiser.  Foderhækken er omgivet af et hav af sort kopels.

Man spiser efter tur, efter rang. De små får sidst, men de napper en tår piskefløde hos mor, når de har lyst. Så det er vel rimeligt nok.

Og mens man venter på sin tur, kan man posere for fotografen i sin lækre vinterpels.

God solskinsmandag.

Der er ingenting i verden…

Derude sner det. Og vinden hyler sin ‘jeg skal komme efter dig’ sang gennem ådalen. Katten er kommet ind og er ved at lægge an til en Store Sovedag. Hunden ligeså. Tre gange rundt i kurven, plonk, ned at ligge og et dybt veltilfreds hundesuk. Huset ånder fred.

Der er nu noget ved sne. Sneen giver stilhed, fjerner vintermørket og får verden til at se ny og ren ud. I hvert fald herude på landet.

Sidste år….

Køerne nød de ekstra rationer.

Vi nød det smukke syn. Og en ekstra kop varm hyldebærsaft, når vi kom ind.

Og hunden nød det. At tumle sig i sneen, rulle sig i sneen, spise af sneen. Og en ekstra godbid, når vi kom ind.

Skal vi have bare lidt at det samme nu? Til weekenden?

Her i huset er vi nogen, der håber.

God snefredag.

Gulspurvekrattet

Nogle steder har deres egen mystik. Steder, der gemmer på en hemmelighed. De har en særlig fascination – er omgivet af myter, og gætværk. Amazonas, Bermuda trekanten og Gulspurvekrattet.

Især en let tåget vintermorgen, hvor solen kun lige er på vej op over horisonten – sådan ved 9 tiden.

Gulspurvekrattet ligger oven for marken over skoven. Det er tæt, uigennemtrængeligt tæt, medmindre man er en fugl eller måske et mindre pattedyr. Det er et slåenkrat, mørke grene med lange torne. Inde i krattet vokser knudrede gamle hyldetræer, hvis tykke stammer man kun dunkelt aner gennem krattets tætte mørke. Man kan gå rundt om det – og altid finde læ for vinden et sted. Ikke engang vinden trænger igennem Gulspurvekrattet.

Helt nede ved jorden et sted er der et rundt hul. Det ligner en port – en lav og smal vej til krattets indre. Her går ’nogen’ tit. Men hvilke ’nogen’? Ræven er det ikke, for det ville man kunne lugte – ræve lugter fælt. Og rævelugt gør hunde kulrede. Hunden er ikke kulret. Grævlingen? Ham har vi set tøffe rundt på sin jagt på regnorm og mirabeller. Han ligner en bjørn i en alt for stor pelspyjamas. Efterladenskaber tyder på, at det nok er grævlingen. Men er det kun ham eller også skovfolket? Nisser? Højden på hullet passer til nissers standardmål.

Men dem, der bevisligt er krattets faste beboere, er gulspurvene. Der lever en lille flok af dem derinde. På hyldens allerøverste grene sidder de i godt vejr og vipper, og forår og sommer kan man høre deres karakteristiske sang: 1-2-3-4-5-6-syyyyyyyv gentaget med samme entusiasme i en uendelighed. Deres knaldgule fjer lyser som mælkebøtter i trætoppene.

Om foråret tager krattet festdragten på – et hvidt pur af slåenblomster, en hvid sky, der svæver over marken. Det er der faktisk ikke så længe til.

Om efteråret står det med orange blade og blå frugter. Det er faktisk ikke så længe siden.

Vi har prøvet at lave slåensnaps. Det var mundsammensnerpende bittert – måske var det os, der havde den forkerte opskrift. Eller måske var det bare det, at Gulspurvekrattet ikke har tænkt sig at være til gavn for andre end de vingede og firbenede, der søger ly og læ derinde, sommer og vinter. Et lille stykke ældgammel natur, kroget, tornet, tæt. Det giver ikke noget fra sig, det er et af de steder. Et af de steder, der holder på sine hemmeligheder.