Forårsblues og forsommerfryd

Der sker noget hver dag. Selvom man råber stop og beder naturen om at dvæle lidt ved de blomstrende slåen og kirsebær, går den ubønhørligt videre. Foråret er lige så stille gledet over i forsommer. Varmen er kommet – sikkert kun på gæstevisit, men alligevel.

Slåenkrattet er afblomstret, og gøgen kukker.

Kirsebærtræerne er afblomstrede.

Mælkebøttefrøene er ved at gøre klar til at flyve ud i verden.

Græsset er vokset så meget, at det mange steder når hunden over hovedet.

Det er ved at være tid til at tage første slæt. Lægge første læs på lager til vinteren.

Det hele gror, som om det blev betalt for det. Det er de hvide blomsters tid – hvidtjørnen, der står på spring,

og alle de hvide skærmplanter.

De lyse nætter er i gang. Vi kunne stadig se, da flaskekalven skulle have natmad i går. Og høre nattergalen i krattet.

Forsommer. Grøn, overdådig frodighed. Stadig frisk luft om morgenen og lyst og nyt løv, men noget af det hele er allerede brugt op for i år. Derfor lidt blues midt i forsommerfryden. Det er så smukt, at det gør helt ondt i hjertet – man vil holde fast i øjeblikket, men det kan man ikke.

Så hæng på og tag hele turen med – følg hvert afsnit i sommerens gang og nyd det intenst – der kommer først en genudsendelse næste år.

God tirsdag.

Her lugter af Østrig

‘Her lugter af Østrig’, siger ungerne, når de er herude. De mener lugten af ko. Den varme, trygge lugt af ko, der især kan mærkes i fugtigt vejr. Fugtigt vejr som nu til morgen, hvor vinden har lagt sig. Fugtigt vejr, der får frø til at spire, græs til at vokse og vinterbyggen til at strække sig mod dråberne.

Fugten hænger tungt mellem træerne, og her lugter af Østrig.

Mange danske børn er kun ude på landet, når de er på ferie. Og rigtig mange danske børn holder ferie i Italien. Når man skal til Italien, kommer man gennem Østrig – det passer tit med, at det er der, man overnatter undervejs.

Og i Østrig er der køer inde i landsbyerne. Små landbrug med få køer – gårdene ligger i landsbyen og markerne udenom. Et stykke eng mellem to huse bliver afgræsset af køer, langs stien til næste landsby går der køer, rundt omkring i naturen er der køer med klokker om halsen.

De hyggelige kroer ligger lige ved siden af mælkebrug, hvor køerne bliver taget ind om natten, og man i den tidlige morgen kan høre dem brøle deres ‘kom og malk mig-muh’.

Østrig er et ko-venligt land. Det er hyggeligt. Måske ikke så produktivt som moderne danske mælkebrug, men hyggeligt.

Sådan var de gamle danske landsbyer også indtil for ikke så mange år siden. Man ser det næsten ikke mere. Undtagen måske lige her hos os, hvor køerne også går ude på græsset lige på den anden side af bygningerne. Hvor man også kan blive vækket af en ko, der kalder på sin kalv.

Og hvor der også – især i fugtigt vejr – lugter af Østrig.

Højt til himmelen

Landskaber er én ting – ‘skyskaber’ noget andet. Og alligevel hænger de sammen. Ville landskabet være lige så smukt – eller interessant – uden skyerne? Spillet mellem sol og skyer giver himmelen karakter – som rynker i et ansigt. En vandrende sky kaster en vandrende skygge over markerne og ændrer øjets fokus. Bevares – en helt skyfri blå himmel er da smuk. Men er det ikke kun, fordi den er så sjælden en gæst? Og fordi det som regel er kortvarigt? Ville vi nordboere kunne trives med den skyfri himmel – altid?

Skyer fremhæver landskabets træk.

Får os til se, hvor stor himmelen er.

Giver variation og drama i landskabet.

Skyer er smukke.

Med næsen i sky… God onsdag!

Nu hjælper det på det

Nu er vi midt i marts. Så midt i marts, som man kan komme. Nu er det ikke kun de små stædige forårsblomster, der tappert peger mod forår.

Det er heller ikke kun lyset – lyset, der er ved at vende tilbage til vores lystørstige øjne.

Det er heller ikke kun udsigten til, at det bliver sommertid om kort tid.

Det er solsorten, der synger, før det mørkner. Man havde helt glemt, hvor smukt det lyder.

Det er hunden, der fælder – vinterpelsen klør, og der skal rulles ved enhver given lejlighed.

Det er køerne, der ikke længere står som en massiv klump ved foderhækken. De ligger spredt ud over græsmarken, tager solbad og tygger drøv.

Det er træerne, der på afstand ser uldne ud – der er knopper på vej.

Det er gæslinger i hegnet.

Det er blomsterknopper i mirabellerne og i Gulspurvekrattet, det er små skud på solbærbuskene. Det er kampen om stærekasserne, skovspurve, der slås, sidste års kalve, der leger stangeleg. Og det er ømme muskler fra forårsklargøring af haven – meget ømme muskler.

Det er hele naturen, der stille og roligt og helt af sig selv går i den rigtige retning.

Nu hjælper det på det.

God forårstorsdag.

Det knækkede kirsebærtræ

I den vilde del af haven, den del, der engang for mange år siden var en frugthave, ligger et væltet træ. Et kirsebærtræ. Det er knækket en meter oppe. Et alvorligt brud. Det lå der allerede, da vi kom hertil for snart ni år siden.

Stammen ligger hen langs jorden. Grenene står ret op i vejret.

Lidt ustruktureret ser det ud. Der er da også dem, der spørger, hvorfor det får lov at ligge der og flyde – når nu vi har gjort så meget ved resten, som de siger.

Men der er en ting, de ikke ved, når de ser det en vinterdag.

Træet er ikke dødt. Det er bare knækket. Det blomstrer. Og det bærer frugt.

Som et symbol på styrke og overlevelse på trods af alle odds ligger det der. Den tynde tråd, der forbinder det med livet, holder år efter år. At komme med motorsaven ville være en form for helligbrøde, en fornægtelse af naturens kraft.

Det er overdreven orden faktisk tit.

Træet får lov at blive liggende. Det er et skulpturelt indslag med en symbolværdi ud over det sædvanlige. Tak, træ.

God tirsdag.

Forår og solbærmuffins

Den allerførste dag i marts. Den allerførste forårsdag – ifølge kalenderen. Det blæser og er bestemt ikke særlig varmt. Men forår – det er det nu, selvom det ser ud til nattefrost.

De afgørende beviser er her:

Vintergækkerne topper og står som hvide søer mod den brune jord.

Man kunne se, hvor man gik, klokken kvart over seks i morges. Nu er risikoen for at falde i et traktorspor voldsomt minimeret.

De første små iris er sprunget ud i haven.

Og bogfinken synger sit ‘Det, det, det, det, det kan jeg sige ligeså tit, det skal være’ i hegnet.

Forår.

Hvilken bedre anledning til at bage solbærmuffins? Hvis man da behøver en anledning?

200 g mel
1 tsk bagepulver
100 g sukker
1 dl mælk
50 g smeltet smør
1 æg
200 g solbær (fra fryseren – andre bær kan også bruges, ribs for eksempel).

Bland mel, sukker og bagepulver. Rør mælk, smeltet smør og ægget i. Tilsæt solbærrene og fordel dejen i en smurt muffinform – en 12 hullers – gerne med fint muffinpapir i – det pynter, men er ikke nødvendigt.

Bag dem i ca. 20 minutter på 200.

Spis en – og gå så ud i foråret igen. Der skal ryddes op i haven.

God første forårsdag.

Fasaner har sure tæer

Sneen og kulden får fuglene til at komme tæt på. Spætten. Mejserne. Blåmejse, musvit, sumpmejse, den frække spætmejse og af og til den lille lyserøde halemejse. Rødhalsen, de mange spurve – jernspurv, gulspurv og de utallige skovspurve. Og bogfinker. Sikke nogle billeder, man kunne tage, hvis de var lidt mere indstillet på at stå model.

 For hvor er de vimse. Og kønne. Det er ved at være parringstid, og de har taget scoretøjet på. Selv i frosten genlyder luften af musvitternes fløjten, deres gå-væk, gå-væk, gå-væk pip, der snart vil afløses af deres kom-til-mig, kom-til-mig kald.

De er væk, så snart jeg nærmer mig ruden med kameraet.

På marken og i hegnet er der mange flere. Sjaggerne, de små siskener, og en lille flok dompapper, der holder til i mirabelletræerne, hvor de spiser knopperne, mens de trutter deres lille trompetlyd. Spis bare. Der skal nok være mirabeller til både os og grævlingen alligevel. En enkelt hun vover sig ned til fuglefrøene, hvor hun i sin elegante brune og sorte dragt troner midt i maden.

Kun én af dem er med på at være fotomodel. Ham her.

Poserende fasankok

Man kan se, han ved, hvor flot han er, når han værdigt kommer skridende på sine store, benede fødder.  Han holder til her, hvor der er mad, og han holder især meget af den frosne rosmarin foran drivhuset.

Han poserer gerne. Lige uden for vinduet, hvor han driver hunden til vanvid.

Hunden piber og slår på ruden. Hr. Fasan kigger sig bare overlegent omkring. Går vi ud, flakser han op med en fornærmet kaglen. Og hunden følger hans spor. Løber som vinden med næsen i sporet. Op og ned ad skrænten og marken rundt. End ikke kulden kan dæmpe færten.

Så én ting er vis. Nok er de flotte at se på, men fasaner har sure tæer.

Sol og bidende blæst

I hegnet øverst oppe på marken under et gammelt æbletræ står en stenbænk. En bænk, hvor man kan nyde udsigten og sidde lidt og fundere. Et godt sted at se solnedgang – om sommeren. I dag hviner vinden omkring bænken og hegnet, og det fyger. Sneen former fantastiske mikrolandskaber omkring alt, der giver den mindste smule læ.

Vinden former sneen til bjergrygge og huler.

Et sted derinde ligger haren i læ for den bidende vind. Vi kan se hans spor i  sneen, og rundt omkring har han gravet sneen væk, så han kan spise af det frosne græs. En hare-isdessert. Det er ham vel undt, for selvom man går med pels hele året, kan det nok være koldt at være hare.

Køerne ved, hvordan man holder varmen. Man spiser. Og spiser. Og spiser.  Foderhækken er omgivet af et hav af sort kopels.

Man spiser efter tur, efter rang. De små får sidst, men de napper en tår piskefløde hos mor, når de har lyst. Så det er vel rimeligt nok.

Og mens man venter på sin tur, kan man posere for fotografen i sin lækre vinterpels.

God solskinsmandag.

Der er ingenting i verden…

Derude sner det. Og vinden hyler sin ‘jeg skal komme efter dig’ sang gennem ådalen. Katten er kommet ind og er ved at lægge an til en Store Sovedag. Hunden ligeså. Tre gange rundt i kurven, plonk, ned at ligge og et dybt veltilfreds hundesuk. Huset ånder fred.

Der er nu noget ved sne. Sneen giver stilhed, fjerner vintermørket og får verden til at se ny og ren ud. I hvert fald herude på landet.

Sidste år….

Køerne nød de ekstra rationer.

Vi nød det smukke syn. Og en ekstra kop varm hyldebærsaft, når vi kom ind.

Og hunden nød det. At tumle sig i sneen, rulle sig i sneen, spise af sneen. Og en ekstra godbid, når vi kom ind.

Skal vi have bare lidt at det samme nu? Til weekenden?

Her i huset er vi nogen, der håber.

God snefredag.