Hvis man hører til de opmærksomme, vil man se, at skovkanten og hegnene mellem markerne blomstrer i den ene hvide bølge efter den anden hen over foråret. Det er slet ikke de samme træer og buske, der står hvide hele foråret.
Emneord: slåen
Gulspurvekrattet
Nogle steder har deres egen mystik. Steder, der gemmer på en hemmelighed. De har en særlig fascination – er omgivet af myter, og gætværk. Amazonas, Bermuda trekanten og Gulspurvekrattet.
Især en let tåget vintermorgen, hvor solen kun lige er på vej op over horisonten – sådan ved 9 tiden.
Gulspurvekrattet ligger oven for marken over skoven. Det er tæt, uigennemtrængeligt tæt, medmindre man er en fugl eller måske et mindre pattedyr. Det er et slåenkrat, mørke grene med lange torne. Inde i krattet vokser knudrede gamle hyldetræer, hvis tykke stammer man kun dunkelt aner gennem krattets tætte mørke. Man kan gå rundt om det – og altid finde læ for vinden et sted. Ikke engang vinden trænger igennem Gulspurvekrattet.
Helt nede ved jorden et sted er der et rundt hul. Det ligner en port – en lav og smal vej til krattets indre. Her går ’nogen’ tit. Men hvilke ’nogen’? Ræven er det ikke, for det ville man kunne lugte – ræve lugter fælt. Og rævelugt gør hunde kulrede. Hunden er ikke kulret. Grævlingen? Ham har vi set tøffe rundt på sin jagt på regnorm og mirabeller. Han ligner en bjørn i en alt for stor pelspyjamas. Efterladenskaber tyder på, at det nok er grævlingen. Men er det kun ham eller også skovfolket? Nisser? Højden på hullet passer til nissers standardmål.
Men dem, der bevisligt er krattets faste beboere, er gulspurvene. Der lever en lille flok af dem derinde. På hyldens allerøverste grene sidder de i godt vejr og vipper, og forår og sommer kan man høre deres karakteristiske sang: 1-2-3-4-5-6-syyyyyyyv gentaget med samme entusiasme i en uendelighed. Deres knaldgule fjer lyser som mælkebøtter i trætoppene.
Om foråret tager krattet festdragten på – et hvidt pur af slåenblomster, en hvid sky, der svæver over marken. Det er der faktisk ikke så længe til.
Om efteråret står det med orange blade og blå frugter. Det er faktisk ikke så længe siden.
Vi har prøvet at lave slåensnaps. Det var mundsammensnerpende bittert – måske var det os, der havde den forkerte opskrift. Eller måske var det bare det, at Gulspurvekrattet ikke har tænkt sig at være til gavn for andre end de vingede og firbenede, der søger ly og læ derinde, sommer og vinter. Et lille stykke ældgammel natur, kroget, tornet, tæt. Det giver ikke noget fra sig, det er et af de steder. Et af de steder, der holder på sine hemmeligheder.
