Hyldeblomstsnaps lavet på mæsken

Hyldeblomstsnaps lavet på mæsken – altså det, man sier fra, når man laver hyldeblomstsaft – er noget, man bare skal huske at lave. En duftende ‘lille spids’.

Billede4

Man skal bruge:

Mæsken fra en portion hyldeblomstsaft
1 flaske vodka

Når man har siet hyldeblomstsaften lægger man mæsken over i et rent sylteglas og hælder vodka over. Lad det stå et par dage og trække, si mæsken fra og lad snapsen stå og modne nogle dage – så længe, man har tålmodighed til. Det bliver den ikke ringere af.

Snapsen er sød og stærk, og den smager og dufter vidunderligt af hyldeblomster. Sæt en mærkat på den, eller hæng et skilt om halsen på den. Den ligner fuldstændigt hyldeblomstsaften, og det ville da være dumt at tage fejl af de to flasker, ikke?

Billede5

Jeg fik ideen fra Tina, der er med i Mad Fra Haven, en Facebookgruppe, jeg også er medlem af. Min hyldeblomstsaft var netop færdig, så den kom lige i rette tid. Tak for ideen, Tina. Nu deler jeg den videre ud i verden.

Det tiltaler mig at kunne bruge det, man ellers ville kassere, til noget nyttigt. Og hyldeblomstsnaps er da nyttigt, ikke? Ligesom karameller, rødvin og blomster.

God fredag.

Mad med hyldeblomster

Lige nu er der blomstrende hyld allevegne. I hegnet, i skovkanten, langs vejen, på skrænten og bagved huset. Det blomstrer og dufter, så man bliver helt ør og pollenforstyrret. Det er oplagt, at noget, der dufter så dejligt, skal bruges til mad og drikke.

Billede1

Selvfølgelig skal man da lave hyldeblomstsaft. Der er mange opskrifter på den – jeg holder mig til den gammeldags opskrift med vinsyre. Vinsyren giver en tør syrlighed til brygget. En mere ‘voksen’ smag, jeg godt kan lide.

Det er heller ikke nogen dum ide at tørre blomsterne til te. Hyldeblomstte smager dejligt og giver sommerduft til vinteren. Man kan tørre blomsterne i solen på en bakke, eller man kan tørre dem i ovnen på 30 grader og varmluft, hvis det ikke er solskinsvejr. Husk i begge tilfælde at vende blomsterne ofte.

Hyld kan også bruges i mange retter. I nogle er det blomsterne, man bruger, i andre er det hyldeblomstsaften.

Her er nogle af mine opskrifter med hyld – så er de samlet ét sted.

 

kager

Billede7

Man kan da vist ikke have for mange hyldetræer? Eller hvad? Der skal jo også være blomster nok til, at der kan laves hyldebærsaft i efteråret – og der skal være til fuglene.

Det bliver der også. Vi har uanede mængder af selvsåede hyldetræer. Og det gør ikke noget. Slet ikke nu, hvor de blomstrer.

God mandag.

Højalkoholisk hyld og sommerglæde

Hyldene dufter i stuen ind
ude fra Danmarks haver
Mmm mmm  mm dada sommervind
Mmm mmm mm dada lyse sind…

Sommersang, sommervind – det er sommer, og livet er godt. Nu kommer det gode vejr. Snart er der også ferie.

Nu er det jo altså fredag i dag – så mon ikke det var på tide at finde en højalkoholisk anvendelse for lidt af årets hyldeblomstsaft? En rigtig forbudt-for-børn sag, der kan holde leveren på dupperne?

Billede7

Til én drink skal man bruge:

2 cl hyldeblomssaft
2 cl gin
2 dl danskvand med brus
Isterninger

Bland gin og hyldeblomstsaft i et højt glas og top op med danskvand – en perlende gudedrik – kølig af is, bitter af gin, sød af saft, duftende frisk af hyldeblomster.

Eller bland en sjat hyldeblomstsaft i et glas hvidvin – den perfekte velkomstdrink til en sommerfest.

Lav hyldeblomstsaftevand med brusende danskvand til chaufførerne. De skal ikke snydes – og lidt brus kan de da tåle.

Hylden har efterhånden blomstret en tid, men det er ikke for sent at plukke. Der er masser endnu. Alle vegne.

Billede4

I haven og på skrænten. I hegnet

Billede5

og i kanten af skoven.

Billede1

Det første hold hyldeblomstsaft er på flasker – og taget med til København ‘i stedet for en blomst’. Det andet hold står og trækker. Her er vores families gamle opskrift på hyldeblomstsaft:

30 store klaser hyldeblomster, rystet fri for smådyr, men endelig ikke skyllet
2 liter kogt vand
2,5 kg sukker
80 g vinsyre

Hæld det kogende vand over sukkeret og rør rundt, tilsæt vinsyren og rør rundt, tilsæt blomsterne og rør rundt. Lad det nu stå køligt og overdækket i en 4-5 dage, og rør i det et par gange om dagen. Si blomsterne fra – brug et klæde, lagt i en si – og hæld saften på rene (og atamonskyllede) flasker.

Det er et kraftigt koncentrat, der kan holde næsten ubegrænset på grund af sukkeret og vinsyren. Vinsyren giver den tørre syrlighed til den søde saft, der gør, at saften rammer lige der i halsen, hvor man er tørstig – både med og uden alkohol.

Billede6

Nu vil den opmærksomme læser tænke – det er fredag morgen, og hun har lige skrevet det her indlæg. Hvornår har hun så drukket drinken/drinksene? Og taget billederne? Her til morgen? Er de faldet til druk der i Skivholme? Næh, kære læser – for din skyld har jeg og den langmodige bondemand ofret os og taget en drink i går. Så du kan få opskriften i dag. Det var hårdt. Men man må jo tænke på almenvellet.

Billede2

God fredag.

Oksebov med øl og hyldeblomst

Hyldene dufter i stuen ind
ude fra Danmarks haver.
Kornet modnes i sommervind
Hanegal over lyse sind
stiger bag gavl og grene,
hvæsset som kniv mod stene.

Det er nu. Det er nu, hylden blomstrer, og det er nu man bliver halvskæv af duft, når man går forbi de mange hyldebuske i hegnet og i kanten af skoven.

Sidst på ugen vil jeg lave hyldeblomstsaft, men heldigvis er der rester fra sidste år, så vi kan tage forskud på glæderne. For hyldeblomstsaft kan bruges til meget andet end saftevand.

Jeg har før nævnt en sjat i salatdressingen, og i mindre mængder er hyldeblomst også god sammen med kød . Det giver en lidt ubestemmelig aromatisk kryddereffekt. En anelse af en smag og duft af sommer.

Et stykke oksebov, løg, hvidløg, gulerødder, lidt blomkål og en øl – toppet op med hyldeblomst og grydestegt i en god times tid, til kødet er smørmørt. Grøntsagerne og stegeskyen skal spises til som en blanding af tilbehør og sovs.

1 stykke bov
2 store løg i både
3 fed hvidløg, hakket
3 gulerødder i skiver
1 øl
1/2 dl hyldeblomstkoncentrat
1/2 lille blomkål, plukket i fine små buketter
Lidt fennikelfrø, salt, masser af friskkværnet peber
Evt. et lille skvæt citronsaft og et lille skvæt æbleeddike.

Brun boven på begge sider i en stegegryde, tag den op og svits hurtigt grøntsagerne – undtagen blomkålsbuketterne. Læg boven ovenpå grøntsagerne, hæld en øl ved – bare en helt almindelig ‘brugsenbajer’ – og hyldeblomstkoncentratet. Drys med lidt fennikelfrø og krydr med salt og peber.

Lad det nu simre, til kødet er mørt. For et stykke Dexter-bov tager det en god times tid.

Tag kødet op og dæk det til, så det holder sig varmt. Hæld blomkålen i sovsen og lad den koge med et par minutter.

Skum stegeskyen af for fedt og smag til. Mangler det en anelse syrlighed, kan man hælde en lille smule citronsaft og æbleeddike ved. Men vær forsigtig. Lidt ad gangen. Det trick har jeg fra Camilla Plum. Citron og eddike giver forskellige slags syrlighed, og sammen virker det. Jævn evt. sovsen med lidt maizena.

Nye kartofler passer rigtig godt til.

Sommerbov. Spises i solskin klokken ca. 21. Er vi heldige med vores lyse somre, eller?

God mandag.