Hyldeblomstkoncentrat

Her er så opskriften på det hyldeblomstkoncentrat, som kan puttes i – næsten – alting.

Hylden er omgærdet af mange historier og myter. Efter sigende må man ikke plukke af en hyld, uden at takke Hyldemor. Hyldemor er hyldetræets skytsånd – og – siges det – lig med Freja, den gamle nordiske frugtbarheds- og kærlighedsgudinde. Hende vil vi gerne være på god fod med, så husk et lille tak, når du plukker.

Hyld beskytter mod troldtøj, og alle dele af hylden bruges til naturmedicin. Bladene skulle være gode at lægge på et sår, så der ikke går betændelse i det. Hyldebærsaft er godt mod forkølelse, og det samme er hyldeblomst te – te lavet på tørrede hyldeblomster. Barken bruges til plantefarvning, og afkog af bladene skulle kunne skræmme bladlus over til naboen.

Spiser man Sct. Hans nat en hyldeblomst, skulle det kunne forhindre, at man blev syg resten af året. Det er da værd at prøve?

Bor man så langt fra Diagonalstræde, at man skal lave sin egen tryllestav i stedet for at købe en hos Ollivanders (Leverandør af fine tryllestave siden 382 f.kr. jvf. Harry Potter), er det også en hyldegren, man skal bruge. I det hele taget et nyttigt træ – livskraftigt og kønt.

På den her årstid er det blomsterne, det gælder.

Jeg laver et kraftigt koncentrat efter en gammel, gammel opskrift, min mor engang fik af en, der selv havde fået den af en, og så videre.

30 store klaser hyldeblomster, rystet fri for smådyr, men endelig ikke skyllet
2 liter kogt vand
2,5 kg sukker
80 g vinsyre

Hæld det kogende vand over sukkeret og rør rundt, tilsæt vinsyren og rør rundt, tilsæt blomsterne og rør rundt. Lad det nu stå køligt og overdækket i en 4-5 dage, og rør i det et par gange om dagen. Morgen og aften for eksempel. Så skal blomsterne sies fra, og saften skal hældes på rene og atamonskyllede flasker. Det er lidt klistret arbejde.

På grund af det høje sukkerindhold holder saften i årevis. Og den er så koncentreret, at der kun skal meget lidt saft til i forhold til vand, når man laver saftevand.

Der vil efter nogen tid danne sig en brun ‘prop’ i toppen af flasken. Det er bare pollen. Saften er ikke blevet dårlig.

Koncentratet kan bruges til uendeligt mange ting – men man bør unde sig en sommerdrink med lige dele gin og hyldeblomstkoncentrat, toppet op med danskvand og et par isterninger.

Skål og god torsdag.

Gulspurvekrattet

Nogle steder har deres egen mystik. Steder, der gemmer på en hemmelighed. De har en særlig fascination – er omgivet af myter, og gætværk. Amazonas, Bermuda trekanten og Gulspurvekrattet.

Især en let tåget vintermorgen, hvor solen kun lige er på vej op over horisonten – sådan ved 9 tiden.

Gulspurvekrattet ligger oven for marken over skoven. Det er tæt, uigennemtrængeligt tæt, medmindre man er en fugl eller måske et mindre pattedyr. Det er et slåenkrat, mørke grene med lange torne. Inde i krattet vokser knudrede gamle hyldetræer, hvis tykke stammer man kun dunkelt aner gennem krattets tætte mørke. Man kan gå rundt om det – og altid finde læ for vinden et sted. Ikke engang vinden trænger igennem Gulspurvekrattet.

Helt nede ved jorden et sted er der et rundt hul. Det ligner en port – en lav og smal vej til krattets indre. Her går ’nogen’ tit. Men hvilke ’nogen’? Ræven er det ikke, for det ville man kunne lugte – ræve lugter fælt. Og rævelugt gør hunde kulrede. Hunden er ikke kulret. Grævlingen? Ham har vi set tøffe rundt på sin jagt på regnorm og mirabeller. Han ligner en bjørn i en alt for stor pelspyjamas. Efterladenskaber tyder på, at det nok er grævlingen. Men er det kun ham eller også skovfolket? Nisser? Højden på hullet passer til nissers standardmål.

Men dem, der bevisligt er krattets faste beboere, er gulspurvene. Der lever en lille flok af dem derinde. På hyldens allerøverste grene sidder de i godt vejr og vipper, og forår og sommer kan man høre deres karakteristiske sang: 1-2-3-4-5-6-syyyyyyyv gentaget med samme entusiasme i en uendelighed. Deres knaldgule fjer lyser som mælkebøtter i trætoppene.

Om foråret tager krattet festdragten på – et hvidt pur af slåenblomster, en hvid sky, der svæver over marken. Det er der faktisk ikke så længe til.

Om efteråret står det med orange blade og blå frugter. Det er faktisk ikke så længe siden.

Vi har prøvet at lave slåensnaps. Det var mundsammensnerpende bittert – måske var det os, der havde den forkerte opskrift. Eller måske var det bare det, at Gulspurvekrattet ikke har tænkt sig at være til gavn for andre end de vingede og firbenede, der søger ly og læ derinde, sommer og vinter. Et lille stykke ældgammel natur, kroget, tornet, tæt. Det giver ikke noget fra sig, det er et af de steder. Et af de steder, der holder på sine hemmeligheder.