Kategori: Naturen

Naturen omkring os er smuk året rundt.

Elverpigernes eng

I det inderste hjørne af engen, omkranset af elletræer, der hvor bækken breder sig ud i brede bugtninger,

der hvor de vilde blomster gror,

hvor mosekonen brygger, og hvor elverpigerne helt sikkert danser en sommernat, der går køerne nu og græsser.

De kan først komme ind og græsse der i juli. Indtil da er bunden for våd.

Jamen, kan man spørge – ødelægger de kofødder ikke engen, når den er våd, og tramper de ikke de vilde blomster ned eller æder dem, så de ikke kan vokse der mere?

Svaret er: Lige modsat. Hvis engen skal forblive eng og ikke springe i skov, hvis der stadig skal gro vilde blomster, hvis det stadig skal være rådyrenes fristed med lysåbne og alligevel beskyttede pladser, så skal det afgræsses. Og heldigvis er køerne helt med på den. De kender deres ansvar – de guffer alt i sig. Græsserne, de siv, der breder sig fra bækkens bred, de store skovkvan og de små træer, der spirer fra frø og vokser op.

Mange naturtyper i Danmark er afhængige af græsning for at kunne bevares. Alle former for overdrev og enge vil lynhurtigt blive forvandlet til skov, hvis ikke kvæget græsser der, som de har gjort det i århundreder.

Og sprang det hele i skov, hvor skulle elverpigerne så danse?

God tirsdag.

Vinterbyggen er i hus

I går på årets varmeste dag – måske endda på flere års varmeste dag – fik vi høstet vores mark  med vinterbyg.

Den store mark, som vi kalder den. En herregårdsmark ville nok fnise over, at vi kalder små 7 hektar for den store mark. Men helt lille er den da heller ikke. Og udsigten derfra er fantastisk. Den ligger højt, og der er udsigt til Borum Eshøj til den ene side og helt ind til Aarhus til den anden.

Der er noget særligt over at få høsten i hus. At bære frugterne af ens arbejde hjem. Det er en – en – en fuldmoden følelse af stille tilfredshed. Man er træt, støvet, snavset, varm og glad.

Nu her til morgen er de ved at grabbe kornet over i en kæmpe lastbil med vogn. Der kan falde ro over os – i hvert fald med hensyn til kornet. Der er masser af andre ting, der skal høstes, plukkes, passes og høstes senere. Men kornet er ok. Check.

God torsdag.

Pluk kamille til vinterens småskavanker

Langs med de dybe traktorspor og i græsmarkens udkant gror der rigtig meget kamille. Man kan dufte det på lang afstand, når man nærmer sig. Det er Skivekamille, og blomsterne kan tørres til te.

Kamillete er godt for meget. Mod forkølelse og ondt i halsen, mod betændelsestilstande generelt, mod urolig mave og for at sikre en dyb og rolig søvn. Og så er den god at vande med, hvis ens planter har fået noget svampestads. Den ægte kamille gror kun vildt meget få steder i Danmark – på kalkholdig jord. Men Skivekamille er heldigvis lige så god. Og den vokser som det rene ukrudt. Den er enårig, og man kan finde den rigtig mange steder – gerne hvor jorden er lidt mishandlet, som der hvor traktoren har kørt og wrap maskinen har stået.

Pluk den, når den blomstrer – den har ingen hvide kronblade, kun de små gulgrønne toppe. Klip blomsterne af og tør dem inde på en bakke. Har man plukket  mange, skal man rode lidt i dem en gang i mellem. Når de er helt tørre, kan de gemmes i en lufttæt dåse.

Det er mest for sjov, man selv tørrer kamille – kamillete er jo billig i indkøb. Men der er nu noget ved at bruge af de ting, man finder i naturen eller dyrker i haven. Det giver en særlig glæde – og de gratis glæder har man altid råd til.

God weekend.

Smukke Fingerbøl

Fingerbøl, Digitalis Purpurea, Foxglove – rævehandske – på engelsk, Fingerhut på tysk, er en af mine yndlingsblomster.

Planten er toårig – første år kommer der kun en bladroset, og næste år skyder blomsterstængelen op i al sin pragt. Der er tusindvis af frø i hver plante. Men de spirer helst på bar jord. Jeg ville ellers gerne have dem til at så sig selv i massevis i det lille vildnis mellem haven og engen og hele vejen op ad skrænten. Men skal de vokse der, skal de plantes ud. Det er heldigvis enkelt. Man graver bare småplanter op fra der, hvor man ikke vil have dem, og planter dem der, hvor man gerne vil.

Digitalis bruges til hjertemedicin – kunstigt fremstillet nu til dags, så man lettere kan styre styrken og effekten. Den er meget giftig. Faktisk så giftig, at den bliver brugt som mordvåben i en Agatha Christie krimi. Portionsanrettet digitalis… mon den hed Mord på Menuen?

Men giftig eller ej – den er smuk, og humlebierne er vilde med den. De fine pletter i blomsterne markerer humlebiernes ‘landingsbane’, og det er kun humlerne, der er store og stærke nok til at kunne kravle helt ind i de lange blomster og finde frem til pollenlageret. Derfor er det kun humler, der kan bestøve digitalis.

Vil man så digitalis, kan man gøre det nu i såbakker og plante småplanterne ud i efteråret. Så kommer der digitalis i haven næste sommer.

God torsdag.

Tirsdag morgen 06.20

Solskin, vådt græs, fuglesang.

Det er tidligt, og der er ikke mange andre lyde end fuglene.  Et øredøvende kor fra elletræerne langs bækken, der gør det svært at skelne de enkelte stemmer.

Bondemanden er på vej med mælk og kalvemüsli til Heldig, der er vokset vældigt.

På marken oven for skoven ligger køerne. Nogle småsover, nogle tygger drøv, nogle er i gang med morgentoilettet.

Hunden og jeg går tur. Op forbi madpakkerne, langs med hegnet og over til den lille vildtskov, vi plantede for nogle år siden. Det våde græs giver våde bukseben over gummistøvlerne.

Og våde ører.

Heldig er færdig med sin morgenmad. Spanden skal lige have en ekstra tur.

Vi går gennem haven og kigger på blomsterne. Riddersporerne, Black Knight, blomstrer.

Rundt om huset

og ind i køkkenet for at lave morgenmad.

Snart er der travlt igen og hundreder af ting, der skal ordnes. Men om morgenen, tidligt, er der et lille frikvarter for dyr og mennesker.

En dejlig måde at starte dagen på.

God tirsdag.

Det må være postbudet?

Vi var helt sikre på, at der ikke kom flere kalve i år. Ko nr. 13 – Elisabeth – havde ganske vist ikke kælvet. Hun var nok ikke blevet med kalv sidste år, mente vi snusfornuftigt. Men køer kan også gå over tiden.

I går morges – klokken umanerligt tidligt – gik bondemanden sin runde med hunden, før kalven Heldig skulle have sin morgenmælk med kalvemüsli. Og det syn, der mødte ham på marken ovenfor skoven, fik  ham til at studse noget. For sammen med 13 gik en kalv. En ny kalv. En lysebrun kalv.

Fortsæt med at læse “Det må være postbudet?”

Forårsblues og forsommerfryd

Der sker noget hver dag. Selvom man råber stop og beder naturen om at dvæle lidt ved de blomstrende slåen og kirsebær, går den ubønhørligt videre. Foråret er lige så stille gledet over i forsommer. Varmen er kommet – sikkert kun på gæstevisit, men alligevel.

Slåenkrattet er afblomstret, og gøgen kukker.

Fortsæt med at læse “Forårsblues og forsommerfryd”

Her lugter af Østrig

‘Her lugter af Østrig’, siger ungerne, når de er herude. De mener lugten af ko. Den varme, trygge lugt af ko, der især kan mærkes i fugtigt vejr. Fugtigt vejr som nu til morgen, hvor vinden har lagt sig. Fugtigt vejr, der får frø til at spire, græs til at vokse og vinterbyggen til at strække sig mod dråberne.

Fugten hænger tungt mellem træerne, og her lugter af Østrig. Fortsæt med at læse “Her lugter af Østrig”

Børnebanden samles

Nu er der syv kalve. Tre kvier – Henriette, Helene og Heidi – og fire tyrekalve. Der mangler endnu seks. De første er blevet store nok til at lege sammen – og putte sammen.

De har det herligt. Styrter op og ned – fra bunden af engen til toppen ovenfor skoven med en fart, der er en Ferrari værdig. Fortsæt med at læse “Børnebanden samles”