Heldig igennem 3 måneder

I dag er Heldig blevet 3 måneder gammel. Heldig, vores klappekalv, som moderen ikke ville have, og som vi har fodret op. Hende, der var så lille, og som de fleste sagde havde dårlige chancer for at overleve. Og hvis hun gjorde, ville hun nok blive lidt skravlet.

Hun er nok tre gange så stor som dengang og følger fint med de andre kalve i udvikling. Hun følges med flokken, og hun leger med de andre kalve. Heldig…vis har de fleste ikke altid ret.

Hun er stadig en kælebasse. Hvis hun kan komme til det, nupper hun en af vores fingre og sutter på den, selvom hun nu, hvor hun ikke får mælk mere, egentlig burde være ‘for gammel’ til det pjat.

Men hun finder tryghed, når hun står der med lukkede øjne og læner sig – efterhånden tungt – ind mod en af os og sutter af hjertens lyst, mens vi klør hende på halsen. Babyer får en narresut – Heldig får en finger. For det er jo i bund og grund det samme. Vores tre måneders baby vejer bare tæt på de 60 kilo – og træder lidt hårdt med sine spidse klove, når hun vil så tæt på, at hun tramper os over tæerne.

At man kunne komme så nær på vores kønne, frække og charmerende, men halvvilde kalve, havde vi end ikke drømt om. Når Heldig ser os, muher hun højt og kommer drønende. Hun er helt klart lykkelig over at se os – også når vi ikke har mad med. Og vi smelter totalt, når vi ser hendes klovnede kalvenumre og ubændige livsglæde. Det er skønt at være Heldig.

Men hvem har været mest heldig?

God torsdag.

Det må være postbudet?

Vi var helt sikre på, at der ikke kom flere kalve i år. Ko nr. 13 – Elisabeth – havde ganske vist ikke kælvet. Hun var nok ikke blevet med kalv sidste år, mente vi snusfornuftigt.

Men køer kan også gå over tiden.

I går morges – klokken umanerligt tidligt – gik bondemanden sin runde med hunden, før kalven Heldig skulle have sin morgenmælk med kalvemüsli.

Og det syn, der mødte ham på marken ovenfor skoven, fik  ham til at studse noget. For sammen med 13 gik en kalv. En ny kalv. En lysebrun kalv.

Vores køer er sorte.

Tyren var sort – hans forældre var også sorte.

Der er kun én at skyde skylden på.

Postbudet. Landposten må det være.

Slemme ko.

Ok. Der findes også brune, de såkaldte Dun, og røde Dexter køer. Men de er sjældne. Vores ko – eller måske tyren – må have haft genet i sig et sted langt bagude. For vores postbud er en hun, og selvom posten kommer sent her i Skivholme, skal hun nu ikke have skyld for det også.

Nu har vi en lysebrun kalv i flokken. Og 13 er vældig stolt og passer godt på  ham.

God torsdag – og vær altid klar til at blive overrasket.

Første slæt i år

Søndag aften blev græsset klippet. Mandag blev det spredt ud med traktorriven. Tirsdag lå det og tørrede i blæsten, og onsdag var det de helt store maskiners tur.

Det blev revet sammen i baner med en kæmpe traktorrive.

Det blev presset til baller.

De blev samlet  øverst oppe på græsmarken, hvor der er nogenlunde fladt.

Og der blev de pakket ind i mange, mange lag plastic.

Nu ligger det så der, smukt stablet. Madpakker til køerne.

Himlen bliver mere og mere grå, det ser ud til regn. Lad det så bare regne. Nu er græsset pakket. Vi trænger til  regn. Haven hænger – ja selv skvalderkålene ser trætte ud. Og regn vil få græsset til at gro igen, så vi i juli kan tage andet slæt. Der skal meget til at mætte de mange, sorte komunde, når det igen bliver vinter.

I mens kan foderhækken bruges som putteplads for en fræk klappekalv. Heldig har overtaget pladsen for en stund.

God onsdag aften – nu vil jeg gå ned og lave mad – men jeg syntes nu lige, at glæden ved et vellykket første slæt skulle deles med jer.

Søndag kl. 22.27

Månen er stået op, men det er stadig lyst, og der er stadig aktivitet på markerne omkring Skivholme.

Nabo Lars slår vores græsmark.

Bondemanden henter kalven til aftenfodring.

Der spises natmad,

og så skal hun følges tilbage til flokken igen.

Vi går tilbage, vasker spanden, gryden og termometret. Der skal gås tissetur med hunden og hentes brød op fra fryseren til i morgen. Så skal der lige checkes nyheder og mails, og endelig er det tid at sove. Så længe det varer.

For mandag kl. 06.15 er vi badede, påklædte og i gang igen:

Mælken skal varmes, kalven skal hentes, fodres og bringes, hunden skal luftes, katten skal fodres, spanden skal vaskes, gryden skal vaskes og termometret ligeså. Bondemanden skal i sin egenskab af leasingmand til møde hele dagen to timers kørsel herfra.

Når han er kørt, skal der hentes mælk til kalven, gøres rent i B&B’en, der skal luftes hund igen, og så er det undertegnedes tur til at tage på arbejde.

Hjemme igen ca. 16 i dag. Så skal der varmes mælk, og hele møllen starter igen. Kl. 18 er Bondemanden hjemme, og det nyslåede græs skal spredes over marken med riven, så det kan tørre, før det skal pakkes. Jeg skal vise B&B’en frem, lave mad plus det løse – støvsuge hundehår og den slags. Tiden iler, og klokken bliver hurtigt 22 igen, så der skal varmes mælk etc.

Men… danskerne skal bestille noget mere, siger de. Jeg ved ikke, hvem de der ‘danskere’ er, som de altid de snakker om. Det er i hvert fald ikke nogen her omkring. De kan simpelthen ikke nå mere. Det må da være nogen af dem ovre øst på? Ebeltoft måske? Er de nogle dovne hunde, derude? Eller er det ovre i Udkantsdanmark – der ovre, hvor man rammer en svensker, hvis man spytter lidt for langt?? Jeg skal ikke gøre mig klog på det, for jeg skal op og hente mælk.

God mandag.

Flaskebørn på fire ben og restemad med myntedip

Det er ikke altid, naturen opfører sig ordentligt. Eller retfærdigt. Når man skal prøve at råde bod på det, kan man godt blive både afmægtig, vred, ked af det og træt – meget træt. Men lykkes det, er det det hele værd, og man kan ikke blive gladere.

Den seneste lille kalv blev afvist af sin mor. Og ikke høfligt afvist. Koen ville ikke kendes ved kalven overhovedet. Kalven blev ikke gjort ren, og da den rejste sig op på sine små, nye, vaklende ben for at få sin livsvigtige råmælk, fik den et spark og en skalle. Alle forsøg – og det var mange – på at få moderen til at passe kalven mislykkedes.

Nu har vi et flaskebarn.

En lille kviekalv på 17 kilo, som vi skal hjælpe til at overleve og blive stor. Vi varmer mælk og giver flaske fire gange i døgnet. Den lille er glad for sin mad, men hvor er det synd, at den ikke har sin mor. Og for os er det tidskrævende. Tid, som vi i forvejen altid har for lidt af, når alting skal passes.

Med al det renderi og puslen og nuslen om den lille regnede jeg ikke med, at jeg ville få tid til at lave nogetsomhelst til aftensmad – endsige at skrive om det. Men det er jo ikke kun kalven, der skal fodres med jævne mellemrum, og alle kan jo trænge til en pause.

Heldigvis har vi lageret. Jeg har før nævnt det. Lagre. Landbolivets specialbutikker. Lagre er vigtige, når man har langt til butikker og ikke meget tid. Lager i fryseren, lager i skabet.

I fryseren var der et stykke af påskens stegte lammekølle, der kunne tøs op hurtigt. Det blev lunet i ovnen, indpakket i sølvpapir, mens nogle kartoffeltern stegte med. Og en klat græsk yoghurt blev lavet til den lækreste myntedip med hvidløg. Arbejdstiden var 10 minutter – ovntiden cirka 40. Det gav lige tid til at kigge en ekstra gang til den lille og nusle den lidt.

Til myntedippen skal man bruge 2-3 dl græsk yoghurt, en god håndfuld hakket frisk mynte fra haven, hvidløg efter smag – 2 fed er fint – og et drys salt. Rør det sammen og lad det stå og trække lidt.

Sådan fik vi alligevel god aftensmad, der blev også en opskrift hertil, og alle blev mætte – ikke mindst trængte den sultne bondemand, der havde været ude og passe kalven i timevis (hvor han ellers skulle have været på bukkejagt).

Her til morgen kom kalven muntert travende for at få sin morgenflaske. Nu har den fået sine øremærker på – vi håber, alt går godt. Det ser det ud til.

Men lad os alligevel håbe, at de næste kalve bliver født af mere egnede mødre. Man kan gøre meget som menneske, men street cred i cow world får en kalv nu bedst af en ko.

God Kristi Himmelfartsdag.