Heldig igennem 3 måneder

I dag er Heldig blevet 3 måneder gammel. Heldig, vores klappekalv, som moderen ikke ville have, og som vi har fodret op. Hende, der var så lille, og som de fleste sagde havde dårlige chancer for at overleve. Og hvis hun gjorde, ville hun nok blive lidt skravlet.

Hun er nok tre gange så stor som dengang og følger fint med de andre kalve i udvikling. Hun følges med flokken, og hun leger med de andre kalve. Heldig…vis har de fleste ikke altid ret.

Hun er stadig en kælebasse. Hvis hun kan komme til det, nupper hun en af vores fingre og sutter på den, selvom hun nu, hvor hun ikke får mælk mere, egentlig burde være ‘for gammel’ til det pjat.

Men hun finder tryghed, når hun står der med lukkede øjne og læner sig – efterhånden tungt – ind mod en af os og sutter af hjertens lyst, mens vi klør hende på halsen. Babyer får en narresut – Heldig får en finger. For det er jo i bund og grund det samme. Vores tre måneders baby vejer bare tæt på de 60 kilo – og træder lidt hårdt med sine spidse klove, når hun vil så tæt på, at hun tramper os over tæerne.

At man kunne komme så nær på vores kønne, frække og charmerende, men halvvilde kalve, havde vi end ikke drømt om. Når Heldig ser os, muher hun højt og kommer drønende. Hun er helt klart lykkelig over at se os – også når vi ikke har mad med. Og vi smelter totalt, når vi ser hendes klovnede kalvenumre og ubændige livsglæde. Det er skønt at være Heldig.

Men hvem har været mest heldig?

God torsdag.

Det må være postbudet?

Vi var helt sikre på, at der ikke kom flere kalve i år. Ko nr. 13 – Elisabeth – havde ganske vist ikke kælvet. Hun var nok ikke blevet med kalv sidste år, mente vi snusfornuftigt. Men køer kan også gå over tiden.

I går morges – klokken umanerligt tidligt – gik bondemanden sin runde med hunden, før kalven Heldig skulle have sin morgenmælk med kalvemüsli. Og det syn, der mødte ham på marken ovenfor skoven, fik  ham til at studse noget. For sammen med 13 gik en kalv. En ny kalv. En lysebrun kalv.

Fortsæt med at læse “Det må være postbudet?”

Flaskebørn på fire ben

Den seneste lille kalv blev afvist af sin mor. Og ikke høfligt afvist. Koen ville ikke kendes ved kalven overhovedet. Kalven blev ikke gjort ren, og da den rejste sig op på sine små, nye, vaklende ben for at få sin livsvigtige råmælk, fik den et spark og en skalle. Alle forsøg – og det var mange – på at få moderen til at passe kalven mislykkedes.

Nu har vi et flaskebarn.

Fortsæt med at læse “Flaskebørn på fire ben”