Det må være postbudet?

Vi var helt sikre på, at der ikke kom flere kalve i år. Ko nr. 13 – Elisabeth – havde ganske vist ikke kælvet. Hun var nok ikke blevet med kalv sidste år, mente vi snusfornuftigt. Men køer kan også gå over tiden.

I går morges – klokken umanerligt tidligt – gik bondemanden sin runde med hunden, før kalven Heldig skulle have sin morgenmælk med kalvemüsli. Og det syn, der mødte ham på marken ovenfor skoven, fik  ham til at studse noget. For sammen med 13 gik en kalv. En ny kalv. En lysebrun kalv.

Vores køer er sorte.

Tyren var sort – hans forældre var også sorte. Der er kun én at skyde skylden på. Postbudet. Landposten må det være. Slemme ko.

Ok. Der findes også brune, de såkaldte Dun, og røde Dexter køer. Men de er sjældne. Vores ko – eller måske tyren – må have haft genet i sig et sted langt bagude. For vores postbud er en hun, og selvom posten kommer sent her i Skivholme, skal hun nu ikke have skyld for det også.

Nu har vi en lysebrun kalv i flokken. Og 13 er vældig stolt og passer godt på  ham.

God torsdag – og dagens morale er: Vær altid klar til at blive overrasket.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere. Vis alle indlæg af Karen Engell Dalsgaard