Børnebanden samles

Nu er der syv kalve. Tre kvier – Henriette, Helene og Heidi – og fire tyrekalve. Der mangler endnu seks. De første er blevet store nok til at lege sammen – og putte sammen.

De har det herligt. Styrter op og ned – fra bunden af engen til toppen ovenfor skoven med en fart, der er en Ferrari værdig.

De store kalve fra sidste år er lukket inde i en indhegning for sig selv. Ellers mobber de alle de nye kalve. Det er vel en slags ‘søskendejalousi’ – de små kommer og tager mors opmærksomhed og får al mælken, som de ellers har fået en sjat af i ny og næ hele vinteren.

Men efter et par dage er der også fryd og gammen i den nye indhegning. De nye magtstrukturer er på plads, og de leger også som de store unger, de er. Og de får specialforplejning – deres helt egen wrapballe som supplement til græsset, der godt nok vokser, men som ikke er næringsrigt nok endnu.

De har deres eget vandkar – og det er den bedste underholdning, man kan tænke sig. Noget at stimle sammen om.

De nybagte mødre går sammen med deres kalve.

Og dem, der endnu ikke har kælvet, bliver tungere og mere besværede fra dag til dag.

Det er en frugtbar tid på landet – kalve og lam springer på markerne, kornet gror, græsset gror, fuglene synger og frugttræerne blomstrer. Vi priser forårets frodighed og liv i høje toner, men formålet er ikke skønheden – det er et biprodukt, vi kan nyde. Formålet er formering, mad og vinterforråd. Årets gang. Der er noget rart og jordnært, i ordets mest bogstavelige betydning, ved at vide, at sådan har det altid været, og sådan vil det altid være.

God onsdag – vi må ud og tælle kalvene.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.