Havehistorie på Gammel Estrup

I går var vi sammen med en flok dejlige mennesker på tur til Gammel Estrup – herregårdsmuseum, landbrugsmuseum og nu også med jagt og skovbrugsmuseum. Det er en perfekt kombination, og der er noget at se på for alle – i mindst en dags tid og sikkert længere.

Det vidste jeg godt, for jeg har været der før – om vinteren. Jeg vidste også godt, at naturen deromkring er helt betagende.

Hvad jeg ikke vidste var, at der er den skønneste have.

Barokhaven, der blev genskabt i 2003. Bag de formklippede hække går lange gange langs overvældende staudebede. Bedene er planlagt, så der er noget, der blomstrer hele sommerhalvåret.

Store grupper af stauder, hvor den ene blomstring vil afløse den anden. I den milde, grå luft i går, strålede iris, løvefod og mange, mange andre juniblomster.

Barokhaven afgrænses på den ene side af to gamle orangerier, der stadig bruges til at opbevare de sartere potter med citrustræer og liljer i vinterhalvåret, og på den anden side af slottet/herregården – komplet med voldgrav.

I et nyanlagt område fortælles køkkenhavens historie i og med, at gamle sorter opformeres og dyrkes. Smukke buksbomhække omkranser bede med utallige sorter af grøntsager og spiselige urter. En æblehave med gamle sorter finder man også.

Man kan gå der i timer og studere og bare nyde. Vandre ud af den friserede del af haven ad alleer og stier i parken – over broer og langs med åen.

Bag voldgraven ligger slottet, hvor vi fik en guidet tur af en fantastisk fortæller, der fik fortiden til at fremstå levende og nutidig. Jeg må indrømme, jeg kneb en tåre, da jeg hørte historierne om storhed og fald. Fra højeste lykke til bundløs fortvivlelse. Om greven, hvis højtelskede unge kone ikke overlevede fødslen af deres første barn, om barnet, der blev hans ét og alt, voksede op, og så blev (måske) giftmyrdet i Sankt Petersborg som 28 årig. Så lukkede han helt ned, mere sorg kunne han ikke rumme. Her hjalp det ikke at være ufatteligt rig.

Landbrugsmuseet byder på en spændende udstilling om landbrugets historie i Danmark…

… og en kælderfuld af række efter række af gamle landbrugsmaskiner. Der er noget for nørder af enhver slags. Jeg foretrækker nu den havenørdede afdeling, og jeg vil derud igen en dag, hvor der er mere tid til fordybelse. I august må de store staudebede være en drøm uden lige.

Gl. Estrup ligger kun en god halv times kørsel herfra, så det må komme ind under overskriften ‘lokale attraktioner’. Dem er der faktisk ret mange af…

God mandag aften.