For cirka 55 millioner år siden – dengang, jeg stadig var ganske ung – blev det, der engang skulle gå hen og blive Mors, dannet. I et flere hundrede meter dybt hav sank alger til bunds og blev efterhånden til det, der nu hedder moler. Altså ikke moler som ved en havn, men ler. Moler.
Lag på lag dannedes, og ind imellem kom der et lag lava fra vulkanudbrud og jernholdig masse fra jordens indre. Muslingeskaller, søpindsvin og hvad der ellers var at finde i det dybe hav indkapsledes i lagene og forstenede med tiden.
Verden var lidt urolig dengang – også rent klimamæssigt, selvom der ikke var et menneske i sigte i mange millioner år endnu. Vulkanudbrud. Jordskælv. Jordplader der flyttede på sig og skiftende varme perioder og istider. Det gik ret langsomt, men da man ikke havde de korte menneskeliv at holde det op imod, beskrives det som en glidende overgang, hvad det jo nok også var. En langsom, langsom udvikling, der ikke er slut endnu, og som aldrig bliver det.
Jorden skælvede, isen skurede, trykkede og omformede. De store klinter blev skubbet op og omkring. Man ser tydeligt lagene, og hvordan de er blevet væltet rundt af enorme kræfter, i den imponerende Hanklit.
Man ser det endnu mere tydeligt ved Ejerslev. Som et maleri ligger de forskelligt farvede lag i det lyse moler.
Moler har været et vigtigt råstof, og der er stadig to aktive molergrave på Mors. De mange forstenede søpindsvin og skaller kan man ret let finde ved stranden. Vi fandt en fem stykker, der kom med hjem til samlingen.
Jeg fandt også noget, der ligner en forstenet musling.
Om det er det, eller om det bare er en sort lavaklump, der er blevet slidt i facon af vandet, ved jeg ikke. Men dekorativ er den da.
I den gamle molergrav, der nu er den smukke lagune ved Ejerslev, kan man gå tur rundt om søen ad en veltrampet sti.
Der mødte vi ud over de dramatiske lag i bakkerne et smukt og farvestrålende syn.
Blomstrende lupiner op ad den stejle skrænt. Der skal ikke meget jord til, før planterne tager over – og heldigvis da. Ellers var verden et goldt sted.
Og om planter skal det handle i morgen. Et besøg hos Heides Planteskole, der er meget mere end ‘bare’ et sted, man kan købe planter.
God onsdag.
Hold da op en masse smukke billeder af en skøn natur Karen.
Er vild med de smukke sten. Helt betaget.
Smuk onsdag
Charlotte
LikeLike
Du må en tur til Mors, Charlotte. Der er ikke langt fra Aalborg. Der var skam også mange fine HVIDE sten ved stranden 😀
Knus og god dag, Karen
LikeLike
Hej Karen. Det lyder som en skøn mini-ferie. Dem er det vigtigt at holde en gang i mellem 🙂 Spændende at læse om moler og dets historie – for det er netop plader lavet af moler, der er brugt til at opbygge mit brændeovnsmøbel med i sommerhuset.
Og ja, Danmark tager sig bare ud fra sin bedste side i denne tid.
LikeLike
Moler var det første isolerende materiale – men jeg håber nu, at de ikke gravet hele Mors op og laver sten af den 🙂 Det er et rigtig godt udflugtsmål, for øen er tilpas lille til at kunne overskues og tilpas stor til, at der er nok at se på 🙂
LikeLike
Jow, Danmark er et smukt og fascinerende sted på denne Klode
Og der er mange steder jeg mangler at udforske/besøge endnu
God Tirsdagsdag
Til Folk og Fæ i og omkring Skivholme
LikeLike
Der er heldigvis også meget, jeg mangler at udforske og besøge. Tænk, hvis man løb tør. Men… det sker nok ikke 🙂
LikeLike