Blomkålsgratin

Lige nu er blomkålene store, friske og faste – og på tilbud rigtig mange steder. Det betyder blandt andet en helt traditionel og gammeldags blomkålsgratin hos os.

Mange har faktisk helt glemt, både hvor godt det smager, og hvordan man laver det. Det må der rådes bod på. Derfor skal du fluks købe et blomkål og gå i gang.

Du skal bruge:
1 blomkål
90 g mel
3 dl mælk
25 g smør + lidt til tynde skiver på toppen
4 æg – delt i blommer og hvider
Rasp til fadet og toppen
Salt og peber

Del blomkålet i små buketter og kog dem halvmøre i letsaltet vand. 3-4 minutter. Lad dem dryppe af i en sigte.

Pisk mel og mælk sammen i en gryde og bring det i kog – pisk hele tiden, så det ikke brænder på bunden. Tag gryden af blusset og rør smørret i. Del æggene i blommer og hvider og rør æggeblommerne i. Tilsæt 1/2 tsk salt og lidt friskkværnet peber.

Pisk æggehviderne stive – så stive, at du vende bunden i vejret på skålen uden at tabe hviderne. Altid et godt nummer at føre sig frem med og en helt sikker måde at vide, at du har pisket nok.

Bland blomkålsbuketterne i massen og rør også æggehviderne i – med let hånd, for al den luft, du lige har pisket ind i dem, skal ikke presses ud igen.

Smør et ovnfast fad og drys det med rasp – også op ad siderne. Hæld overskydende rasp fra. Hæld gratinmassen op i fadet, glat lidt ud og drys med rasp på toppen. Læg nogle små smørklatter hist og her, så raspen kan danne en sprød skorpe.

Bag nu hele herligheden ved 200 grader i en times tid – længere eller kortere afhængigt af fadets dybde. Når toppen er blevet gylden og hvælver sig smukt, er gratinen færdig.

Velbekomme og god torsdag.

PS: Hvis du har købt flere blomkål, fordi de så lækre ud og i øvrigt også var til at betale, kan jeg anbefale de retter her til en anden dag:

Bagt blomkål i flotte skiver – alletiders lækre og kønne tilbehør:

Eller Blomkål i fad med ost og sprød top – super tilbehør til det meste kød.

Indiske bhaji med blomkål og løg – smager så godt, at du garanteret spiser for meget den dag. Godt tilbehør til retten er den indiske dip med spinat og den indiske gulerodssalat, som du finder opskrifterne på her.

Du kan lave krydrede blomkålsris,

eller du kan lave parmesanbagte blomkålsbuketter.

Og er det rigtigt blevet suppevejr? Så er en god og gammeldags blomkålssuppe lige det helt rigtige.

Jeg er dykket dybt ned i de gamle opskrifter for at finde eksemplerne her. Billederne er ikke så gode, for det var mit kamera ikke dengang. Men smagen er der ikke noget galt med.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

%d bloggers like this: