I går handlede det om de bedste opskrifter og de bedste billeder fra første halvår af 2018. I dag handler det om de sidste seks måneder, så hurtigt videre med juli.
Juli var hed, solsveden og tør. Man ventede på regn, drømte om regn og håbede på regn. Den kom bare ikke, så et kølende billede fra Vesterhavet må være det bedste billede.
Den bedste opskrift? Agurkerelish. Uundværligt til sommerens grillmad og med en frisk og kølende smag. Nemt at lave og hurtigt spist op. Det hjemmelavede får ikke den skarpe grønne farve, som det man køber. Men det smager faktisk endnu bedre.
August. Endelig kom der regn.
Og mens det dryppede, og de tørstige planter sugede liv til sig (se lige græsset til venstre i billedet – eller rettere sagt: det græs, der ikke længere var der…),
lavede vi augusts bedste opskrift: Langtidssimrede nakkekoteletter i barbecue.
Græsset blev grønt igen i september. Det gik forbløffende hurtigt.
‘Og koen gumler i sit græs, med saften om sin mule’… De hvide damer gumlede i græsset med stor fornøjelse og glemte helt det foder, husbonden havde kørt ned til dem i den tørre tid.
Septembers bedste opskrift er ørredpålæg. Røget ørred rørt med friskost og rødløg. Enkelt, nemt og godt.
Oktober. Det er ikke så lang tid siden. Kølige morgener med tåge.
Indehygge om aftenen.
Og varmt, hjemmebagt brød. Store, æltefri brød med spelt og hvede.
Novembers bedste opskrift er helt klart de bagte søde kartofler med sprødt låg. Det må vi snart have igen.
Og det bedste billede må være billedet af de rustne flammer. Det er så genial en ide.
Adventskransen er også med i kapløbet for novembers bedste, så den kommer også med.
Og dermed er vi kommet til årets sidste måned, der kun sluttede for en lille uges tid siden. December.
Den bedste opskrift er de julesmåkager med mandler, kanel og tørrede tranebær, jeg fandt på i en snæver vending – ja, jeg havde faktisk glemt, at jeg skulle have småkager med… Dem må jeg ikke glemme, for de er gode og hurtige.
Og det bedste billede – i hvert fald det roligste billede – er billedet af de foldede juleblomster inde i det lille skab.
Madonnaerne er også kønne, men dem var der nu så meget bøvl med i år.
Mon ikke de falder til ro og bliver normale igen inden næste jul? De fleste af dem ligger i hvert fald i julekassen nu og har tid til at komme på bedre tanker.
Det var året i mad og billeder. Der er gjort status, og jeg er klar til at gå videre med 2019 med optimisme og energi. Huset er ryddet op, julepynten er væk, og på mandag starter jeg på arbejdet igen. Sådan en lang juleferie er helt vidunderlig – og sjælden.
God lørdag.
Fantastisk flot kavalkadeafslutning. Det er simpelthen så flot, at du kan gøre det så kort og vedkommende. Det er et stort arbejde at gennemse, og udvælge, så tak for det.
Jeg glæder mig til at følge dig videre i 2019.
Kh Lisbeth
LikeLike
Dejligt med en årskavalkade
Også god Lørdagsdag til dig og Bondemanden
LikeLike