Rugbrødsmadder til aftensmad. Det sker jævnligt hos de fleste, hvor både den ene og den anden skal ud af døren tidligt på en hverdagsaften. Man kan vælge leverpostejen, eller man kan vælge at lave en portion af det simple, men superlækre ørredpålæg. Det tager kun et par minutter.
Det er pålæg i luksusklassen. Blød flødeost, sprøde rødløg, mild røget ørred. Og det er faktisk alt, hvad du skal bruge:
Varmrøget ørred – fås de fleste steder med enten én eller to fileter i pakken.
1 spsk hakket rødløg pr. filet
1 – 1,5 spsk flødeost (f.eks. Philadelphia eller lignende) pr. filet
Pluk ørreden i småstykker og mos den groft sammen med flødeosten og de hakkede rødløg. Sådan. Det var det. Mere skal der ikke til.
Færdig og klar til spisning.
Det smager frisk og lækkert, og det mætter godt. Det er som skabt til rugbrød. Til frokost i weekenden eller til før hundetræning/ udvalgsmøder/etc.
Til søndagsfrokosten ville jeg nok skære tynde skiver rugbrød og riste dem helt sprøde. Og måske også putte et salatblad under – og måske lidt små æbletern i. Det ville slet ikke skade. Men om onsdagen? Ingen dikkedarer. Bare rugbrødsmadder og så af sted – med en glad mave.
Opskriften er ikke raketvidenskab, men har man ikke skrevet sådan noget ned et sted, glemmer man det bare igen. Og bloggen er der, hvor jeg gemmer og holder styr på mine opskrifter. For hvorfor holde noget så godt helt for sig selv?
God torsdag.
Ork ja – rugbrødsmadder i en snæver vending kender jeg alt til. Lækker salat, du laver 🙂
LikeLike