Hurtige småkager med mandler, kanel og tranebær

Sprøde småkager med mandler, kanel og tranebær, der giver lidt at tygge på. Ikke klassiske julesmåkager, men alligevel med en umiskendelig smag af jul.

Fra du starter på dejen, til du tager kagerne ud af ovnen går der en halv time. Det kan være meget nyttigt en gang i mellem – eller måske rigtig tit.

Du skal bruge:
75 g blødt smør
125 g brunt rørsukker
1 æg
150 g hvedemel
½ tsk bagepulver
½ tsk fint salt
2 tsk kanel
2 håndfulde grofthakkede mandler
2 håndfulde tørrede tranebær

Rør smør og sukker blødt med en håndmixer, rør ægget i.  (Jeg bruger det brune rørsukker fra Lidl til småkager – det giver en god sprødhed.)

Bland mel, kanel og bagepulver og bland det i.

(Jeg bruger også mel med lavt glutenindhold – billigt mel, der bare hedder hvedemel eller det kagemel fra Finax, der er på tilbud alle vegne for tiden. Det gør også kagerne mere sprøde.)

Hak et par håndfulde mandler groft og rør dem i sammen med et par håndfulde tranebær.

Det var dejen.

Brug et par teskeer til at sætte klumper af dejen på bagepladen (husk bagepapiret). Lad dem være på størrelse med en lille valnød.

Tryk dem lidt flade med en gaffel og bag dem så på 200 grader i cirka 10 minutter, til kanten er lysebrun.

Så er der småkager.

Lad dem køle helt af, før du putter dem i kagedåsen.

Det ideelle bagescenarie er noget med ro, omhu, masser af tid, og indbygget, meningsfuldt samvær. Noget med at gøre en begivenhed ud af det – måske næsten meditativ bagning.

Det reelle bagescenarie her i huset er ofte ‘HVAD skal vi have småkager med???’ Nå, vi har lige en time…

Og så går det ellers løs. Derfor er jeg glad for at have nogle nemme og hurtige opskrifter på rygmarven, så man en time senere kan stå et sted med kagedåsen og se helt afslappet ud. Man kan jo altid rydde op, når man kommer hjem igen, ikke?

God lørdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

10 kommentarer til “Hurtige småkager med mandler, kanel og tranebær”

  1. Hej Karen. Lige en opskrift jeg måske kan magte. Kan man erstatte tranebær med noget andet? Eller måske helt udelade det? Kh. Karen

    Like

    1. Det kan du godt – andet tørret frugt vil være fint – rosiner, grofthakkede dadler eller figner – eller såmænd abrikoser. Det er en nem opskrift, og du kan variere den præcis, som du har lyst til 🙂
      Kh, Karen

      Like

  2. Se, det er den slags, der kan få mig med på julekagebagningen. Det har altid stået som et rædselsscenarie for mig! Selv når jeg har købt en færdig rulle dej, er det lykkedes mig, at få nogle meget rustikke kager ud af det. Men at starte på noget, der skal ende rustikt…. det skal da prøves. 😆😆😇😇

    Like

  3. Jeg kender slet ikke finax kagemel, men det skal helt bestemt prøves (pga det lave glutenindhold).
    Vil du fortælle, hvor du har set det salg , så jeg kan nøjes med at lede i een butik ?

    Like

    1. Det er jo de færreste, der har al den tid, de har på stills i bladene. Virkeligheden er lidt mere broget. Men – hvis du vil se en, der har tiden og bruger den på det smukkeste bagværk, skal du kigge ind hos bagvrk.dk. Lene har fået ordineret bagning mod stress, og hun er fænomenal. Jeg nøjes med at kigge og bager lynkager de fleste gange 🙂

      Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: