Rosenkålslaw – er der overhovedet noget, der hedder det? Det opstod nærmest ved et tilfælde hos os, fordi vi ikke havde spidskål på lager. Der var lavet pulled pork, der var bagt burgerboller, og der var rørt barbecuesovs med Jack Daniels i. Men kål til coleslaw var der ikke noget af.

Det var lidt af et held, for ellers havde jeg aldrig opdaget, hvor godt rosenkålslaw smager.
Jeg besluttede mig nemlig til ikke at køre i Brugsen efter spidskål, men til i stedet at bruge de rosenkål, der lå i køleskabet. Det viste sig at være en god ide, og derfor hører du om det i dag.
Coleslaw med rosenkål smager af lidt mere end almindelig coleslaw og får en virkelig god konsistens – et godt bid.

Det er meget enkelt at lave. Jeg brugte 8 store rosenkål, en gulerod og et forårsløg. Jeg pillede rosenkålene, skar dem i kvarte og gav dem et blitz i minihakkeren – kun lige brrrr brrr. Så var de grofthakkede. Derefter fik guleroden og forårsløget samme tur.
Minihakkeren, der hører til min stavblender, er min bedste hakkeven til grønt, til at smuldre smør i mel, til at lave mayo og meget andet. Den er go’, er den.

Man kan sikkert også bare bruge en kniv til kålene og et rivejern til guleroden, men det her gik superhurtigt, og de grofthakkede gulerødder havde mere bid, end de revne plejer at have.
Dressingen bestod af lige dele Cheasy Fraiche 5% og Hellmanns mayo smagt til med lidt citronsaft. Et par skefulde af hver, og en teskefuld citronsaft.
Uhyre enkelt og hurtigt lavet – og det endte med nogle rigtig gode pulled pork burgere. Resterne blev – sammen med en skive skinke – brugt i frokostsandwichene næste dag.

Det er ikke sidste gang, jeg ‘lynkvadrer’ lidt rosenkål til coleslaw – og jeg tænker, at netop den salat nemt kunne opgraderes til en frokostsalat med lidt sprøde bacontern og en håndfuld tranebær.
God fredag.
Jeg elsker ordet ‘lynkvadrer’ 🙂 Det er fuldstændigt rammende for det, der sker, når man bare lige kører brrrr brrrr. Måske skulle jeg prøve rosenkålslaw en dag.
Herhjemme har vi ellers en sætning, der altid popper op, når der er noget om rosenkål: “Jeg haaaaader rosenkål”. Da mine børn var små, var der en lille tegnefilm om en dukke og en bamse, der altid kom ud for et eller andet (du ved, den med at de skal så grueligt meget igennem, før eventyret slutter lykkeligt). Og bamsen, som bestemt ikke kunne li’ rosenkål, endte altid i en stor bunke rosenkål. Og hver lille film endte altid med “Jeg haaaaader rosenkål”. Sådan har vi det lidt med rosenkål. Men det er jo fordi de ikke lugter godt, når de er kogt, og man er jo vokset op med overkogte rosenkål, som bare ikke er til at få ned.
LikeLike
Der er rigtig mange, der har den opfattelse af rosenkål. Og de smager altså også grimt, når de er kogt til ukendelighed. For slet ikke at snakke om lugten. Men med den rigtige behandling er de lækre. Sådan er det jo med det meste – du kan se nogle gode ideer til anderledes rosenkål her: https://dalsgaardiskivholme.com/2021/11/16/de-bedste-med-rosenkal/ – og så kan du jo kalde dem ‘minikålhoveder’ i stedet for – et nyt navn giver et nyt syn på tingene 🙂
Men prøv at lynkvadre dem – det er virkelig lækkert 🙂
LikeLike