Det er sæson for kål. Kål er sundt, og kål smager godt, når det er tilberedt rigtigt. Jeg er særligt vild med rosenkål – minikål, som jeg omdøbte rosenkålene til i går – og de kan bruges i rigtig mange retter.

For nogle år siden lavede jeg en top 5 liste med retter med rosenkål. Den har jeg opdateret i dag, for nye yndlinge er kommet til.
Rosenkål kan spises rå. De er måske nok lige til den bitre side og har godt at af møde noget sødere som gulerod eller tranebær i salaten som kontrast. Det finder du her i den nyeste opskrift med rosenkål: Rosenkål-slaw – coleslaw med rosenkål.
Opskriften på lun rosenkålsalat med ingefær og ristede peanuts er med kogte rosenkål. Rensede, delt i kvarter og lige kogt en lille smule og vendt i en krydret dressing, mens de endnu er varme. Det er en spicy salat, man ikke lige bliver træt af.
Farsfadet her er comfort food af den bedste slags. Fars, grøntsager og bacon. Den ret bliver man bare ikke træt af. Opskriften har ligget på top 10 over de mest populære opskrifter her på siden hver vinter siden ’14, hvor den blev lagt på.
Opskriften fra i går – de små, sprøde parmesanbagte rosenkål – er en ny favorit. Lidt mere omstændelig at lave, men absolut værd at bruge de fem minutter ekstra på. De er også lidt anderledes, og det er ingen skade til.

Men også den sorte gryde med Sorte Nat øl

er en vinterklassiker. Den kan også laves med oksekød i tern, hvis man vil. Og for den sags skyld også med andre kødtyper – jeg har lavet den samme med kyllingeoverlår, og hvad er ikke godt med kyllingeoverlår?

Det er lidt sjovt at lege med faconerne, når man laver mad. Her er farsen puttet i muffinformen, og det er da ret dekorativt. Størrelsen gør dem også gode i madpakken. Men selvfølgelig kan man lave dem som et almindeligt farsbrød, hvis man vil. Farsen er blandt andet krydret med et revet Belle de Boskoop æble. Æbler og svinekød passer så godt sammen.

Der er altså mange ting, man kan lave med rosenkål ud over at koge dem. Men vælger du at koge dem, så kog dem ikke for længe – og heller ikke for kort tid. En 7-8 minutter er fint. Rester af rosenkål er gode i salaten, i en tærte eller som ‘brase-rosenkål’.

Nap en pose med hjem, hvis du handler i dag – og hvis du vil lave lidt lige en anelse sundt tilbehør til valgflæsket.
Rigtig god tirsdag.