Burgerboller – nemme og gode

Når man tænker amerikansk mad, er det ofte burgers, man tænker på først. Det er lidt uretfærdigt, for amerikansk mad er uendeligt meget mere end det. Men burgers er dog på menuen overalt, og en god burger i en god burgerbolle smager altså også forrygende godt.

Bollerne her er rigtig gode til burgers – eller til en breakfast sandwich med røræg, tomat og bacon – eller til en frokostsandwich. De er bløde, så de ikke skubber fyldet ud – sådan bør sådan nogle være, synes jeg.

Til 9 store burgerboller skal du bruge en portion af den dej, jeg kalder ‘blød dej’:
60 g smør
600 g godt bagemel
3,5 dl vand
1 pk gær
1 spsk sukker
1 tsk salt
Æg til smøring
Sesamfrø til drys

Smelt smørret, rør gæren ud i vandet, mål mel af og bland det med salt og sukker. Hæld så smør og gærblandingen i og ælt det til en ret blød dej.

Lad dejen hæve 1 times tid, slå den ned og form 9 store flade boller. Lad dem efterhæve endnu times tid, smør bollerne med æg, drys med sesam og bag dem i 15 – 17 minutter på 200 grader.

Mens de bager, kan du gøre fyldet klar.

Bollerne kan også sagtens fryses. Det er godt at have burgerboller på lager, for har man også hakkekød i fryseren og grønt i køleskabet, kan man ret hurtigt og uden store anstrengelser lave en ret lækker middag – husk køkkenrulle til fingrene…

Jeg har i dag oprettet en ny kategori under Opskrifter, der hedder Mad fra USA. Det gør det lidt lettere, når opskrifterne kan findes samlet. For der er faktisk allerede en del amerikanske opskrifter at finde her – og på meget andet end burgere.

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

%d bloggers like this: