Det er ikke jul endnu, men den nærmer sig. Om 14 dage har det faktisk allerede været jul. Du er måske begyndt at kunne tænke dig bare et lille strejf af julesmag i hverdagsmaden nu? Ikke rigtig julemad. Bare lige et lille strejf. Og det skal hverken være for traditionelt, for tungt, for fedt eller for dyrt.

Hvis man skulle spise rigtig julemad fra nu og til efter julefrokosterne, ville man nok hurtigt få nok. Julemaden hører juledagene til. Det er appelsiner, nødder og mandler, ingefær, kanel, kardemomme og orientens andre varme krydderier, du skal have fat i til før-julemaden.
Et godt eksempel er julekylling. Den smager og dufter af jul, men er alligevel langt fra selve julens traditionelle retter. Appelsinen giver friskhed og syre, og allehånde, ingefær, kardemommefrø og laurbærblade giver den krydrede smag. Det er en af mine yndlingsretter i december.

Den samme krydderiblanding kan du også bruge til mørbrad – eller til en langtidsstegt nakkesteg.
Den engelske julepie er med æbler, hakket svinekød og en anelse julekrydderier. Den er også god en hverdagsaften i adventstiden – ja i hele efteråret og vinteren med. Og rester er gode kolde til frokost næste dag. Jeg vil næsten sige, at jeg synes endnu bedre om den kold på andendagen, hvor den har haft tid til at sætte sig.

Du kan også nøjes med at give strejfet af jul til tilbehøret. Søde kartofler glaseret med chili, honning og kanel for eksempel. Bare duften af kanel… der er ikke meget, der dufter mere af jul.

Vil du gemme julesmagen til desserten, er det her simpelthen min yndlingsdessert. Appelsinbåde marineret med honning og kanel. Den kan spises, som den er eller med en klat is til.

Man altså sagtens få lidt julesmag i adventstiden uden at gå julemiddagen i bedene – og uden at blive træt af julemad allerede midt i december. Prøv selv.
God mandag.
Tak 🌸
Sendt fra min iPhone
> Den 13. dec. 2021 kl. 08.53 skrev Dalsgaard i Skivholme : > > >
LikeLike
Selv tak, Anna. Og tak for, at du læser med 😊
LikeLike