Du skal lige have en lørdagsopskrift. Den er ikke januar-slankende. Slet ikke. Men den er noget så god. Den møreste kylling indpakket i en sprød nøddepanering med en lidt speciel sovs, der blandt andet indeholder en dåse mandariner og en halv deciliter appelsinlikør. Sovsen er ikke dessertsød, men den får en dejlig afrundet smag med friskhed fra de små mandariner.
Kan du huske de små dåser med mandariner, man altid fik engang? De findes endnu. Og da jeg i kogebogen fra Wyoming faldt over en opskrift, hvor de skulle bruges i sovsen, tænkte jeg straks, at det måtte jeg da prøve.
Opskriften er tilpasset de varer, vi kan få her, og målene er oversat til dansk samtidig med, at størrelsen på portionen, der egentlig var til 8-10 personer, er divideret ned til 4. Er der teenagedrenge i huset, skal du nok lave lidt mere kylling. Men det mætter godt med nøddepaneringen.
Man skal bruge:
2 store kyllingebryststykker uden ben
1 sammenpisket æg
1 dl hakkede nødder
1 dl rasp
Lidt mel
Salt og peber
Smør til stegning
1 lille dåse mandariner
1/2 dl appelsinlikør
Saft fra en appelsin
2 dl hønsebouillon
1 dl fløde
Salt og peber – og lidt Maizena til at jævne med.
Bank kyllingebrysterne meget flade og del hvert stykke i to. Vend dem i melet og ryst overskydende mel af. Bland hakkede nødder og rasp med et drys salt og peber. Vend kyllingestykkerne i ægget og pres dem derefter ned i nøddeblandingen. Lad dem hvile et kvarter, så paneringen kan få tid til at sætte sig.
Steg dem i smør på en pande – cirka fem minutter på hver side. Tag dem af panden og hold dem varme. Kog panden af med appelsinlikøren (jeg brugte en billig fra Aldi…). Tilsæt appelsinsaft og bouillon samt saften fra dåsen med mandariner. Lad det koge ind i en 10 minutters tid og tilsæt så fløden. Når fløde og saft er kogt godt sammen, kan du smage til med salt og peber, og jævne sovsen lidt med Maizena rørt ud i lidt koldt vand. Til allersidst tilsætter du mandarinstykkerne og varmer sovsen godt igennem.
Server med dit yndlingstilbehør – vi fik sprøde ovnbagte kartoffeltern til. Jeg var så koncentreret om at lave retten, at jeg ikke fik gennemtænkt tilbehøret. Det var husbonden nu ikke ked af. Der var da frugt i sovsen, sagde han – og det har han jo egentlig ret i.
God lørdag.
Spændende og brugbar kombination, som jeg glæder mig til at afprøve en dag. Jeg elsker de der dåsemandariner. Nok ikke ret tjekket, men det gør jeg altså 😋
Kh Lisbeth
LikeLike